Ansøg om støtte til handicapbil

Du kan søge om støtte til køb en handicapegnet bil eller særlig indretning af en bil, hvis du eller dit barn har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og opfylder en række betingelser.

Ansøg om handicapbil

Her kan du indsende din ansøgning digitalt. Du kan søge om: Støtte til køb af bil (lån), støtte til særlig indretning af bil, afgiftsfritagelse på egen bil, afdragsfrihed under uddannelse på lån til allerede bevilget bil og kørekort.
Åbner en dialog.

Gode råd til din ansøgning - du må meget gerne kontakte os før du ansøger

Behandlingen af ansøgninger om støtte til bil er omfattende og har en lang sagsbehandlingstid.

En korrekt udfyldt ansøgning med alle relevante oplysninger kan forkorte sagsbehandlingstiden.

Når du søger om hjælpemidler, er det derfor vigtigt, at:

  • du (eller forældre/værge) afkrydser, at vi må indhente relevante oplysninger til behandling af din ansøgning
  • behovet for det hjælpemiddel, du søger, er lægeligt begrundet
  • at du sender dokumentation for dit handicap med

Hvis du har nyere journaloplysninger fra hospitalet, en speciallæge eller egen læge, må du meget gerne vedhæfte eller medsende en kopi, når du søger.

Det letter sagsbehandlingen og kan bidrage til en kortere sagsbehandlingstid.

Du kan søge om støtte til køb af bil eller særlig indretning, hvis du eller dit barn har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og er bosat i Københavns Kommune.

For at få støtte skal der skal være behov for kørsel til og fra arbejde, uddannelse eller aktiviteter uden for hjemmet. Det er desuden en betingelse, at dit kørselsbehov ikke kan løses på en anden måde.

Støtten ydes som lån til den billigst egnede bil. Nødvendig særlig indretning bevilges efter behov og ydes som tilskud uden egenbetaling. Dette ydes til ting, der skal monteres i bilen, eksempelvis specialsæde, automatgear, flytning af pedaler, kran eller lift, fastspænding af kørestol osv. Du er altid velkommen til at kontakte Borgercenter Handicap, hvis du har brug for yderligere oplysninger eller vejledning i, hvordan du søger. 

Vær opmærksom på, at behandlingen af ansøgninger om støtte til bil og særlig indretning er omfattende og har en lang sagsbehandlingstid.

I ansøgningsskemaet vedrørende støtte til bil, kan du også søge om:

  • reparation af særlig indretning 
  • afgiftsfritagelse
  • afdragsfrihed under uddannelse til bevilget bil
  • kørekort

Du har en fast sagsbehandler gennem hele ansøgningsforløbet. 

Godt at vide før du ansøger om handicapbil

Vis alle

Hvem kan søge?

Du kan søge om støtte til køb af bil eller særlig indretning, hvis du eller dit barn har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og er bosat i Københavns Kommune.

For at få støtte til køb af en handicapbil skal du, eller dit barn, være bosat i Københavns Kommune og have en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad:  

  • vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug af bil,
  • vanskeliggør muligheden for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil eller
  • vanskeliggør muligheden for at deltage i aktiviteter uden for hjemmet uden brug af bil.

Kørselsbehovet skal ikke kunne dækkes på andre måde end ved kørsel i egen bil. Sagsbehandlerne vurderer derfor, om dit kørselsbehov evt. kan dækkes via andre hjælpemidler, kørselsordninger eller offentlig transport.

Andre hjælpemidler kan fx være rollator, manuel kørestol, el-kørestol, el-scooter eller lignende.

Andre kørselsordninger kan være Movia Flextrafik eller kørsel til behandlinger og kontroller i sundhedsvæsenet, som er visiteret gennem regionerne eller anden bevilliget kørsel.

Det er endvidere en betingelse, at din eller dit barns funktionsevne er stationær uden mulighed for forbedring gennem træning eller behandling.

Der er ingen aldersgrænser for, hvem der kan få støtte til køb af en handicapbil. 

Kan en anden søge på mine vegne?

Ja.

