Mødedato: 22.01.2020, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, 1758 København V

Beslutning om eget projekt - Ombygning af byttestationen ved Træstubben

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal tage beslutning om projekt Ombygning af byttestationen ved Træstubben

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg besluttede på det ordinære møde i juni en samarbejdsaftale der sætter rammen for Træstubben og en væsentlig del af lokaludvalgets miljøarbejde.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg beslutter, at der skal laves en arbejdsdag i Træstubben, hvor byttestationen, komposten og materiellet i haven klargøres til aktiviteter i 2020.
  2. at Vesterbro Lokaludvalg afsætter 12.000 kr. til projektet.

Problemstilling

Byttestationen, komposten og haven omkring Træstubben trænger til en kærlig hånd, for at aktiviteterne i Årsplan 2020 for Træstubben, der behandles i et andet dagsordenpunkt, kan eksekveres.

Byttestationen skal ombygges og repareres, have skiftet brædder og have ny plexiglas, og der skal gøres klar til et udstillingsrum, hvor naturformidlingsaktiviteterne i Træstubben kan formidles til interesserede borgere. Derudover skal der ændres i ruminddelingen og skiltes, så det tydeliggøres, hvad der er hensigtsmæssigt at bytte i byttestationen.

Flere af kompostbeholderne er lige nu placeret på havens mest solrige plet, hvor der er planlagt højbede til naturformidling for børn. Derfor flyttes alle havens kompostbeholdere til en samlet plads ved Apostelkirkens mur. Dette løser også problemet med, at flere altaner på Westend har direkte udsigt til de ikke så smukke beholdere.

Noget materiel fra det nu passive Krible Krable Museum i haven er i stykker og skal fjernes. Andet kan repareres og bruges i nye projekter, ligesom bænke også repareres.

Projektet laves i samarbejde med Vesterbro Maduddeling, der er lokaludvalgets samarbejdspartner omkring Træstubben samt nogle af de midlertidige brugere, der har projekter i haven. Vi arbejder desuden på at få en flok frivillige håndværkere til at være med til arbejdsdagen.

Arbejdsdagen holdes i februar / marts 2020.
Projektbeskrivelse ligger som bilag.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg beslutter, at der skal laves en arbejdsdag i Træstubben, hvor byttestationen, komposten og materiellet i haven klargøres til aktiviteter i 2020 og afsætter 12.000 kr. til projektet

Økonomi

Materialer: 5.000 kr.
Håndværksbistand / flytning af grej: 5.000 kr.
Forplejning: 1.000 kr.
Diverse: 1.000 kr.

I alt: 12.000 kr.

Videre proces

Miljømedarbejderen arbejder videre med projektet, såfremt det besluttes. Når der ligger en dato for arrangementerne, vil lokaludvalget få besked og har mulighed for at deltage.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Jørgen havde forladt mødet under godkendelsen.

Til top