Mødedato: 23.04.2025, kl. 18:00
Mødested: Ingerslevsgade 44, 1705 København V - Fishtank Social Hub, Salen

Beslutning om bevilling af midler fra Vesterbropuljen 2025

Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om fordeling af midler fra Vesterbropuljen. Lokaludvalget har i denne runde modtaget 20 ansøgninger til Vesterbropuljen 2025.

Puljeansøgningerne behandles som udgangspunkt som B-sag. Puljeansøgninger behandles som A-sag, hvis puljegruppen ønsker en drøftelse af en puljeansøgning i lokaludvalget, eller hvis et af lokaludvalgets medlemmer ønsker en af ansøgningerne behandlet som A-sag. Det er den enkelte ansøgning, der behandles som A-sag.

Tidligere beslutninger

Lokaludvalg besluttede fordeling af 2025-puljemidler på det ordinære møde i december 2024.

Lokaludvalget besluttede kriterier til fordeling af puljemidler, eksterne ansøgninger på det ordinære møde i juni 2023.

Indstilling

Forpersonen indstiller at Vesterbro Lokaludvalg, på baggrund af puljeudvalgets indstilling, beslutter nedenstående vedr. Vesterbropuljen 2025.

  1. At give afslag til projekt Gender, Gender, Gender: Gruppeudstilling i c4 projects
  2. At give delvis støtte til projekt Teaterforestillingen LORTIÐ (La Merda)
  3. At give delvis støtte til projekt I Feel From Saxogade
  4. At give delvis støtte til projekt GAME Streetmekka København- Fortovsfest
  5. At give delvis støtte til projekt Familie-Skattejagt
  6. At give delvis støtte til projekt Urban Voices – Demokrati gennem unge stemmer og kulturel deltagelse
  7. At give delvis støtte til projekt Reden Københavns sommerfest
  8. At give delvis støtte til projekt Performanceudstillingen Donnimaar. Tiden & Stunden
  9. At give delvis støtte til projekt Wholly Absorbed: PREVIEW kickoffudstilling på 3 Vesterbro kunstvenues
  10. At give afslag til projekt SKOVTUR PÅ VESTERBRO
  11. At give delvis støtte til projekt Den Demokratiske spiseklub - Grøn fællesskabende madlavning
  12. At give afslag til projekt Træstubbens Fællesdage. Ansøger opfordres til at gensende ansøgningen ved næste ansøgningsfrist med et opdateret budget.
  13. At give delvis støtte til projekt Godnathistorier til nabolaget
  14. At give delvis støtte til projekt BUSTER på Vesterbro - børn møder filmen!
  15. At give afslag til projekt Tryghedsundersøgelse blandt udsatte på Vesterbro. Ansøger opfordres til at gensende ansøgningen ved næste ansøgningsfrist med et opdateret budget.
  16. At give delvis støtte til projekt Spor10 festival 2025
  17. At give afslag til projekt The Community X Copenhagen Jazzfestival
  18. At give delvis støtte til projekt Copenhagen Parkour Gathering - Women & Non-Binary
  19. Ansøgningen Vesterbro Havnedage – mødesteder ved vandet sommer 2025 behandles som A-sag
  20. At give delvis støtte til projekt PLAYGROUND 25

Problemstilling

I henhold til kommissorium for lokaludvalg har Vesterbro Lokaludvalg to puljer (Vesterbropuljen og Lillepuljen), hvorfra eksterne ansøgere kan søge om økonomisk støtte til lokale projekter, der virker dialogskabende og netværksdannende i bydelen. De nærmer kriterier for støtte er besluttet af lokaludvalget og kan ses på følgende hjemmeside: https://vesterbrolokaludvalg.kk.dk/puljemidler-0

Vesterbro Lokaludvalg har modtaget 20 ansøgninger til Vesterbropuljen 2025 med ansøgningsfrist 15. marts 2025. Det samlede ansøgte beløb er 731.720 kr.