Den der søger på dine vegne skal bruge en fuldmagt. Du finder et link til en skabelon til fuldmagt i den digitale ansøgningsblanket. 

Du kan også finde fuldmagterne her

Vær opmærksom på, at fuldmagten skal printes ud og underskrives.  

Hvad skal du have klar, når du ansøger?

Du kan undervejs i ansøgningsblanketten blive bedt om at vedhæfte forskellige dokumenter.

Det kan dreje sig om: 

  • Dokumentation med oplysninger om din funktionsnedsættelse
  • Billede af begge sider af kørekort
  • Slutseddel og registreringsattest på din eventuelle nuværende bil
  • Dokumentation for uddannelse (ved ansøgning om afdragsfrihed under uddannelse)

Tilskud til nødvendig indretning af bil

Du kan desuden søge om tilskud til nødvendig indretning af en bil, uanset om der kan ydes støtte til køb af bil, hvis:

  • politiet har stillet krav om det (krav i kørekort)
  • dine helbredsforhold i øvrigt taler for det
  • det letter din placering i bilen

Tilskud til automatgear udgør den faktiske pris, dog maksimalt 29.485 kr. (2024 takst). Du skal altid kontakte kommunen inden, du får lavet en særlig indretning i din bil, da du ellers kan risikere et afslag. 
 

Hvad kan der ydes tilskud til og hvor meget støtte kan man få?

Hvis du opfylder betingelserne for støtte til køb af bil, yder kommunen et rentefrit lån svarende til den billigst egnede bil.

Halvdelen af lånet skal som udgangspunkt afdrages over otte år (96 måneder), mens resten bliver nedskrevet over samme periode. Beregningen er afhængig af dine indtægtsforhold.

Du har mulighed for at købe en anden bil end den bevilgede, men det skal godkendes, at den er egnet til dig, og en eventuel merudgift på bil og indretning skal du selv betale. 

Det er bl.a. et lovkrav, at:

  • bilen er fabriksny, og at du, eller dit barn, står som ejer af bilen
  • bilen skal være kaskoforsikret for den fulde værdi inkl. særlig indretning
  • du skal overholde afdragsvilkårene i gældsbrev  

Udmåling af støtten

Støtten ydes som et rentefrit lån på op til 213.000 kr. inkl. moms (takst for 2024), dog højst bilens købssum. Hvis den billigst egnede bil er dyrere end 213.000 kr.,  ydes det ekstra beløb som tilskud uden egenbetaling.

Dine eller familiens økonomiske forhold har ikke betydning for, om du kan få støtte til køb af en bil eller for lånets størrelse. Men dine økonomiske forhold har betydning for, hvor stor en del af lånet, du skal tilbagebetale.

Har du et indtægtsgrundlag på op til 253.000 kr. (2024) skal du som udgangspunkt betale afdrag på halvdelen af lånet. Afdrag betales over otte år svarende til 96 afdrag. Har du en højere indtægt, kan afdraget forhøjes.

Du skal selv betale driftsudgifter på din bil (afdrag på billånet, brændstof, værkstedsbesøg, forsikringer mv.) Du vil dog – efter ansøgning – kunne få hjælp til reparation af de særlige indretninger, som bilen er udstyret med.

Er du over 18 år og under uddannelse, kan du søge om at få afdragsfrihed på billånet. Dette vil dog afhænge af din indtægt.  

Du bliver fritaget for at betale grøn ejerafgift eller vægtafgift på bilen (bortset fra udligningsafgift på en dieselbil).

Hvad siger loven?

Servicelovens paragraf 114 beskriver de lovmæssige rammer for bevilling af støtte til særlig indretning og køb af handicapbil:

”Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad

1) vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug af bil,

2) vanskeliggør muligheden for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil, eller

3) forringer evnen til at færdes, i tilfælde hvor personen har aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.”
 

Når din ansøgning om handicapbil er sendt

Vis alle

Kvitteringsbrev, behandling af ansøgningen og samtale

Du modtager et kvitteringsbrev i din digitale postkasse. Er du fritaget for digital post, får du det med posten.

