Mødedato: 22.01.2025, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 2. sal lokale Diva 1758 København V

Høring om miljøgodkendelse og miljøkonsekvensrapport for Tivoli

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. At Vesterbro Lokaludvalg drøfter sagen og godkender TMUs udkast til høringssvar.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har på møde den 16. december 2024 besluttet at miljøkonsekvensrapport for udendørskoncerter i Tivoli og udkast til tillæg til miljøgodkendelse sendes i offentlig høring i otte uger.

Miljøkonsekvensrapporten redegør for projektets påvirkning af miljøet. Forvaltningen har udarbejdet et udkast til tillæg til miljøgodkendelse baseret på miljøkonsekvensrapportens hovedforslag om 20 koncerter på 67 dB(A) målt ved nærmeste nabo. Det ansøgte vedrører hovedsageligt Fredagsrockkoncerterne, hvor den enkelte koncert har en maksimal varighed på 2 timer og skal slutte senest midnat. En lempelse som ansøgt vil indebære et væsentligt forøget støjniveau under koncertaktiviteter. Da der er tale om en væsentlig påvirkning af støj til omgivelserne indeholder miljøgodkendelsen vilkår, der regulerer koncertaktiviteterne blandt andet ift. varighed, hyppighed og lydprøver, og stiller vilkår om varsling af koncerter i god tid til naboer, krav om logfiler og dokumentation for overholdelse af støjgrænser.

Høringsfrist er d. 13. februar 2025.

Efter høringsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser, og på den baggrund udarbejde en indstilling til Teknik- og Miljøudvalget.

Høringsmaterialet findes på Bliv Hørt-pertalen: https://blivhoert.kk.dk/hearing/136 

TMU har drøftet sagen og har følgende forslag til høringssvar:

Vesterbro Lokaludvalg ville gerne have været inddraget i den bydækkende aktivitet omkring Tivolis koncerter.

Det fremgår af Bliv-Hørt, at der kommer høringssvar fra meget mere end de nærmeste naboer. Også fra folk, der bor længere fra Tivolis scene end indbyggerne på Indre Vesterbro.

Carstensens have (Tivoli) har i snart 200 år været en del af forløbet fra Københavns Indre By til provinsen - og har lagt lokaler og rum til fester, forlystelser med mere. På den baggrund mener vi, at det er væsentligt, at Tivolis aktiviteter også i fremtiden skaber rum til byens mange indbyggere og besøgende. Og der er ingen tvivl om, at det meget begrænsede lydtryk fra Tivoli giver problemer med at afvikle koncerter på en måde, der sikrer kvaliteten for publikum.

Derfor vil vi udtale, at det er godt, at der fortsat arbejdes md at indpasse Tivolis aktiviteter til det store flertal af Københavns befolkning der ønsker udeliv, kultur og koncerter.

 

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg drøfter sagen og godkender TMUs udkast til høringssvar.

Økonomi

-

Videre proces

-

Til top