Høring vedr. Ansøgning om delvis nedrivning af bygning på matr.nr. 1264, Udenbys Vester Kvarter, København
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- Vesterbro Lokaludvalg drøfter høringen og kommer med input til et høringssvar.
Problemstilling
Københavns Kommune, Område for Bygninger, har modtaget en ansøgning om tilladelse til delvis nedrivning af bygning med høj bevaringsværdi (SAVE-værdi 3) på adressen Ingerslevsgade 103, matr.nr. 1264, Udenbys Vester Kvarter, København.
Ansøgningen drejer sig om delvis nedrivning af kloakpumpestation, som er opført ad 2 omgange. Først blev den 1-etages maskinbygning (den østlige del) opført i 1898. I 1945 blev der opført en 2-etagers tilbygning, som udgør den vestlige del af bygningen med forskellige funktioner, herunder værksted, depot og folkelokaler. Bygningen har et samlet etageareal på 345 m² og et bebygget areal på 190 m².
Kun indgangsparti på ca. 40 m² og maskinkælderen i den oprindelige bygning fra 1898 er stadig i brug og bevares. Den øvrige del af bygningen og tilbygning, er ikke i brug og det kan derfor ikke økonomisk svare sig at vedligeholde den. Derfor ønskes bygningen nedrevet.
Høringsmaterialet findes på Bliv Hørt portalen: https://blivhoert.kk.dk/hoering/ingerslevsgade-103
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg drøfter høringen og kommer med input til et høringssvar
Økonomi
-
Videre proces
Sekretariatet samler op på Lokaludvalgets input og sender disse til forvaltningen.
Beslutning
Vesterbro Lokaludvalg drøftede høringen og kom med input til et høringssvar. Jørgen Sprogøe samler op på drøftelsen, og udarbejder et høringssvar.