Det videre arbejde med en Kunst-isskøjtebane i Enghave Parken
Tidligere beslutninger
Indstilling
Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg
-
at drøfte og træffe beslutning om det videre arbejde for etablering af en kunst-isskøjtebane i Enghave Parken
Problemstilling
Områdefornyelsen har fået udarbejdet en rapport omkr. etablering af en kunst-isskøjtebane i Enghave Parken(sendt pr. mail i januar og omdelt på forrige ordinære møde). Områdefornyelsen arbejder videre med at få kvalificeret etablering af en kunst-isskøjtebane yderligere. Såfremt der kommer noget nyt, vil dette blive eftersendt eller omdelt på mødet.
Der er på nuværende tidspunkt ikke finansiering til at etablere en kunst-isskøjtebane. Som udgangspunkt kan en kunst-isskøjtebane etableres i to tempi:
1: Samtidig med det øvrige projekt i Enghave Parken, i så fald skal finansiering af en kunst-isskøjtebane, herunder projektering m.v. findes inden juni i indeværende år og må ikke overstige ca. 650.000 kr. alt inkl. i projektering og ca. 4.300.000 kr. i anlæg alt inkl. (inkl. byggeplads, kobling til svømmehal etc.).
2: Uafhængigt af det allerede finansierede arbejde i Enghaveparken, som et selvstændigt projekt der får sin egen projektering m.v., hvilket rummer en række af forskellige mulige scenarier.
Udgangspunktet for en kunst-isskøjtebane i Enghave Parken er, at varmen, der bliver produceret, skal genanvendes i fx Vesterbro Svømmehal. Udover anlæg vil der være årlige driftsomkostninger(opsætning, ispleje, nedtagning m.v.) og vedligeholdelse(der er forskellige tekniske anlæg – både i forhold til kunst-isskøjtebanen og i forhold til at kunne genanvende varmen).
Etablering af en kunst-isskøjtebane i Enghave Parken skal godkendes af Kulturstyrelsen og Fredningsnævnet, da Enghave Parken er naturfredet.
Rapporten vedr. kunst-isskøjtebanen ligger som bilag elektronisk.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og beslutter om og hvordan, de vil arbejde videre med en kunst-isskøjtebane i Enghave Parken.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget forbundet med beslutningen.
Videre proces
Besluttes på mødet.
Beslutning
Indstillingen blev drøftet. Lokaludvalget besluttede at arbejde for etablering af en skøjtebane indenfor rammerne af allerede bevilgede midler til Enghave Parken i regi af områdefornyelsen, samt at områdefornyelsens resterende midler - i omegn af 400.000 kr. bruges til projektforberedelse. Såfremt det er nødvendigt, kan lokaludvalget overtage projektledelsen i forhold hertil.