Mødedato: 22.04.2015, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5

Godkendelse af tegninger for udvidelse af Dybbølsbro

Vesterbro Lokaludvalg har tidligere afsat midler til udarbejdelsen af tegninger, der kan illustrere hvordan Dybbølsbro kan udvides. Med dette dagsordenspunkt foreslås det, at Vesterbro Lokaludvalg vedtager tegningerne som Lokaludvalgets bud på udvidelsen

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

1. at vedtage at tegningerne er Vesterbro Lokaludvalgs forslag til en udvidelse af broen

2. at vedtage at Vesterbro Lokaludvalg arbejder for at tegningerne eller en lignende udvidelse realiseres

Problemstilling

Dybbølsbro har med dens to broer store kapacitetsproblemer i forhold til mængden af cykel- og gangtrafik over broen. Med den kommende udvidelse og udbygning af såvel Enghave Brygge, som Kalvebod Brygge vil trafikken over broen tage til og den nuværende kapacitet vil blive yderligere udfordret.

Vesterbro Lokaludvalg vedtog på møde den 21. januar 2015 at afsætte 30.000 kr til at få udarbejdet nogle tegninger, der kan illustrere hvordan en udvidelse af Dybbølsbro - gennem en overdækning af 'hullet' mellem de to broer både kan give et egentligt byrum og samtidig kan øge kapaciteten for gående og cyklister.

Løsning

Tegningerne for den foreslåede løsning er nu færdige og det foreslås, at Vesterbro Lokaludvalg drøfter dem og beslutter, at de skal være Vesterbro Lokaludvalgs bud på en løsning af kapacitetsproblemet henover Dybbølsbro.
Hvis Vesterbro Lokaludvalg godkender tegningerne, kan de efterfølgende sendes til Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, og Lokaludvalget kan bede om at udvalget sætter forslaget på dagsordenen til et af deres møder.

Tegningerne kan findes på Lokaludvalgets hjemmeside under medlemmernes side. Først efter Lokaludvalgets behandling på mødet den 22. april 2015 vil tegningerne blive offentliggjort.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt, med følgende bemærkning fra lokaludvalget.

Thomas Warburg redegjorde kort for at indstillingen er udarbejdet før planerne for byggeri af nye IKEA ved Dybbølsbro blev offentlige. Lokaludvalgets teknik- og miljøudvalg og formanden har deltaget i et møde med Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med offentliggørelse af planerne.


Til top