Beslutning vedr. hundegården på Sønder Boulevard
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- At Vesterbro lokaludvalg drøfter punktet og beslutter, at Lokaludvalget fortsat bakker op om placeringen af hundegården på Sønder Boulevard.
- At Vesterbro Lokaludvalg fortsat ønsker at fremme skiltning med åbningstider.
- At arbejdsgruppen vedr. hundegården nedlægges, da sagen er løst og at fremtidige henvendelser vedr. driften (støj, hærværk m.m.) derfor henvises til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Problemstilling
Processen med at etablere en hundegård går nogle år tilbage. I forbindelse med etableringen af metrostationen på Enghave Plads i årene op til åbningen i 2019, blev den tidligere hundegård ved Enghave Plads midlertidigt indrettet til Enghave Plads’ faste daglige brugere. Da pladsen stod færdig, vedtog vi, at vi ville arbejde for, at brugerne skulle beholde lommeparken og lovede samtidig, at der skulle findes et nyt nærliggende område til en hundegård.
Hundeejerne udgør ca. 10 procent af borgerne på Vesterbro. De har indtil videre haft to områder på ca. 25 m2, hvor de kan lade deres hunde løbe frit. Områderne ligger i Saxoparken og på Otto Krabbes Plads
Vesterbro Lokaludvalg har taget opgaven med at finde en placering til en hundegård på sig og nedsatte i 2020 (i den tidligere lokaludvalgssamling) en arbejdsgruppe, som i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningens parkforvalter og repræsentanter for de lokale hundeejere skulle finde et egnet område til en hundegård. På baggrund af denne dialog bakkede Vesterbro Lokaludvalg op om beslutningen om at placere hundegården på Sønder Boulevard 18-28, og bød ind tre gange til budgetforhandlingerne med dette ønske indtil Borgerrepræsentationen besluttede, at afsætte midlerne i 2023.
Vesterbro Lokaludvalg pegede på placeringen ud for Sønder Boulevard 18-28 fordi der netop der er tale om et større sammenhængende område, som på grund af sin placering lige op til krydset ved Skelbækgade, Halmtorvet og Sønder Boulevard i mindre grad bliver benyttet til rekreativt ophold. Da der ikke er mulighed for gennemgang fra Sønder Boulevard til Halmtorvet, blev det vurderet, at placeringen ikke ville forstyrre det trafikale flow for fodgængerne.
I maj 2024 afholdt Vesterbro Lokaludvalg et nabomøde på den udvalgte placering inden etableringen af hundegården. På mødet kunne naboer og kommende brugere komme med spørgsmål til forvaltningen og Lokaludvalget. Informationen om mødet blev delt på Lokaludvalgets sociale medier.
I november 2024 etablerede Teknik- og Miljøforvaltningen hundegården. Vesterbro Lokaludvalgs rolle i sagen er derfor nu afsluttet. Dog har Lokaludvalget efterfølgende været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om muligheden for at lave åbningstider i hundegården.
Forvaltningen har dog orienteret om at skilte som bruges vedr. åbningstider på fx boldbure, p.t. er under politisk behandling, da politikerne muligvis ikke ønsker, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal regulere, hvornår borgerne må bruge faciliteterne, og Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke noget egentligt støjregulativ, der kan lægges til grund for skiltning. På den baggrund er Teknik- og Miljøforvaltningen tilbageholdende med at imødekomme ønsket om opsætning af skilt med åbningstider Der kommer muligvis afklaring om den politiske sag midtvejs i året.
Syv borgere har henvendt sig til Lokaludvalget og påpeget gener i forbindelse med den øgede mængde støj i området, som etableringen af hundegården ifølge borgerne har medført. I seks af disse henvendelser foreslås det, at en løsning kan være opsætning af skilt med åbningstider. Der er forskellige forslag til hvornår borgerne ønsker, at hundegården skal være åben.
Løsning
Det indstilles at Vesterbro Lokaludvalg drøfter punktet og beslutter, at Lokaludvalget fortsat bakker op om placeringen af hundegården på Sønder Boulevard. Desuden, at Vesterbro Lokaludvalg fortsat arbejder for skiltning med åbningstider i hundegården. Endelig at arbejdsgruppen vedrørende hundegården nedlægges, da sagen er løst og at fremtidige henvendelser vedr. driften (støj, hærværk m.m.) derfor henvises til teknik- og Miljøforvaltningen.
Økonomi
-
Videre proces
-