Godkendelse til at anvende midler til opsætning af sejl i lommeparken på Enghave Plads
Tidligere beslutninger
Vesterbro Lokaludvalg afsatte på det ordinære møde i februar 2021 midler til at fjerne de midlertidige konstruktioner i lommeparken på Enghave Plads, som Vesterbro Lokaludvalg er ansvarlige for og fik sat op i forbindelse med at Enghave Plads var metrobyggeplads.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg godkender, at der anvendes midler disponeret til nedrivning af midlertidige konstriktioner i Lommeparken på at opsætte sejl, som erstatning for den midlertidige konstruktion.
Problemstilling
Vesterbro Lokaludvalg afsatte i februar 35.000 kr. til at få nedrevet de midlertidige konstruktioner i lommeparken, som lokaludvalget er ansvarlige for at fjerne.
Der er nu indgået aftale med et nedrivningsfirma, nedrivningen koster 15.000 kr. Projektet er forankret i Social- og Beskæftigelsesudvalget, og der har været dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen, Socialforvaltningen, brugerne af lommeparken og lokalpolitiet, og det er et ønske, at der sættes et sejl midlertidigt op som læ som erstatning for den læ-konstruktion, der skal pilles ned. Opsætning af sejl vil være mere åbent og derved sikres øget tryghed i området.
Opsætningen af sejlet vil forhåbentlig ske, i sammenhæng med at de midlertidige konstruktioner er pillet ned.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg godkender, at der anvendes 20.000 kr. på at opsætte et sejl, når de nuværende læ-konstruktioner er fjernet.
Socialforvaltningen ved Gadekontakten står for projektet med at opsætte sejlet i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og brugerne. Socialforvaltningen har et tilsvarende projekt på Hulgårdsplads.
Vesterbro Lokaludvalg finansierer projektet. Når Socialforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen kender dato for, hvornår der kan sættes sejl op, pilles de nuværende konstruktioner ned, forventeligt primo/medio maj måned.
Økonomi
Vesterbro Lokaludvalg afsatte 35.000 kr. til nedrivning på det ordinære møde i februar. Midlerne anvendes som følger:
Budget:
Nedrivning 15.000 kr.
Nye stolper(herunder løn og materialer) 17.000 kr.
Sejl 2.000 kr. ex moms
Forplejning til brugere m.v.: 500 kr.
Diverse: 500 kr.
Videre proces
Socialforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og sekretariatet koordinerer nedrivning og opsætning af sejl.
Social- og Beskæftigelsesudvalget arbejder videre med en mere permanent løsning omkr. Lommeparken og Enghave Plads som del af den generelle evaluering og input til udvikling af Enghave Plads som et sted, der skal være trygt og godt byrum for alle i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen.
Social- og Beskæftigelsesudvalget arbejder videre med mulighederne for at få renoveret bænken i lommeparken sammen med de midlertidige brugere og lokale aktører og Socialforvaltningen.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt ved afstemning. 19 for 1 imod.
Der er fuld opbakning til, at busken rundt om banen klippes, som politiet ønsker.