Ansøgningerne ligger tilgængeligt på Medlemmernes side, frem til det ordinære møde, hvor ansøgningerne behandles, er afholdt. Derefter fjernes ansøgningen i henhold til persondataloven.

  1. Gruppeudstillingen "Gender, Gender, Gender" vil blive afholdt i c4 projects fra den 9. maj 2025 til den 21. juni 2025. Udstillingen involverer syv kunstnere og fokuserer på køn og identitet med udgangspunkt i Sara Ahmeds teorier. Projektet ønsker at skabe dialog og refleksion omkring identitet, normer, og magtstrukturer i samfundet. Gennem workshops og åbne samtaler vil besøgende inviteres til at deltage aktivt. Udstillingen h samarbejder med lokale aktører.

    Der forventes omtrent 100 besøgende i løbet af udstillingen, og der kræves ikke entré.

     

  2. Teaterforestillingen LORTIÐ (La Merda) er en færøsk teaterforestilling med danske undertekster, som Leikhús SKIFT ønsker at fremføre på Vesterbro. Forestillingen vil finde sted i kunstgalleriet Bonne Esperance og Det Færøske Hus i november 2025. Projektet sigter mod at fremme færøsk kultur og teater og henvender sig primært til borgere med færøsk oprindelse på Vesterbro samt øvrige interesserede.

    Det forventes, at 90 tilskuere vil deltage i arrangementet, og der kræves entrébilletter, som koster 250 kr

     

  3. "I Feel From Saxogade" er en teaterforestilling arrangeret af Assemble Theatre Collective, der afholdes den 10. og 11. oktober 2025. Forestillingen består af kortvarige, interaktive optrædener baseret på virkelige historier fra Saxogade, og vises på forskellige indendørs og udendørs lokationer, hvor publikum deltager i en skattejagt for at finde forestillingerne. Formålet er at fremhæve Saxogades lokalsamfund og skabe nye fællesskaber og dialog mellem forskellige sociale og økonomiske baggrunde. Forestillingen præsenteres på dansk, engelsk og dansk tegnsprog.

    Ingen entré er krævet, og der forventes cirka 500 deltagere over de to aftener.

     

  4. GAME Streetmekka København søger støtte til være en del af fortovsfesten den 17. maj 2025. Formålet med projektet er at synliggøre unge rollemodeller og gadeidrætsaktiviteter i det lokale bybillede på Vesterbro. Arrangementet inkluderer aktiviteter som fortovsbold, skateboardkonkurrencer, loppemarked, live musik og børneunderholdning. GAME Streetmekka København vil bidrage med gadeidrætsaktiviteter som panna, street basket, dans, teqball, DJing og rap, samt en lille scene med lyd og DJ, og en host til at underholde og informere om dagens aktiviteter. Arrangementet henvender sig primært til børn og unge fra 6-25 år, samt forbigående familie og venner.

     

    Deltagelse er gratis og man forventer at aktivere omkring 300 personer. Der kræves ikke entré.

     

  5. "Familie-Skattejagt" er en interaktiv skattejagt på Vesterbro Bibliotek i efterårsferien 2025. Projektet har til formål at skabe en sjov og lærerig aktivitet for børnefamilier, hvor de gennem en skattejagt får indsigt i Danmarks kolonihistorie og trekantshandel. Skattejagten består af opgaver ved tre poster, Guldkysten, De Vestindiske Øer og Danmark, som familierne skal gennemføre for at få et klistermærke og til sidst modtage et badge. Aktiviteten fremmer fællesskab og samarbejde inden for familierne samt en engagerende læring om historieforskning.

     

    Projektet henvender sig primært til børnefamilier, især børn i alderen 6-12 år, og forventer deltagelse af 50-100 familier. Der kræves ikke entré for at deltage.

