Mødedato: 24.08.2016, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5, 1758 København V

Høring: Udvidelse af daginstitution på Amerikavej 15

I perioden fra den 28. juni til og med den 11. juli 2016 har sagen vedrørende udvidelse af den eksisterende daginstitution "Barnets hus" været i høring. Københavns Kommune har efterfølgende besluttet, at sende sagen i høring på ny, idet perioden lå i sommerferietiden.

Høringsfristen er den 29. august 2016. 

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

1. at drøfte høringsmaterialet og beslutte om Vesterbro Lokaludvalg skal udtale sig om den foreslåede udvidelse

Problemstilling

Københavns Kommunes Center for Bygninger har modtaget en ansøgning om tilladelse til at udvide den eksisterende daginstitution "Barnets hus" på 3. sal på adressen Amerikavej 15.

Den ansøgte udvidelse betyder, at der indrettes daginstitution på 1. sal med faciliteter i kælderen samt en tagterrasse på taget af eksisterende dagligvarebutik. Tagterrassen får et areal på ca. 1.044 m2.

Der udvides med 5 børnegrupper (stuer) á 13 børn og 2 voksne. "Bar-nets Hus" vil med den ansøgte udvidelse rumme i alt 13 børnegrupper.

På tagterrassen etableres et taghus med liggehal, depot og toilet. Der er adgang til tagterrassen via udvendig rampe fra 2. sal og trappe fra 1. sal. Der udføres støjværn i en højde på 2 m mod boligområdet ved Rejsbygade.

Høringsmaterialet kan ses her: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/amerikavej-15-0

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg kan beslutte om udvalget vil indsende et høringssvar. Høringsfristen er inden næste lokaludvalgsmøde, så derfor skal indholdet i et eventuelt høringssvar besluttes på dette møde.

 

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at bemærke, at lokaludvalget bifalder forslaget.
Til top