Mødedato: 22.01.2025, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 2. sal lokale Diva 1758 København V

Input til TMUs budgetproces for 2026

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. At Vesterbro Lokaludvalg drøfter input som sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på sparring forud for Budget 2026.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvaget har i to år kørt en proces for Lokaludvalgenes budgetønsker, hvor udvalget drøfter og beslutter, hvilke Lokaludvalgsønsker de vil henvise til de kommende budgetforhandlinger.

Processen gentages til Budget 2026. Det betyder, at de på Teknik- og Miljøudvalgets budgetseminar den 26. maj 2025 vil drøfte Lokaludvalgenes budgetønsker og som udvalg beslutte, hvilke ønsker de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2026. Teknik- og Miljøudvalget vil derfor bede om Lokaludvalgenes ønsker:

  • Den 17. februar kl. 15.00 for foreløbige budgetønsker, såfremt lokaludvalgene ønsker faglig sparring fra forvaltningen.
  • Den 11. april kl. 14.00: endelig indmelding af budgetønsker til Budget 2026.

Der opfordres til, at Lokaludvalgene prioriterer de 2-3 budgetønsker, der er vigtigst for lokalområdet.

 

Løsning

Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg har forbehandlet eventuelle ønsker, som med fordel kan sendes ind d. 17. februar med henblik på faglig sparring fra forvaltningen. Ønskerne er.

  1. Trafiksikkerhed på Vesterfælledvej

    Vesterbro Lokaludvalg har igennem flere år ønsket cykelsti ud fra et ældre projekt - en videreførsel af cykelstien på Vesterfælledvej fra Carlsberg Station til Lyrskovgade, sådan at der også kom cykelsti på det sidste stykke fra Lyrskovgade til Vesterbrogade.

     

    Det gør vi ikke længere.

     

    Tiden er løbet fra den oprindelige plan med blot at sætte cykelsti på de resterende 400 meter, fordi det vil medføre at de to heller (ved Lyrskovgade og ved Carstensgade) bliver fjernet. Og det er der nu for mange fodgængere til. Der er derfor nu brug for en analyse af, hvordan stykket mellem Küchlersgade og Vesterbrogade optimeres for cyklende samtidig med at der tages hensyn til de krydsende fodgængeres sikkerhed.

     

     

  2. En sikker cykelvej fra Dybbølsbro til Vesterbrogade

    Herunder at undersøge muligheder for en trafik-ø på Vesterbro. Der kommer stadig flere cykler på Vesterbro og i byen som sådan. En af de større cykelruter er turen fra Kingosgade (med cyklister fra Frederiksberg/Nørrebro) til Amager. Vi ønsker os en analyse af, hvordan man kan sikre de mange cyklister bedre. Enten ved at tage udgangspunkt i ruten, som den ligger i dag med hele Dybbølsgade som rute Fra Enghave Plads til Dybbølsbro. Eller ved at forbinde Frederiksberg Alle via Oehlenschlægersgade til Dybbølsgade. Hvilke muligheder er der? Hvor store reduktioner vil det koste i antallet af parkeringspladser i Oehlenschlægersgade og Dybbølsgade? Hvad vil det betyde for de mange grønne heller og små-pladser i Dybbølsgades øvre del? Og kan dette

    kombineres med en eller flere trafik-øer på Vesterbro? Alle disse spørgsmål er nødvendige at afklare, før vi kan forbedre vilkårene for cyklister på Vesterbro.

     

     

  3. Krydset Værnedamsvej/Frederiksberg Allé/Vesterbrogade: en optimering af flowet? Vi ønsker os, at der ses på hvordan Vesterbrogade møder Værnedamsvej (Københavns Kommune) og Frederiksberg Alle (Frederiksberg). Den nuværende løsning fremstår med i hvert fald to problemer:
  • For det første er krydset ikke særligt godt til at afvikle de mange cyklister fra Frederiksberg Alle, der skal af Oehlenschlægersgade videre igennem byen.
  • For det andet er udkørslen fra Værnedamsvej til Vesterbrogade ikke videre logisk.

Ønsket skal ses i sammenhæng med vores ønske nummer to - der bør derfor også ses på, hvordan en eventuel fremtidig løsning med cykeltrafik i begge retninger af Oehlenschlægersgade kan betjenes i krydset Vesterbrogade/Frederiksberg Alle.

 

Økonomi

-

Videre proces

TMU samler op på drøftelsen og sender vedtagne input til forvaltningen.

Til top