Mødedato: 23.02.2022, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal Haraldssalen 1758 København V

Borgerhenvendelse om vendeplads i gård ved Vesterbrogade, Amerikavej, Tøndergade og Sundevedsgade

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende etablering af vendeplads i gård.

Indstilling

Formanden foreslår

1. at lokaludvalget godkender forslag til henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende vendeplads i gård ved Vesterbrogade, Amerikavej, Tøndergade og Sundevedsgade 

 

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg har modtaget en borgerhenvendelse fra Gårdlauget i Tøndergade Øst. Af henvendelsen fremgår følgende:

"

Vi er en gruppe beboere på Vesterbro, der skriver til jer for at gøre opmærksom på en sag, vi håber, I vil se nærmere på, når I er på plads og konstitueret. 

Kort fortalt drejer det sig om, at Københavns Kommune ifm. byggeri på en tomt i vores gård på Vesterbro har planer om at anlægge en busvendeplads midt på fællesarealerne i vores dejlige og flittigt benyttede gård. Årsagen er, at kommunen har givet dispensation til parkeringspladser til den kommende bygning, men alligevel mener, der er behov for at en bus kan parkere i porten. (En bus som de kommende brugere af bygningen, et bosted for autister, i øvrigt siger, at de ikke har brug for ...) Og da man ikke må bakke ind eller ud af en port, ja, så vil kommunen altså inddrage fællesgården til en vendeplads. Vi har med pressens hjælp forgæves forsøgt at få svar fra både Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomiforvaltningen (link til artikel nedenfor), ligesom vi selv har rettet henvendelse. Men vi får blot at vide, at intet er besluttet endnu. Alt Imens vi kan se, at der fra kommunalt hold laves tegninger og iværksættes planer for vendepladsen, og at projektet går sin gang i kommunens maskineri ... 

 

Vi håber derfor, at I kan hjælpe med at få svar og stille spørgsmål til sagen, som jo på ingen måde hænger sammen med de politiske visioner om en grøn storby."

Link til artikel i Vesterbro Liv: Kommunen vil anlægge vendeplads i grøn baggård: Det vil ødelægge alt for børnene og sammenholdet | vesterbroliv.dk

Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg har udarbejdet en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om sagen, som er vedlagt som bilag. 

Løsning

Lokaludvalget drøfter og godkender forslag til henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende vendeplads i gård ved Vesterbrogade, Amerikavej, Tøndergade og Sundevedsgade.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sekretariatet sender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen, hvis denne godkendes af lokaludvalget.

Beslutning

Vesterbro Lokaludvalg godkendte indstillingen med de på mødet faldne bemærkninger om at slette følgende fra Lokaludvalgets henvendelse til forvaltningen:  "Beboerne er ikke så fysisk handicappede, at de ikke kan komme hen til denne plads, så derfor vil det for alle være en bedre og mere tilfredsstillende løsning".

Til top