Orientering om projektet Plads til forskel
Indstilling og beslutning
1. at drøfte status på projektet efter mundtligt oplæg fra Tine Malm fra Områdefornyelsens sekretariat
Problemstilling
Kort om projektet:
Initiativet til at sætte fokus på ”Plads til forskel” er opstået i Områdefornyelsens arbejdsgruppe for inddragelse af socialt udsatte. Lokale aktører ønsker at skabe lokal debat om socialt ansvar og plads til at udsatte kan sameksistere med Vesterbros ressourcestærke beboere. Områdefornyelsen og Vesterbro Lokaludvalg er fælles om projektet.
Formål med projektet:
- Overordnet set at skabe debat blandt Vesterbroerne om, hvilken bydel de ønsker, og hvad de forstår ved plads til forskel. Forløbet skal være et foregangseksempel på at skabe debat om et tema, der også har betydning i resten af København og andre storbyer.
- Skabe konkrete møder rundt omkring i bydelen mellem grupper, der normalt ikke mødes.
- Finde konkrete løsninger og værktøjer til, hvordan vi skaber bedre sameksistens.
- Så nogle frø, der kan vokse videre efter den 24. maj, gerne i kraft af projekter i samarbejde mellem lokale beboere/aktører.
Projektet indebærer to forløb, der fletter ind i hinanden:
- Et kampagneforløb koncentreret omkring marts, april, maj, med forskellige nabomøder/events, plakater i bybilledet og gadeteater. Se program.
- ”Fri proces”, et stort debat- og workshoparrangement den 24. maj. Det er en form for høring, der tager temperaturen på Vestebro. Den er faciliteret af netværket Supertanker, der er konsulenter på opgaven. De interviewer lokale aktører og beboere og researcher Vesterbros historik på feltet. De skaffer lokale ”vidner”, som bliver afhørt af to professionelle journalister. Dermed bliver debatten sat på spidsen, men på en kvalificerende og underholdende måde, hvor man undgår personlige sammenstød. Der er ikke et synspunkt, der vinder. Supertanker har erfaring med dette debatkoncept bl.a. fra Christiania og fra Nørrebro, hvor omkring 200 mennesker deltog.
Andre bidrag til projektet:
Derudover har Områdefornyelsen arbejdet på, at få andre projekter til at spille sammen med Plads til forskel. Blandt andet laver Billedskolen et storytelling-forløb med en række lokale 8. klasser om emnet, Byens Bogcafé har fået støtte til et dagbogsprojekt, hvor socialt udsatte deltager, der bliver lavet et inddragelsesforløb for unge, en kunstner laver nabokomplimenter på Metrohegnet, BestTellers søger om støtte til en fortælleaften om naboskab på Vesterbro og Puppet Theater søger om støtte til at inddrage socialt udsatte i en dukketeaterforestilling på Teater Zeppelin.
Status
Programmet med datoerne er klar, og de forskellige events er ved at blive tilrettelagt i detaljer. Vi går nu ind i en fase, hvor der er fokus på at afholde arrangementerne og nå bredt ud i bydelen. Se program.
Der afholdes blandt andet oplæsninger på væresteder med Robert Olsen, tidligere forstander for Mændenes Hjem og hans bog ”Mens baggårdskattene forsvandt”. Her opstår unikke møder mellem væresteder, udefrakommende og brugerne, mens tilhørerne også får et indblik i de menneskeskæbner, der bevæger sig i den rå ende af Istedgade.
Arbejdsgruppen
Der er siden februar afholdt fire arbejdsgruppemøder om projektet. Arbejdsgruppen overlapper med områdefornyelsens arbejdsgruppe for inddragelse af socialt udsatte og består af en række aktører fra sociale tilbud på Vesterbro, lokaludvalgsmedlemmer og beboere. Der er inviteret bredt ud, Lokaludvalgets Social- og Sundhedsudvalg og det kreative netværk Kreativt Forum under Områdefornyelsen har også været inviteret, og studerende og projektmagere har ligeledes deltaget til møderne.
Arbejdsgruppen har været med til at idéudvikle på hvordan og hvor, vi kan afholde events, hvilke personer, det er relevant at tage fat på, forslag til deltagere i panelet i Fri Proces og i det hele taget bidraget med lokalkendskab.
