Mødedato: 26.08.2015, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5

Borgerinddragelse i forbindelse med høring om Kommuneplan 2015

Se alle bilag
Lokaludvalget skal drøfte processen i forbindelse med høringen af Kommuneplan 15 og beslutte, om der skal laves en borgerinddragelsesproces.

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget havde Kommuneplan 2015 i en intern høring før sommer, hvor lokaludvalgets tre fagudvalg drøftede høringsmaterialet, og lokaludvalget drøftede de forskellige input på det ordinære møde den 20. april. Forretningsudvalget og sekretariatet blev bemyndiget til at udarbejde og indsende et høringssvar på baggrund af fagudvalgenes input.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår lokaludvalget,

  1. at drøfte og træffe beslutning om udvalget vil stå for en borgerinddragelsesproces i forbindelse med den offentlige høring af Kommuneplan 15.
  2. at drøfte proces for udarbejdelse af høringssvar vedr. Kommuneplan 15.

Problemstilling

Lokaludvalget har nu fået Kommuneplan 15 i officiel høring. Høringen løber fra den 21. august til den 16. oktober, og høringsmaterialet  vil i høringsperioden kunne findes her: http://kp15.kk.dk/ og http://www.blivhoert.kk.dk/.

Kommuneplanen er den overordnede ramme for byens udvikling, og dette kommuneplansforslag er fokuseret på at styrke københavnernes livskvalitet og skabe vækst. Lokaludvalget havde Kommuneplan 15 i intern høring i foråret (høringsfristen 8. maj), og lokaludvalgets høringssvar i forbindelse med den interne høring er vedlagt som bilag.

Rammerne i Kommuneplan 15
Kommuneplanen er struktureret under temaerne: Grøn boligby, Sammenhængende by, Kvalitet i bylivet, Sammen om vækst og arbejdspladser og Greater Copenhagen. 

Kommuneplanen søger bl.a. at løse, de udfordringer den stigende befolkningsudvikling i København medfører. Herunder behovet for flere boliger, samt sikring af en hensigtsmæssig kørende trafik, med mest mulig vækst inden for grøn trafik.
Ligeledes understreger kommuneplanen vigtigheden af, at byen skal værne om den sociale sammenhængskraft, at alle byens kvarterer skal hænge godt sammen fysisk og indrettes, så københavnere mødes på tværs af økonomiske, sociale og kulturelle baggrunde, og at København vedbliver med at have blandede og mangfoldige boligområder.

København skal også fortsat være en attraktiv ramme om det moderne hverdagsliv, og derfor skal udbygning af skoler, daginstitutioner, idrætfaciliteter, rekreative områder, handelsliv m.v. følge befolkningsudviklingen, og anvendelsen af byens rum og bygninger skal optimeres. Kommuneplanen fokuserer ligeledes på, at der skal være gode rammer for at drive virksomhed, da det skaber beskæftigelse.

Lokaludvalgets drøftelse
Lokalvalget skal drøfte, om de ønsker at stå for borgerinddragelsesaktiviteter under høringsperioden. Bruno Schwede orienterer om Teknik- og Miljøudvalgets drøftelser og ideer til borgerinddragelse.

Lokaludvalget skal drøfte processen for udarbejdelse af et høringssvar til Kommuneplan 2015.



Løsning

Borgerinddragelse
Bruno Schwede orienterer om mulige borgerinddragelsesaktiviteter. Eventuelle midler til afvikling af aktiviteter, samt projektbeskrivelse herfor, vil - hvis lokaludvalget beslutter at inddrage borgerne i forbindelse med kommuneplanshøringen - blive drøftet og besluttet på lokaludvalgets ordinære møde den 16. september.

Høringssvar
Lokaludvalget tager udgangspunkt i det høringssvar der blev afgivet i forbindelse med den interne høring inden sommer 2015, eventuelt med inkorporering af elementer fra lokaludvalgets høringssvar til Kommuneplansstrategien (se bilag).

Lokaludvalgets tre fagudvalg drøfter høringsmaterialet samt de to tidligere afgivne høringssvar, og sender kommentarer til sekretariatet senest torsdag den 10. september kl. 12, med henblik på drøftelse af et høringssvar på lokaludvalget møde 16. september.

Eventuelle resultater affødt af aktiviteter, der måtte blive besluttet den 16. september, vil skulle indgå i høringssvaret. Processen herved besluttes på lokaludvalgets møde den 16. september. 

Økonomi

Der er på nuværende tidspunkt ikke planlagt nogle aktiviteter, der kræver, at der afsættes puljemidler.

Videre proces

Lokaludvalget skal på sit ordinære møde den 16. september enten godkende et høringssvar eller give TMU/formandsskabet mandat til at udarbejde et endeligt svar, på baggrund af udvalgets drøftelser.

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Lokaludvalget traf beslutning om at bede de tre fagudvalg om at drøfte input til et høringssvar vedr. Kommuneplanen på udvalgenes førstkommende møde.

Lokaludvalget traf beslutning om at udskyde beslutningen om borgerinddragelse på Kommuneplanen til møde 16. september.
Til top