Mødedato: 23.10.2013, kl. 18:00
Mødested: Wikiteket, Lyrskovsgade 4, 1. sal

Ekstra ansøgningsrunde til VesterbroPuljen i november 2013

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg besluttede i 2012 4 frister, og dermed 4. runder, for behandling af ansøgninger til VesterbroPuljen om støtte til projekter til afholdelse i 2013. Heraf var 3 frister i 2013 og 1 frist i 2012.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
at Vesterbro Lokaludvalg tager orientering om, at formanden har truffet en uopsættelig beslutning om at lave en ekstra ansøgningsrunde til VesterbroPuljen med frist den 1. november 2013, til efterretning

Problemstilling

De 4 frister for ansøgning til VesterbroPuljen er afholdt. Der resterer pr. 07.10.2013 321.310 kr. af lokaludvalgets puljemidler, som ikke er disponeret, og som Vesterbro Lokaludvalg dermed kan vælge at uddele til ansøgere til VesterbroPuljen.

Formanden har på denne baggrund truffet en uopsættelig beslutning om, at lave en ekstra ansøgningsrunde til VesterbroPuljen med tildeling af støtte til projekter i 2013. Frist for denne ansøgningsrunde bliver 1. november 2013. Dette gøres med henvisning til Regulativ for Vesterbro Lokaludvalg §18, stk. 3: Formanden kan på lokaludvalgets vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg tager orientering om, at formanden har truffet en uopsættelig beslutning om at lave en ekstra ansøgningsrunde til VesterbroPuljen med frist den 1. november 2013, til efterretning.

Økonomi

Vesterbro Lokaludvalg har afsat 700.000 kr til Vesterbropuljen, der skulle uddeles over fire ansøgningsrunder, december 2012, marts 2013, juni 2013 og september 2013. Der er ikke besluttet flere ansøgningsrunder i 2013. Hidtil er der uddelt 542.973 kr. fra Vesterbropuljen, og der er således 157.027 kr uforbrugte midler i Vesterbropuljen. Der er en enkelt ansøgning til behandling på lokaludvalgsmødet den 23. oktober, som Lokaludvalget valgte at udskyde behandlingen af på septembermødet. I den ansøgning søges om 22.729 kr.

Udover Vesterbropuljen har Vesterbro Lokaludvalg afsat midler til en række egne projekter. Her er der afsat 681.717 kr. Nedenfor ses en oversigt over Lokaludvalgets egne projekter.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top