     

  6. "Urban Voices – Demokrati gennem unge stemmer og kulturel deltagelse" er et projekt, der kombinerer kreative udtryksformer som podcasting og videoproduktion med demokratiske værdier. Projektet er skabt for at give unge mellem 16-30 år, særligt fra etniske minoriteter og udsatte grupper, mulighed for at udforske deres holdninger og dele dem med et bredere publikum. Gennem workshops lærer deltagerne forskellige teknikker og færdigheder samtidig med at styrke deres selvtillid og kommunikationskompetencer.

     

    Projektet forventes at skabe varig impact ved at styrke unges tilknytning til samfundet og deres engagement i samfundsdebatten. Det forventes, at mellem 50-100 unge vil deltage i projektet, som ikke kræver entré.

     

  7. Reden Københavns sommerfest søger at forene Vesterbros mangfoldighed ved at samle Redens brugere, samarbejdspartnere, naboer og lokale erhvervsdrivende til en festlig dag. Sommerfesten har til formål at skabe et stærkere fællesskab og et tættere bånd til naboerne, hvilket bidrager til samhørighed og en tryg bydel. Arrangementet byder på gratis pølser, aktiviteter for børn, livemusik og mulighed for at lære om stofindtagelsesrum. Kvinder fra Reden involveres gennem aflønnet arbejde, som genereres via Det Sociale Frikort. Festen finder sted på Eriksgade den 6. september fra kl. 12.00-18.00.

    Der forventes omkring 400 deltagere i løbet af dagen, og der kræves ikke entré for at deltage.

     

  8. Performanceudstillingen ”Donnimaar. Tiden & Stunden” blander forskellige medier som livemusik, teater, video, lys og lydinstallationer med fokus på at udvikle publikum ved at skabe møder mellem kunstinteresserede og musikundergrund. Udstillingen omfatter danske folkesange og tværmediale performances.

    Arrangementet afvikles 5. og 6. november 2025. Udstillingen er åben med gratis adgang fra kl. 16.00, mens performances kræver billet (pris: kr. 130) og finder sted kl. 20.00 begge dage. Projektet sigter mod at tiltrække både børnefamilier fra lokalområdet samt kunst- og musikinteresserede fra bredere kredse. Det skønnes, at der vil være 180 betalende gæster i alt ved de to performanceaftener.

     

  9. Kunstudstillingen "Wholly Absorbed præsenteres af Byliv Vesterbro i samarbejde med kuratorerne Christine Due og Marie Vinther. Udstillingen, der finder sted på tre Vesterbro-venues (Arnestedet, Basement og ODP3), vil inkludere værker af seks (med ønske om ti) yngre kunstnere fra København. Disse kunstnere arbejder inden for forskellige medier som skulptur, installation, video og performance. Formålet med udstillingen er at lancere "Preview," en ny fællesbetegnelse for de tre kulturvenues, der administreres af Byliv Vesterbro, og at vise potentialet i disse steder, samtidig med at styrke Vesterbros rolle i kunstscenen. Åbningsweekenden byder på fernisering, taler, omvisninger, DJ og flere performances.

    Ansøgerne forventer, at 500 personer vil deltage i projektet. Der kræves ingen entre.

     

  10. "Skovtur på Vesterbro" er en række arrangementer knyttet an til bodudgivelsen og fernisering af bogen "Hvor Egen Står", der fokuserer på natur og danske egetræer. Arrangementerne inkluderer en fotoudstilling, en talk med oplæsning, en foto-workshop og en foto-walk. Arrangementerne skal inspirere Vesterbros borgere til at opsøge naturen, hvilket skal bidrage til øget trivsel og livskvalitet.

    Forventet antal deltagere er mellem 25 og 80 pr. arrangement, hvilket samlet vil være op til cirka 320 personer. Der kræves ikke entré for at deltage.

  11. Den Demokratiske spiseklub - Grøn fællesskabende madlavning består af tre madlavningsarrangementer, hvor hver samling inkluderer 40 deltagere. Formålet med projektet er at fremme grøn madlavning og styrke fællesskabet blandt deltagerne. Arrangementerne vil involvere fælles madlavning, hvor en professionel kok leder aktiviteterne. Der lægges vægt på samarbejde og deling af viden, hvor opskrifterne deles deltagerne. Kommunikation og annoncering skal sikre bred deltagelse og opmærksomhed omkring arrangementerne.

