Gennemgang af Lokaludvalgets egne projekter
Indstilling
Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg
-
At drøfte de enkelte projekters fremdrift og status efter en indledende mundtlig status fra den projektansvarlige med hovedvægten på igangværende og kommende projekter.
Problemstilling
Vesterbro har igangsat ni aktiviteter i 2017:
Bag facaden, budget 30.000 kr.
Bag facaden er en social byvandring til sociale tilbud og væresteder, hvor deltagerne kan få indblik i, hvad de forskellige tilbyd laver og går ud på. Byvandringen afsluttes ved koret Fangekoret i U-kirken. Formålet er at styrke den sociale integration på Vesterbro gennem et øget kendskab til tilbud, brugere og aktiviteter i bydelen.
Facebook boost, budget 5.000 kr.
I 2016 er det blevet mere og mere almindeligt for Vesterbro Lokaludvalg, at der i forbindelse med lokaludvalgets egne projekter afsættes llidt midler til at booste opslag og begivenheder på Facebook. Det er en billig måde at nå den gruppe af følgere lokaludvalget har i forvejen, og kan forhåbentlig være en medvirkende faktor til at flere får øje på lokaludvalgets aktiviteter og relevans i bydelen. Lokaludvalget laver også aktiviteter, hvor der ikke er afsat midler til reklamering. Aktiviteten løber henover hele 2017.
Trafik- og byrumskort, budget 6.750 kr.
Vesterbro Lokaludvalg har fået udarbejdet en oversigt over projekter og projektideer, der vedrører Vesterbro trafik og byrum. Formålet var at skabe et redskab til hurtigere at finde flere oplysninger om enkelte projekter og projektidéer og og at se dem i sammenhæng med andre projekter i bydelen. Udviklingen på Vesterbro sker imidlertid så hurtigt, at den oversigt lokaludvalget fik lavet i 2015 allerede trænger til en gennemgang og opdatering. Derudover er formålet at siden med kortet skal være tilgængelig for alle borgere og interesserede. Det vil betyde at en række informationer skal skrives i et mindre indforstået sprog. Aktiviteten udføres i løbet af første halvår af 2017.
Drift af træstubben, budget 35.000 kr.
Mens Træstubbens fremtidige virke og forankring afklares, er det pt. lokaludvalgets ansvar at vedligeholde stedet. Derfor er der afsat midler til en minimumsdrift og vedligeholdelse for at sikre, at stedet ikke forfalder tilbage til tilstanden før 2007, hvor beboerne i området gav udtryk for, at de syntes, at der var utrygt. Aktiviteten løber i hele 2017. Der skal på dagens møde træffes beslutning om brug af træstubben, samt om der skal afsættes flere midler til vedligehold.
Projekttræf, budget 15.500 kr.
Vesterbro Lokaludvalg afholder sammen med Frivilligcenter VSV Projekttræf som et fyraftensmøde på mellem 2-3 timer, som vi har gjort de sidste tre år.
AFLYSNING - Sekretariatet har set sig nødsaget til at aflyse arrangementet, da der var for få tilmeldte. I stedet vil sekretariatet sammen med Frivilligcenter VSV og Vesterbro Bibliotek og Kulturhus videreudvikle konceptet og skærpe det, for at tiltrække flere projektmagere. Planen er at lægge arrangementet i slut september/ start oktober og udbygge konceptet. Sekretariatet står for videre koordinering og planlægning samt at udforme en ny projektskabelon til drøftelse og beslutning i lokaludvalget inden sommerferien.
Ladcykler, budget 6.000 kr.
Lokaludvalget har to ladcykler, hvis formål det er at kunne lånes af borgere, foreninger mv. til grøn, lokal transport. Vesterbro Bibliotek har i en periode stået for udlånet, men hverken biblioteket eller Lokaludvalgets sekretariat har ressourcer til at tage sig af opgaven. Sekretariatet har skitseret en samarbejdsaftale med Settlementet og Plan2Book. Vesterbro Lokaludvalg skal tage stilling til projektet på dette møde.
Grøn mobilitet, budget 50.000 kr.
Lokaludvalget vil bruge 50.000 kr. til byrumsløsninger, borgerdialog og/eller aktiviteter på en mobilitetsdag i forbindelse med forsøgsprojektet Grøn mobilitet på Krusågade. Det er en gade med mange parkeringspladser og relativt lidt byrum. Der er etableret skråparkering i hele gaden, og belægningsprocenten i området er 89 % kl. 22, hvilket betyder, at der er relativt stor efterspørgsel på gadens p-pladser, men at det samtidig ikke er helt umuligt at finde en parkeringsplads. Derudover er der relativt langt til en delebil for beboerne, som det ser ud i dag.
Otto Busses - Helhedsplan, budget 54.000 kr.
Lokaludvalget besluttede på sit møde i marts, at afsætte 54.000 kr. til en helhedsplan for området omkring Otto Busses Vej. Per Skovgaard Andersen og Teknik- og Miljøudvalget er tovholder på projektet.
Indre Vesterbro Gadefest, budget 121.500 kr.
Lokaludvalget besluttede på sit møde i marts, at afsætte 121.500 kr. til Indre Vesterbro Dialog- og Gadefest. Ivan Christensen, der også repræsenterer Mændenes Hjem i lokaludvalget, er tovholder sammen med Social- og Sundhedsudvalget. Lokaludvalget skal på dette møde tage stilling til, hvordan lokaludvalget skal deltage med aktiviteter til gadefesten.
Løsning
Lokaludvalget drøfter de igangværende og kommende projekter efter en mundtlig status for hvert enkelt projekt af den projektansvarlige.