Meddelelser
Træstubben
Vesterbro Lokaludvalg har nu afhændet Træstubben. Ny ejer er Københavns Ejendomme, som også skal stå for en renovering af Træstubben. Børne- og Ungeforvaltningen har fået en fremlejekontrakt svarende til den brugsaftale, som Vesterbro Lokaludvalg havde med teknik- og Miljøforvaltningen. Det vil dermed fremadrettet være BUF, der står for aktiviteter i Træstubben.
Henvendelse fra Amager Vest Lokaludvalg vedr. foranalyse af Bryggebroen
Vesterbro Lokaludvalg har modtaget en henvendelse fra Amager Vest Lokaludvalg om forvaltningens arbejde med en forundersøgelse af forholdene for cyklister og fodgængere på Bryggebroen og ved landingen på Islands Brygge. Da foranalysen og det øvrige materiale tager udgangspunkt i Islands Brygge-siden, er Vesterbro Lokaludvalg ikke blevet inddraget direkte af forvaltningen. Amager Vest Lokaludvalg har imidlertid besluttet at lave københavnerinddragelse for at få trafikanterne inddraget tidligt i dialogen om projektet. I samme ombæring blev Vesterbro Lokaludvalg spurgt til de umiddelbare kommentarer til projektet ud fra det tilsendte materiale. Materialet blev sendt videre til TMU, som havde mulighed for at give input – tidsfristen var kort, hvorfor det ikke kunne blive drøftet på et TMU-møde.
Link til foranalysen:
vedlagt input fra Vesterbro Lokaludvalgs Teknik- og Miljøudvalg, som er blevet sendt til Amager Vest Lokaludvalg. Det er baseret på kommentarer fra Thomas Egholm, Frans Luja Madsen og Goran Vuk:
Status på Bylivsgadepuljen
Puljen blev til ifm. Budget 2022 og er sidenhen blevet forlænget af to omgange (runde 1 afsluttet, runde 2 er i gang nu og runde 3 sættes i gang til foråret). Bylivsgadepuljen har til formål at omdanne vejstrækninger i København til grønne bylivsgader på baggrund af idéer fra lokale borgergrupper i hele København med inddragelse af dem i planlægning og udførsel af projekterne. En grøn bylivsgade defineres som en vejstrækning med dæmpet biltrafik, beplantning og opholdsmuligheder.
Runde 2: I runde 2 er der afsat i alt 6,6 mio. kr. til rene anlægsomkostninger og der er en anlægsbudgetramme for hvert projekt på 0,9-1,1 mio. kr. Otte projekter er gået videre til projektering. Af dem skal der udvælges 6-7 projekter til udførelse, forventeligt inden kommunalvalget. På Vesterbro er der tale om to projekter: Slesvigsgade og Halmtorvet.
Nedslag i den foreløbige tidsplan for runde 2 er:
2025:
- Marts: Opstart af arbejdet med at udarbejde projektforslag med ansøgere, rådgiver og kommunen.
- September og oktober: Behandling i Teknik- og Miljøudvalget og efterfølgende Borgerrepræsentationen - her skal Teknik- og Miljøudvalget prioritere 6-7 af de 8 udarbejdede projektforslag.
2026:
- Marts-september: Udførsel af projekterne og løbende indvielser
- Oktober: alle projekterne er færdige og indviede.
Runde 3: Runde 3 af Bylivsgadepuljen går i gang i foråret 2025. I denne idérunde skal der udvælges ca. 15 projektidéer, som skal resultere i 10 udførte bylivsgadeprojekter. Der genanvendes udelukkende indsendte projektidéer fra tidligere idérunder, og der kan nedlægges op til 70 p-pladser i alt. Der afholdes snart et orienteringsmøde om runde 3. Igangsættelsen af runde 3 sker under forudsætning af, at Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen om administrationsgrundlaget for idérunde 3 på deres møde den 24. februar.
I forbindelse med runde 3 er lokaludvalgene blevet varslet om to høringsrunder: Den første høringsperiode varsles til at forløbe i otte uger i perioden 28. februar til 25. april. Den første høring sker ifm. genanvendelse af indsendte idérunde 2, som havde aktiv ansøgningsrunde i 2024. Den anden høringsperiode forventes at løbe i otte uger fra medio maj til medio august, hvor sommerferie er medregnet.
Tillæg 2 til lp 551 Kalvebod Brygge Vest II - Supp. høring
På baggrund af ændringer til det lokalplanforslag, som Vesterbro Lokaludvalg også behandlede i 2024, sendes denne i fornyet høring. Fristen er kort: den 20. februar. Link: https://dokument.plandata.dk/20_11276465_1738676407416.pdf
På grund af kort frist, så har Lokaludvalget ikke haft mulighed for at behandle høringen. Men Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg har drøftet materialet, og havde ingen yderlige kommentarer i forhold til det høringssvar, som Lokaludvalget afgav 9. september 2024. Det høringssvar kan tilgås via linket: https://vesterbrolokaludvalg.kk.dk/sites/default/files/2024-09/2024-0314602-1%20H%C3%B8ring%20lokalplanforslag%20%28CTMC%29%20CABINN%20-%20svar%20fra%20Vesterbro%20Lokaludvalg%2060472955_1_0.pdf
Puljen til Grønne facader
Så er puljen til grønne facader åben - se mere her: https://byfornyelsespuljer.kk.dk/groennefacader
Forvaltningen har i den forbindelse lavet en Q/A:
- Ødelægger slyngplanter facaden? Nej, slyngplanter ødelægger ikke facaden. De kan dog efterlade små, ubetydelige mærker, som let kan fjernes. Faktisk kan planter beskytte facaden mod fugt og hjælpe med at afhjælpe varme-ø-effekten.
