Orientering om bevilling af midler fra Lillepuljen 2022
Vesterbro Lokaludvalg orienteres om bevilling af midler fra Lillepuljen.
Tidligere beslutninger
Vesterbro Lokaludvalg besluttede fordeling og kriterier til fordeling af puljemidler på det ordinære møde i september 2021.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg tager orientering om bevilling af midler fra Lillepuljen 2022 til efterretning.
Problemstilling
Vesterbro Lokaludvalg har modtaget 10 ansøgninger til Lillepuljen 2022 med ansøgningsfrist d. 15. januar 2022. Det samlede ansøgte beløb var 114.350 kr. Det blev besluttet at uddele støtte på samlet 65.800 kr. fordelt på 7 ansøgninger. Ansøgningerne ligger tilgængeligt på Medlemmernes side, frem til det ordinære møde i februar er afholdt. Derefter fjernes ansøgningen i henhold til Persondataloven.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg tager orientering om bevilling af midler fra Lillepuljen 2022, som er beskrevet herunder, til efterretning.
Da der på beslutningstidspunktet stadig var restriktioner som følge af Corona-pandemien, er bevillingen givet under forudsætning af, at projektet til enhver tid overholder myndighedernes gældende retningslinjer og anvisninger. Følgende er yderligere oplyst til puljemodtagerne:
Det betyder for eksempel, at man ikke kan anvende de bevilgede midler, hvis arrangementets forventede antal deltagere overstiger de på tidspunktet for arrangementets gennemførelse gældende rammer for forsamlinger. I tilfælde af, at arrangementet må aflyses, udsættes eller ændres som følge af myndighedernes gældende retningslinjer og anvisninger, vil det være op til en konkret vurdering, om der fortsat kan ydes tilskud til arrangementet. Ansøger har en forpligtelse til ved en aflysning, udsættelse eller ændring af arrangementet i videst muligt omfang at begrænse sine udgifter til arrangementet (tabsbegrænsningspligt). Er ansøger i tvivl, skal de til hver en tid rette henvendelse til sekretariatet for afklaring.
- Hvem er jeg? – en vandreforestilling og fællesspisning på Vesterbro, ansøgt om 14.900 kr. Projektet er bevilget fuld støtte.
- Filmskole for begyndere, ansøgt om 15.000 kr. Projektet er bevilget delvis støtte på 7.500 kr. med begrundelsen prioritering af midler. Støtten er betinget af, at der er deltagere på Vesterbro, og vi opfordrer puljemodtager om annoncering målrettet Vesterbro. f.eks opslag i facebookgruppen Det sker på Vesterbro.
- Capoeira Meeting Copenhagen – Mulher na Roda 2022, ansøgt om 15.000 kr. Projektet gives afslag på støtte pga. prioritering af midler.
- UMLAUT - 3 akustiske guitar koncerter Vesterbro Rundt - med cello gæst, ansøgt om 9.000 kr. Projektet er bevilget fuld støtte.
- Vinterjazz 2022, ansøgt om 15.000 kr. Projektet er bevilget delvis støtte pga. prioritering af midler. Støtten er betinget af, at arrangementerne er gratis og offentlige tilgængelige.
- FORÅRSSALON ’22 – ALLIANCEN, ansøgt om 11.800kr. Projektet gives afslag på støtte pga. prioritering af midler.
- Business of Living, ansøgt om 3000 kr. Projektet er bevilget fuld støtte.
- Quality Cattle, ansøgt om 8.400 kr. Projektet er bevilget fuld støtte.
- Lyden af dansk-polsk film, ansøgt om 7.250 kr. Projektet gives afslag på støtte pga. manglende Vesterbro-vinkel i projektet og prioritering af midler.
- Tour de Unicykel, ansøgt om 15.000 kr. Projektet er bevilget fuld støtte.
Økonomi
Der er tildelt støtte for 65.800 kr. i Lillepuljen. Midlerne er fratrukket dispositionen i Vesterbropuljen 2022.
Videre proces
Sekretariatet har givet ansøgerne besked og sletter ansøgningerne på medlemmernes side, efter det ordinære møde er afholdt.