Budget for puljemidler 2017
Indstilling
Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg
1. at drøfte budgettet for 2017
2. at beslutte at afsætte 850.000 kr. til Vesterbropuljen i 2017
3. at beslutte følgende ansøgningsfrister til Vesterbropuljen for 2017: den 15. oktober 2016 (blev vedtaget på Lokaludvalgets møde den 21. september 2016), den 15. januar 2017, den 15. april 2017, den 15. maj 2017, den 15. august 2017 og den 15. oktober 2017
Problemstilling
Vesterbro Lokaludvalg får formentlig udlagt ca. 1.500.000 kr til selvstændig varetagelse i 2017. Beløbet er ikke endeligt udmeldt og skal p/l reguleres, men det forventes at være i den størrelsesorden, da der ikke med Københavns Kommunes budget for 2017 er vedtaget besparelser på lokaludvalgene.
Pengene er udlagt til selvstændig varetagelse jf, Regulativ for Lokaludvalgene §1:
I henhold til § 65d, stk. 2, nr. 10, i lov om kommunernes styrelse henlægger Københavns Borgerrepræsentation følgende opgave til lokaludvalgets selvstændige varetagelse:
Udmøntning af årlige puljemidler til tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og/eller netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i lokalområdet. Borgerrepræsentationen fastsætter puljens størrelse. Lokaludvalget fastlægger selv de nærmere kriterier for tildeling af puljemidler.
Vesterbro Lokaludvalg har traditionelt set reserveret en del af puljemidlerne til en pulje, Vesterbropuljen, der kan søges af borgere, foreninger, institutioner m.fl. i bydelen, der ønsker støtte til aktiviteter og arrangementer, der foregår på Vesterbro, har en klar Vesterbrovinkel og er med til at styrke og udvikle Vesterbros identitet.
En anden del af puljemidlerne (ca. 650.000 kr.) går til Lokaludvalgets egne arrangementer og aktiviteter og udmøntes løbende hen over året.
Løsning
Det foreslås, at Vesterbro Lokaludvalg beslutter at afsætte 850.000 kr. af puljemidlerne til Vesterbropuljen i 2017, samt at Lokaludvalget beslutter at de øvrige midler udmøntes løbende over året efter forslag fra Lokaludvalgets medlemmer.
Til Vesterbropuljen foreslås det desuden, at Lokaludvalget beslutter følgende ansøgningsfrister til 2017-midlerne:
15. oktober 2016 - med efterfølgende behandling på Lokaludvalgsmødet i november 2016 (vedtaget af Lokaludvalget på møde den 21. september 2016)
15. januar 2017 - med efterfølgende behandling på Lokaludvalgsmødet i februar 2017
15. april 2017 - med efterfølgende behandling på Lokaludvalgsmødet i maj 2017
15. maj 2017 - med efterfølgende behandling på Lokaludvalgsmødet i juni 2017
15. august 2017 - med efterfølgende behandling på Lokaludvalgsmødet i september 2017
15. oktober 2017 - med efterfølgende behandling på Lokaludvalgsmødet i november 2017
Der er lagt en ekstra ansøgningsfrist ind i forhold til i 2016, nemlig den 15. maj 2017. Det er gjort på baggrund af tilbagemeldinger fra ansøgere, der ikke har nået at søge inden den 15. april, men samtidig gerne vil lave noget med afvikling inden midt september, hvor den næste runde afgøres.
Økonomi
Med dette punkt forudsættes det, at Vesterbro Lokaludvalg får udlagt ca. 1.500.000 kr til selvstændig varetagelse i 2017, og det er heraf de 850.000 kr disponeres til Vesterbropuljen.
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet
Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev godkendt.