Høring: Bygge- og anlægsforskrift
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet udkast til ændring af Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune.
Høringsfristen er den 13. september 2016.
Indstilling
Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg
1. at drøfte høringsmaterialet og beslutte om Lokaludvalget skal afgive et høringssvar samt hvem der udarbejder dette
Problemstilling
Ændringerne af forskriften er:
- at der ikke længere gælder en støjgrænseværdi for stærkt støjende arbejde, som det er defineret i forskriften jf. § 3, stk. 2. og § 8.
- at tidsrummet for udførelse af stærkt støjende arbejde, begrænses til hverdage kl. 8-17, jf. § 8.
- at grænseværdien for vibrationer, samt tillæg for støj og impulser fjernes fra forskriften
Ændringen medfører, at stærkt støjende arbejde kan udføres uden støjgrænser, det vil sige at entreprenører ikke længere skal ansøge om dispensation, hvis stærkt støjende byggearbejde ikke kan overholde forskriftens grænseværdi på 70 dB(A). Af hensyn til borgerne er det tilladte tidsrum, for hvornår der må udføres stærkt støjende arbejde begrænset til kun at kunne foregå i tidsrummet hverdage kl. 8 til 17.
Desuden fjernes grænseværdien for vibrationer, samt tillæg for toner og impulser i den nuværende grænseværdi, således at eventuelle gener fra vibrationer, toner og impulser i fremtiden bliver håndteret konkret fra sag til sag.
Den ændrede forskrift fastsætter, i lighed med den eksisterende forskrift, støjgrænseværdier for det øvrige bygge- og anlægsarbejde, tidspunkter for, hvornår det er tilladt at udføre bygge- og anlægsarbejder, samt krav til indretning og drift af byggepladsen så risikoen for gener i omgivelserne minimeres.
Høringsmaterialet kan ses her: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/bygge-og-anl-gsforskrift
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg kan beslutte om udvalget vil indsende et høringssvar. Høringsfristen er inden næste lokaludvalgsmøde, så derfor skal indholdet i et eventuelt høringssvar besluttes på dette møde.