Vi indkalder dig til en samtale

Med udgangspunkt i din ansøgning, bliver du indkaldt til en samtale. Formålet med samtalen er, at du og din sagsbehandler sammen får afdækket dine behov.

Samtalen kan blandt andet dreje sig om: 

  • Dine helbredsmæssige forhold og din funktionsevne
  • Dit kørselsbehov
  • Din boligs placering i forhold til offentlig transport, arbejdsplads, uddannelsessted, indkøbsmuligheder, læge, mv.
  • Familiens størrelse og sammensætning
  • Muligheder for offentlig transport
  • Muligheden for at kompensere kørsel på anden måde

Vi indhenter yderligere oplysninger

Hvis der er behov for flere oplysninger, indhentes disse. Det kan fx være fra jobcentret, læge eller et hospital. 

Når afgørelsen er truffet

Når vi har truffet en afgørelse, sender vi den til dig. Du får afgørelsen i din digitale postkasse. Er du fritaget for digital post, får du det med almindelig post. 

Hvis du får bevilget en handicapbil

For at finde den billigst egnede bil til dig eller dit barn, skal der foretages en afprøvning hos en bilopbygger.

Her vil der også være en medarbejder fra afdelingen for biler fra Borgercenter Handicap til stede.

Herefter skrives den endelige bevilling, og du kan købe en bil. 

Hvis du vil klage over afgørelsen

Du kan klage, hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse. Du skal aflevere din klage til Borgercenter Handicap.

Du skal sende klagen inden for 4 uger, efter du har fået vores afgørelse.

Hvis vi fastholder afslaget, bliver din klage automatisk sendt videre til Ankestyrelsen, som behandler din klage.
 

Læs hvordan du klager over en afgørelse

Spørgsmål og svar om at ansøge om handicapbil

Vis alle

Kan jeg søge om handicapbil eller særlig indretning, hvis jeg har et plejebarn med handicap?

Det kan du, hvis du er plejeforælder på fuld tid.

Drejer det sig om aflastning, er det barnets forældre, der skal søge.  

Hvad gør jeg, hvis jeg vil søge genbevilling af bil?

Du kan tidligst søge om en genbevilling otte år efter den seneste bevilling. Når du søger om en genbevillig, skal du sende en ansøgning til Borgercenter Handicap nøjagtigt som sidste gang, du søgte.

I nogle tilfælde vil vi bede om en tro- og love erklæring, hvor du skriver under på, at de oplysninger, du giver, er korrekte og at der ikke er sket væsentlige ændringer i dine forhold eller i dit kørselsbehov siden sidste gang, du søgte. 

Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl om noget i forbindelse med genansøgning.  

Hvad er afgiftsfritagelse?

Du kan søge om afgiftsfritagelse, hvis du opfylder betingelserne for støtte til billån. Det er ikke et krav, at der er ydet lån til køb af bilen.

Du kan således blive fritaget for den årlige ejerafgift, hvis der er tale om en personbil.

Afgiftsfritagelse gælder kun, så længe køretøjet er registreret for og benyttes af dig. 

Hvad betyder afdragsfrihed under uddannelse?

Du kan søge om afdragsfrihed på dit billån hos kommunen, hvis du er under uddannelse.

Hvis bilen skal bruges til og fra et uddannelsessted, er det en betingelse, at der er tale om en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder.

Hvem kan få støtte til kørekort?

Når betingelserne for støtte til køb af bil er opfyldt, kan vi yde tilskud til betaling af køreundervisning og en kontrollerende køreprøve samt til fornyelse af kørekort. 

Vi kan også yde tilskud til betaling af køreundervisning af en person, der godkendes som chauffør for et barn eller en ung under 18 år, der opfylder betingelserne for støtte til køb af bil.
 

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid

Politisk fastsatte frister: 

Ny ansøgning

  • 6 måneder

Udskiftning

  • 5 måneder
     

Kontakt

Borgercenter Handicap

Borups Allé 43

2200 København N

Åbningstider

Mandag 09:00 - 12:00

Tirsdag 09:00 - 12:00

Onsdag 09:00 -12:00

Torsdag 13:00-16:00

Fredag 09:00-12:00