Drøftelse og beslutning ang. adgang til vandet på Enghave Brygge
Indstilling
Formanden indstiller til Vesterbro Lokaludvalg,
1. at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget under Vesterbro Lokaludvalg til at indsende svar på henvendelsen, bl.a. på baggrund af drøftelser på det ordinære møde samt på Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 31. august.
Problemstilling
Med Københavns Kommunes budgetaftale fra 2013 er der afsat samlet 15 mio. kr. til etablering af to anlæg med adgang til vandet og nye opholdsmuligheder på Enghave Brygge. De to anlæg er indarbejdet i lokalplan for Enghave Brygge nr. 494.
Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at udarbejde et program for to anlæg med adgang til vandet på de nye "øer" ved Enghave Brygge. Repræsentanter for forvaltningen besøgte forretningsudvalgsmødet den 16. august og fortalte om projektet og rammerne for anlæggene. Teknik- og Miljøforvaltningen at indhente Vesterbro Lokaludvalgs ønsker til de to anlægs funktion og udformning.
For eksempel hvilke former for aktiviteter kan lokaludvalget forestille sig, anlæggene kan opfylde, hvordan kan det henvende sig til forskellige målgrupper og hvilken betydning vil det have for udformningen af anlæggene?
Frist for indsendelse af ønsker til anlæggene skal indsendes til kontaktperson Klaus Grimar senest den 5. september.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg drøfter oplægget fra Teknik- og Miljøforvaltningen og bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget under Vesterbro Lokaludvalg til at indsende svar.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg forbundet med beslutningen.
Videre proces
Beslutning
Punktet blev drøftet og en række ønsker blev noteret.
Teknik- og Miljøudvalget blev bemyndiget til at indsende svar. Der var ikke afstemning.
Dagorden godkendt af de fremmødte lokaludvalgsmedlemmer. Da der var 11 fremmødte medlemmer, var Vesterbro Lokaludvalg ikke beslutningsdygtigt, hvorfor referat af det ordinære møde blev sendt til alle lokaludvalgets medlemmer med frist fra den 1/9 til den 4/9, hvor det var muligt at komme med indsigelser til beslutningerne. Da der ikke er fremkommet indsigelser, stadfæstes beslutningerne taget af de tilstedeværende lokaludvalgsmedlemmer.