    Forventet antal deltagere: 40 personer pr. arrangement, i alt 120 deltagere. Entré: Ja, entreen er 150 kr pr. person pr. arrangement.

     

  12. Træstubbens Fællesdage er en ansøgning fra Bæredygtig Generation under Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Formålet med projektet er at introducere Træstubben til lokalmiljøets borgere på Vesterbro gennem faglige og inddragende aktiviteter, hvor natur, bæredygtige ideer og fællesskab er i fokus. Projektet består af to spor: "Åbent hus i Træstubben" med weekendaktiviteter for børnefamilier og "Grøn Saxopark," som er et borgerinddragelsesprojekt, der styrker grønne kompetencer.

    Aktiviteterne inkluderer naturdannelse, bæredygtig madlavning, tøj- og tekstiltemaer, og undervisning i energiforbrug, madspild, affaldssortering og husholdningskemi.

    Forventet antal deltagere: 80-100 fra Vesterbro lokalmiljø og københavnske børn og unge.
    Entré: Nej, der kræves ingen entré.

     

  13. "Godnathistorier til nabolaget" er udendørs teater og scenekunst. Projektet, der blev skabt under coronakrisen, tilbyder gratis adgang til kulturelle aktiviteter som skuespil, musik og oplæsning på teatrets parkeringsplads. Formålet er at styrke fællesskabet og skabe værdi for lokalområdet ved at tilbyde et kulturelt samlingspunkt, hvor dialog og netværk kan opstå.

    Arrangementet afholdes 10.-13. og 16.-19. juni 2025 kl. 21.00, og forventes at tiltrække ca. 800 deltagere. Der kræves ingen entré.

     

  14. BUSTER på Vesterbro - børn møder filmen! afvikles som en del af BUSTER filmfestival under De Københavnske filmfestivaler. Formålet med projektet er at øge BUSTERs tilstedeværelse på Vesterbro gennem filmkritikerworkshops og filmvisninger med særevents for børn. Det inkluderer fire workshops for skoleklasser og ti filmvisninger i Vue Biografen med møder med filmfolk. Projektet sigter mod at engagere skoler fra nye områder på Vesterbro og fremhæve bydelen som et filmhub.

    Datoerne for arrangementerne er fra 22. september til 3. oktober, kl. 9.00-15.00, og der kræves ingen entré. Det forventes, at omkring 120 personer deltager i workshops og 1000 personer til filmvisningerne.

     

  15. Tryghedsundersøgelse blandt udsatte på Vesterbro er et projekt af Coexist med det formål at synliggøre udsattes oplevelser af utryghed og skabe et metoderedskab i form af en survey, som lokale organisationer kan bruge fremadrettet. Projektet tilpasser Københavns Kommunes eksisterende tryghedsundersøgelse til udsatte gennem interviews med hjemløse, stofbrugere og sexarbejdere. Det består af fire dele: walk-along interviews, udarbejdelse af en survey, pilotundersøgelse og kvalificering af surveyen. Projektet sigter på at gavne den sociale holdbarhed på Vesterbro og samarbejder med Mændenes Hjem og Reden.

    Man forventer, at 30 personer vil deltage i projektet, og der kræves ikke entré.

     

  16. Spor10 Festival er en gratis en-dags festival, der afholdes den 24. maj 2025 fra kl. 10-20 i Spor10, Jernbanebyen. Festivalen arrangeres af Stjernehuset i samarbejde med aktører i Spor10. Projektet har til formål at skabe større fællesskab, diversitet og mangfoldighed, samt at vise de mange aktiviteter og tilbud, som findes i Spor10. Festivalen byder på forskellige optrædener, udstillinger, workshops, sport, leg, dans og fælles aktiviteter både indendørs og udendørs.