De første møder er der brugt en del tid på, at tale os ind på emnet, og hvordan vi italesætter debatten, og opdatere Supertanker med lokal viden.
Arbejdsgruppemøderne er blandt andet afholdt i ”Klubben” på Enghavevej og Café Vogelkopf på Flensborggade for at komme rundt på ”det gamle” og ”det nye” Vesterbro.
Supertanker
Jan og Peter fra netværket Supertanker har deltaget i tre af arbejdsgruppemøderne og lyttet til deltagernes input, og diskuteret, hvad debatten handler om, og hvordan den kan gribes an. De har derudover foretaget personlige interviews med lokale aktører og beboere (også fra arbejdsgruppen)
Næste arbejdsgruppemøde er den 6. maj kl. 16.30-18.00, formentlig i Gethsemane Kirke, hvor Supertanker bl.a. fortæller mere om scenografien, og hvordan dagen forløber.
Status fra Supertanker:
Arrangementet den 24. maj bliver afviklet som en Fri Proces!, der består af en hørings-del (en paneldebat, som tager form som en retssag med to ordstyrende advokater (journalister), seks vidner (lokalt engagerede aktører og folk med viden om sagen) og en jury (de deltagende/tilhørende vesterbroere/københavnere).
Sagens og dagens kerne er den problemstilling, der til en start er tegnet op af den sociale følgegruppe: Udfordringerne ved at relativt resourcestærke og ressourcesvage (bl.a. omkring sociale væresteder) deler en tætpakket bydel; vidt forskellige befolkningsgrupper lever tæt op ad hinanden på Vesterbro og udfordrer hinandens forskellige livsformer. Er der plads til forskellen?
De både dramatiserende/legende og saglige/alvorlige sider af Fri Proces! foldes ud ved at sætte en dagsorden, hvor to sammenhængende perspektiver (begge med positive og for hinanden forståelige bevæggrunde) på sagens kerne udfordrer hinanden.
Den endelige skæring vil blive foretaget i dialog med de kompetente journalister (advokaterne), men indtil videre arbejdes der ud fra en modsætning. Det er ikke en modsætning mellem det nye/gamle Vesterbro, de kreative/sociale eller lignende, da det vil kunne virke polariserende, snarere end handlingsrettet.
Modsætningen er derfor mellem ‘det langmodige perspektiv’ (hentet fra Bente Juhl-Thomsens indledning til hvidbogen fra 2000), der taler ud fra en forståelse af et Vesterbro, som den urbane tolerances bydel, og ‘opgørsperspektivet’, der trækker på bydelens historie for at tage spaden i hånden, når den sociale slitage bliver for stor.
Programmet for dagen er allerede gennemgået ved mødet den 26. marts og har været vedlagt en efterfølgende mail. Ved mødet gennemgik vi desuden dagens forskellige aktive aktører.
Status er følgende:
Advokater: Her halvanden måned før arrangementet er to advokater (DR2-journalister) er skaffet. Vi har været en heftig liste igennem, da det har vist sig, at EU-afstemningen har slugt de fleste journalisters tid. De to advokater bliver Martin Breum og Anja Bo fra Deadline-holdet (henholdsvis 22.30- og 17-udgaven).
Vidner: Beboer (Martin fra Lille Istedgade, Værestedsbruger (Maj-Britt), Erhverv (Ricco), social vært (udvælgelse er i gang), lokal aktivist (udvælgelse er i gang), urbanist/urban fortæller (udvælgelse er i gang).
Juryen: Mobilisering af vesterbroere og københavnere bør være lige til med denne meget relevante og aktuelle dagsorden. Vi arbejder i Supertanker meget personligt og opsøgende. Det kan vi alle omkring projektet gøre. Massekommunikation om projektet står sekretariatet for Områdefornyelsen for.
Løsning
Økonomi
Beslutning
Lokaludvalget drøftede projektet Plads til forskel og alle de afledte tråde og samarbejder, der kommer af projektet og som kan samles op i den kommende tid. Det blev desuden drøftet, hvordan der samles op på projektet bagefter, både som en rent skriftlig opsamling og som viden, der kan bruges.
Tine fra Områdefornyelsen fortalte, at det på møde i arbejdsgruppen for projektet den 6. maj 2014 blandt andet skal drøftes, hvordan projektet køres videre og hvordan erfaringerne fra projektet kan bruges.