Mødedato: 23.04.2025, kl. 18:00
Mødested: Ingerslevsgade 44, 1705 København V - Fishtank Social Hub, Salen

Meddelelser

 

Ældrevenlige byrum

Der er sat midler af til, at Teknik- og Miljøforvaltningen etablerer 5 ældrevenlige byrum i København – gerne i efteråret 2025. Alle lokaludvalg er blevet bedt om at komme med input. Forretningsudvalget besluttede på møde den 3/2-25, at sekretariatet skulle kontakte Ældresagen i Valdemarsgade, Aktivitetscenter Vesterbro i Lyrskovgade og Settlementets Seniorafdeling om de ville gå sammen om at skabe rammer for dialog. De tre aktører har hver især gerne ville drøfte sagen med deres medlemmer og komme med input. Generelt ønsker de, at der skal være bænke, blomster, skraldespande, belægning der er god til rollatorer, tæt på offentlig transport, mulighed for at sidde i solen og under overdække, mulighed for at være social enten ved spil, motionsudstyr eller bænke vendt mod hinanden. Sekretariatet har indsendt følgende samlede liste til forvaltningen:

Aktivitetscenter Vesterbro, Lyrskovgade 10

  • Byrum, hvor der er gode komfortable bænke, i smukke omgivelser mange blomster. Bænkene må gerne være placeret sådan, at det lægger op til dialog mellem borgerne.
  • Gode - gerne kuperede gangstier, som kan benyttes med en rollator.
  • Plads til at spille sociale spil, og så må der gerne være gratis kaffe.

Ældre Sagen København City, Valdemarsgade 8

  • Ja tak til ældrevenlige byrum. De er i den grad en mangelvare. De stille rum er i den grad blevet glemt i byudviklingen de senere år.
  • Forbud mod skateboards og lignende og for kørsel på cykel.
  • Ældrevenlig belægning, så det er muligt at benytte fx rollator og så risikoen for fald mindskes. Ingen stejle trapper.
  • Bænke/borde/stole er fint - men man skal kunne komme ind/ud af bænkene hvis de står (fast) ved borde.
  • Opsætning af skakborde kunne være en ide.
  • Mulighed for at købe kaffe etc. på området - en lille cafe samt mulighed for både skygge og sol.
  • Tæt på bus/Metro - offentlig trafik.

Settlementet, Vesterbro – Seniorafdelingen, Dybbølsgade 41

  • Udstyr: Bænke – gerne sydvendte, så man kan sidde i solen, adgang til offentligt WC, skraldespande.
  • Blomster – gerne en rosenhave.
  • Ligesom der ofte ved legepladser er angivet, at det er en legeplads, kan man angive, at her er en pensionist-hygge-plads.
  • Motionsredskaber til voksne, fx på Enghave Plads.
  • Evt. en pavillon så det er overdækket ved dårligt vejr.

 

 

Henvendelse vedr. medlemsforslag fra Alternativet
Emil Sloth Andersen, medlem af borgerrepræsentationen for Alternativet, Børne- og ungdomsordfører, orienterede i en henvendelse om at han, på baggrund af Lokaludvalgets brev til BR, ville stille et medlemsforslag om Carlsbergbyens kapacitet på dagtilbuds- og skoleområdet.

Emil har dog på anbefaling fra forvaltningen i første omgang stillet skriftlige spørgsmål til forvaltningen for at få belyst sagen bedre. Svarene kommer op på kk.dk til fælles deling.

 

Orientering fra KFF om Orientering om Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelse af forpagtningsområdet og videre proces.

Den 28. januar 2025 behandlede Kultur- og Fritidsudvalget en temadrøftelse om forpagtningsområdet, som igennem længere tid har været udfordret. På baggrund af temadrøftelsen fremsendte KFF orientering om sagen samt processen for det videre arbejde. Forvaltningen har i dag forpagtninger i 22 kultur- og fritidsinstitutioner. Det betyder, at der i 22 af forvaltningens institutioner findes en form for cafédrift, som kommunen har pligt til at søge bortforpagtet til ekstern aktør. Forpagtere af en cafédrift i en kultur- og fritidsinstitution har stort betydning for livet i husene, samt de aktiviteter som tilbydes kommunens borgere. Forvaltningen har dog igennem de seneste år haft svært ved at tiltrække forpagtere og oplever, at flere og flere går konkurs. Det påvirker bl.a. livet og aktivitetsniveauet i husene samt driften, da forpagterne ofte varetager flere funktioner.

På baggrund af udfordringerne fik forvaltningen i 2024 udarbejdet en analyse af området af FOOD organisation of Denmark. Analysen understregede udfordringsbilledet, samt at der er behov for at arbejde mere differentieret med området, så fremtidige aftaler i højere grad tilpasses det enkelte hus.

Der er nu igangsat et arbejde for at kortlægge området og udfordringsbilledet hos de enkelte forpagtninger. Den 10. juni 2025 forelægges Kultur- og Fritidsudvalget en ny sag, hvor forvaltningens forpagtninger inddeles på baggrund af forretningsgrundlag; Fuldt forretningsgrundlag, delvist forretningsgrundlag og uden forretningsgrundlag. Forvaltningen har i inddelingen benyttet en række parametre fra FOOD’s analyse: Beliggenhed, Køkkenfaciliteter, Kundegrundlag.

Godkender Kultur- og Fritidsudvalget inddelingen af forpagtningerne, vil forvaltningen derefter påbegynde udviklingen af løsningsmodeller, som skal bidrage til at løfte forretningsgrundlaget for de udfordrede forpagtninger. Forvaltningen vil i denne fase gerne i dialog med lokaludvalgene om input og bidrag til løsningsmodellerne, særligt med udgangspunkt i opmærksomhedspunkter for de enkelte bydele.

Kultur og Fritid V fortæller til KFBU, at man er glad for, at udvalget er gået i gang med dette arbejde. For Vesterbros vedkommende drejer det sig om forpagtningsaftalen på Onkel Dannys Plads.

 

 

 

 

 

Til top