    Målgruppen for festivalen er alle aldersgrupper og køn. Projektet forventes at tiltrække over 3000 deltagere, baseret på tidligere års besøgstal og omfattende promovering gennem netværk, sociale medier og lokale reklamer. Der kræves ingen entre for at deltage.

     

  17. The Community X Copenhagen Jazzfestival ønsker at bidrage til Vesterbros betydning som centrum for eksperimenterende musik. Projektet, organiseret af The Community på Råhuset sammen med Final Descent og flere musikkollektiver, præsenterer koncerter af international standard fra d. 4.-13. juli 2025. Formålet er at gøre eksperimenterende musik tilgængelig for publikum og skabe et socialt samlingspunkt. Festivalen henvender sig primært til unge og voksne med interesse i jazz og eksperimenterende musik. Promoveringen vil ske gennem en fælles markedsføring ledet af Final Descent.

    Projektet forventer 50 deltagere per koncertdag og kræver entre: 150 kr. for almindelige billetter og 75 kr. for studenterbilletter.

     

  18. Copenhagen Parkour Gathering for Women and Non-Binary er et internationalt, årligt tilbagevendende event, der skal styrke bevægelsesglæden og fællesskabsfølelsen blandt piger, kvinder og non-binære i parkourmiljøet i København. Eventet finder sted fra 16. maj til 18. maj og foregår på forskellige lokationer på Vesterbro, herunder Carlsbergbyen, Spor 10, Game og Tove Ditlevsens skole. Formålet med eventet er at inspirere og engagere disse målgrupper gennem fællesskab og forbilleder, da parkourmiljøet primært er domineret af drenge og unge mænd. Der vil blive promoveret gennem sociale medier og plakater i byrummet.

    Man forventer mellem 40-70 deltagere til arrangementet, og der kræves entré for deltagelse, som koster 375 kr. pr. person.

     

  19. Vesterbro Havnedage – mødesteder ved vandet sommer 2025 fokuserer på at styrke det kulturelle liv og netværker på Engholmene, den nyeste del af Vesterbro, ved at arrangere havnedage i samarbejde med lokale foreninger og aktører. Projektet inkluderer fem eventdage med aktiviteter som musik, kunst, leg og rundvisninger, som skal skabe møder mellem beboere på Vesterbro og Engholmene. Hovedmålet er at bygge bro mellem det gamle og det kystnære Vesterbro, fremme lokalt engagement og åbne det nye område op for hele bydelen. Der er planlagt omfattende annoncering gennem fysiske opslag, sommerprogram og SoMe.

    Man forventer cirka 650 deltagere, hvoraf 150 vil deltage i rundvisninger og quiz, og 500 vil deltage i de enkelte arrangementer over dagene.

    Der kræves ingen entré for de generelle arrangementer, men der vil være brugerbetaling for specialevents som koncerter og vinsmagning.

     

  20. PLAYGROUND 25 fokuserer på fremme af elektronisk dansemusikkultur med fokus på klimabevidsthed, mental og fysisk sundhed. Arrangørerne planlægger en musikbegivenhed den 12. juli 2025 på Banegaarden. Programmet inkluderer yoga og koncerter med både internationale og danske kunstnere, og der vil være mulighed for at købe økologisk mad og drikke. Projektet målretter sig mod publikum, der elsker elektronisk musik og lever et sundt liv.

Arrangementet forventer at tiltrække 700 deltagere og kræver entré på 250 kr.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg drøfter projekterne og puljegruppens indstillinger og træffer herefter beslutning om bevilling af midler fra Vesterbropuljen.

Ved ansøgningsfristen d. 15. marts 2025 har Vesterbro lokaludvalg modtaget 20 ansøgning til Vesterbropuljen, hvortil lokaludvalgets puljeudvalg har indstillet følgende beslutning:

Det er indstillet at uddele støtte på samlet 254.500 kr. med følgende fordeling:

  • Fuld støtte: 0 ansøgninger
  • Delvis støtte: 13 ansøgninger
  • Afslag: 6 ansøgninger. 2 ansøgere bedes om at gensende en opdateret ansøgning med nyt budget til næste ansøgningsfrist
  • Behandles som A-sag: 1 ansøgning

 

Ansøgning

Ansøgt beløb

Indstillet beløb

Puljegruppens bemærkninger

1

Gender, Gender, Gender: Gruppeudstilling i c4 projects

20.000 kr.