- Hvordan sikrer vi underjordiske forhold? TMF sørger naturligvis for at screene de underjordiske forhold, før vi begynder gravearbejdet.
- Vil bedet bidrage til fugt i fundamentet? Nej, bedet vil ikke bidrage til fugt i fundamentet. Jorden holder ikke længere på vandet end den eksisterende jord, og den smule vand, der kommer ned gennem bedet, er ubetydelig og i en mængde, som alle fundamenter skal kunne klare.
Præsentation vedr. ønske om at flytte telefonkiosken. Efter aftale med Jan Erik Simmelkjær og Lokaludvalgets Forretningsudvalg lægges præsentation vedr. ønske om at flytte telefonkiosken på medlemmernes side.
Henvendelse fra Forpersonkredesen for Lokaludvalg til Borgerrepræsentationen. Den 4. februar 2025 sendte Forpersonkredsen for de Københavnske Lokaludvalg en henvendelse til Borgerrepræsentationen. I henvendelsen gjorde kredsen opmærksom på, at Lokaludvalgene ønsker at bibeholde Lokaludvalgenes nuværende tilknytning til Økonomiforvaltningen, og at kredsen mener, at en ændret tilknytning (jf. sagen om ressortopdeling) til en fagforvaltning på afgørende vis vil svække Lokaludvalgenes politiske gennemslagskraft og forringe Lokaludvalgenes muligheder for at arbejde på tværs af forvaltningerne i byen. Henvendelsen er vedhæftet som bilag.
Istedgade etape 4: Istedgade etape 4, der er lidt forsinkelse. Projektet er i udbudsprojektfasen og der forventes en anlægsperiode fra juni-december 2025.
Svar fra Overborgmesteren vedrørende Vesterbro Lokaludvalgs bekymringsskrivelse om Skole ved Dybbølsbro.
Den 19. februar modtog Vesterbro Lokaludvalg svar fra Overborgmesteren vedr. bekymringsskrivelse om Dybbølsbro Skole. Overborgmesteren skriver i sit svar:
Kære Thomas Egholm.
Tak for din henvendelse på vegne af Vesterbro Lokaludvalg vedrørende Skolen på Dybbølsbro.
Du rejser bekymring ift. skolens fremtidige indeklima på baggrund af forurening på grunden. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at der har været udført et omfattende arbejde for at sikre, at den forurenede grund lever op til gældende krav.
Opførelsen af den nye skolebygning i Kødbyen på den pågældende grund har krævet en tilladelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som fastlægger, hvordan forurening på grunden skal håndteres. Det drejer sig bl.a. om, hvordan den nye bygning sikres mod den efterladte forurening, hvordan indeklimaet i den nye skole skal monitoreres mv.
Som en del af forberedelsen af grunden til skolebyggeriet har forureningen i jorden været kortlagt på baggrund af prøvetagninger. Efter kortlægningen er væsentlige mængder forurenet jord blevet opgravet og enten kørt til depot eller til rensning. Efterfølgende har Teknik- og Miljøforvaltningen undersøgt grunden og godkendt den til brug for et kommende skolebyggeri.
Tilladelsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen stiller en række krav til, hvordan den nye bygning skal udformes med en række tiltag til at beskytte indeklimaet mod effekter af forurening. Derudover stilles der krav om, at der foretages målinger af effekten af tiltagene med faste intervaller i en fireårig periode. Formålet er at sikre, at tiltagene til beskyttelse mod forurening virker. Resultaterne skal godkendes af Teknik- og Miljøforvaltningen, som efter den fireårige periode tager stilling til, om målingerne skal fortsætte.
Udfordringerne med dokumentationen af det statiske system har ikke sammenhæng med eller betydning for sikringen af skolens indeklima mod efterladt forurening. Totalentreprenøren BAM Danmark er desuden fortsat ansvarlig for at deltage i et-årsgennemgang, fem-årsgennemgang, samt at udbedre fejl og mangler, der identificeres i garantiperioden. Dette gælder uanset, om selskabet nedlægger øvrige aktiviteter i Danmark.
Jeg kan afslutningsvis oplyse, at Byggeri København og BAM Danmark har indgået en aftale om, at Skolen ved Dybbølsbro overdrages til Københavns Kommune den 1. april 2025. Børne- og Ungdomsforvaltningen planlægger at tage Skolen ved Dybbølsbro i brug efter påske 2025.
Med venlig hilsen Lars Weiss