0

Der indstilles følgende: Projektet gives afslag, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds.

 

2

Teaterforestillingen LORTIÐ

30.000 kr.

10.000

Der indstilles følgende: Vi bemærker, at I man ansøgningen bl.a. er med til at åbne det færøske gus op for resten af Vesterbro, det sætter vi stor pris på. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds.

 

3

I Feel From Saxogade

30.000 kr.

15.000

Der indstilles følgende: Vi værdsætter jeres fine initiativ, der iscenesætter Saxogade på en god og interessant måde. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds.

 

4

GAME Streetmekka København- Fortovsfest

25.200 kr.

12.500

Der indstilles følgende: Ve bemærker positivt, at projektet involverer sig i en anden etableret Vesterbro-begivenhed. Det vil vi gerne bakke op om. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds.

 

5

Familie-Skattejagt

25.000 kr.

15.000

Der indstilles følgende: Vi vil gerne bakke op om en spændende aktivitet på vores lokale bibliotek. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber, I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder.

 

6

Urban Voices – Demokrati gennem unge stemmer og kulturel deltagelse

39.000 kr.

15.000

Der indstilles følgende: Vi glædes over det gode projekt, der taler godt ind i, hvad vi i lokaludvalget også kæmper for. Særligt bemærker projektets gode vinkel til en vigtig dagsorden. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi opfordrer jer til også at søge Kgs. Enghave Lokaludvalg.

 

7

Reden Københavns sommerfest

64.600 kr.

40.000

Der indstilles følgende: Vi vil meget gerne bakke op om jeres projekt både i dagligdage og også denne puljeansøgning. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi opfordrer jeg til fremadrettet også at søge finansiering andre steder, så vi vedvarende ikke er eneste bidragsyder.

 

8

Performanceudstillingen Donnimaar. Tiden & Stunden

35.000 kr.

15.000

Der indstilles følgende: Vi takker for ansøgningen til et spændende projekt, som vi gerne vil bakke op om. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder.

 

9

Wholly Absorbed: PREVIEW kickoffudstilling på 3 Vesterbro kunstvenues

30.000 kr.

20.000

Der indstilles følgende: vi vil gerne fortsætte det gode arbejde med en fælles indsats for vækstlaget på Vesterbro, og bakker derfor op om projektet. projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder.

 

10

SKOVTUR PÅ VESTERBRO

22.500 kr.

0

Der indstilles følgende: vi noterer os jeres galleri som nyt kulturel aktør i Carlsbergbyen. Det vil vi gerne bakke op om, men ved den konkrete ansøgning er støtte til udgifter, der er knyttet til udgivelse og finansiering af bøger uden for de rammer vi kan tildele støtte. Derfor gives afslag på ansøgningen. Vi ønsker jer held og lykke med projektet, og håber I vil søge igen ved andre offentlige arrangementer.

 

11

Den Demokratiske spiseklub - Grøn fællesskabende madlavning

21.370 kr.

10.000

Der indstilles følgende: Vi vil gerne bakke op om jeres projekt og aktivitet i Kødbyen. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder.

 

12

Træstubbens Fællesdage

93.000 kr.

0

Der indstilles følgende: Vi er meget glade for ansøgningen og jeres engagement i Træstubben. Det beløb, I søger om, er desværre for stort ift. hvor mange ansøgninger vi modtager, og hvad vi ellers ønsker at støtte. Vi vil derfor gerne bede jer om at vende tilbage med en ny ansøgning, hvor I finder supplerende medfinansiering andre steder. Hvis I søger igen ved vores ansøgningsfrist i maj, kan vi nå at give jer svar inden jeres projekt starter. Den aktuelle ansøgning gives afslag på støtte.

 

13

Godnathistorier til nabolaget

21.500 kr.

12.000

Der indstilles følgende: Vi vil gerne bakke op om jeres fortsatte gode initiativ her på Vesterbro. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder.

 

14

BUSTER på Vesterbro - børn møder filmen!

40.000 kr.

25.000

Der indstilles følgende: Vi bemærker jeres tilpasning af projektet til Vesterbro og Vesterbros børn. Det sætter vi pris på, og vil gerne bakke op. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder.

 

15

Tryghedsundersøgelse blandt udsatte på Vesterbro

47.800 kr.

0

Der indstilles følgende: Vi er usikre på, om tidspunktet for det ansøgte projekt, er det bedste med den usikkerhed, der lige nu hersker om Mændenes Hjem. Men vi vil samtidig gerne bakke op om projektets ide. Dertil kan det være svært for os at løfte projektet som eneste finansieringsyder. Vi opfordrer derfor ansøger om at vende tilbage med en opdateret ansøgning, hvor I finder supplerende medfinansiering andre steder. Næste ansøgningsfrist er 15. maj. Vi håber, at tidsperioden i projektet kan tilpasses efter en ny behandlingsrunde. Den foreliggende ansøgning gives afslag på støtte.

 

16

Spor10 festival 2025

50.000 kr.

30.000

Der indstilles følgende: Vi er imponerede over det liv og fællesskab, I har fået op at stå i SPOR10. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder.

 

17

The Community X Copenhagen Jazzfestival

30.000 kr.

0

Der indstilles følgende: Vi har allerede ved vores sidste ansøgningsrunde støttet rammerne den samlede festival. Ud fra mængden af ansøgninger vi har modtaget, har vi derfor besluttet ikke at støtte jeres ansøgning. Vi håber I kan finde finansiering andet steds.

 

18

Copenhagen Parkour Gathering - Women & Non-Binary

22.750 kr.

15.000

Der indstilles følgende: vi vil gerne støtte jeres fokus på en divers brug af vores byrum, og at vores byrum skal kunne bruges af flere brugergrupper. Projektet gives delvis støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder. Hvis de får gennemført projektet, må I meget gerne fremhæve i jeres erfaringer i jeres evaluering, så vi også kan blive klogere på, hvordan flere kan bruge vores byrum.

 

19

Vesterbro Havnedage – mødesteder ved vandet sommer 2025

34.000 kr.

 

Der indstilles følgende: Ansøgningen er tæt i tråd med noget af det arbejde KFBU gerne vil sætte i gang i Havnen. Derfor kigger KFBU på ansøgningen på deres måde 7. april. Ansøgningen behandles som A-sag på lokaludvalgsmødet, hvorefter endelig afgørelse træffes.

 

20

PLAYGROUND 25

50.000 kr.

20.000

Der indstilles følgende: Vi vil gerne bakke op om flere af denne type aktiviteter i Jernbanebyen og ved Banegaarden. Projektet gives reduceret støtte, da vi ud fra den samlede pulje af modtagne ansøgninger, har valgt også at prioritere vores midler andet steds. Vi håber I kan finde den resterende støtte fra andre finansieringskilder.

 

Økonomi

Der søges samlet om 731.720 kr. Følges puljegruppens indstilling, bevilges 254.500 kr.

Midlerne fratrækkes dispositionen i Vesterbropuljen 2025.

Inden mødets bevillinger i Vesterbropulje, er der 454.828 kr. tilbage i puljen.

Hvis indstillingen følges, er der efterfølgende 200.328. Her er ikke medregnet evt. støtte til ansøgningen ”Vesterbro Havnedage – mødesteder ved vandet sommer 2025”, der behandles som A-sag.

Videre proces

Sekretariatet giver ansøger besked om lokaludvalgets beslutninger og betingelserne for støtten. Ansøgninger slettes for medlemmernes side i henhold til GDPR.

 

Til top