Mødedato: 20.11.2024, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 2. sal lokale Liva 1758 København V

Godkendelse af opsigelse af brugeraftale vedr. Træstubben

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal drøfte og godkende, at brugsaften vedr. Træstubben i Saxoparken opsiges.

Tidligere beslutninger

2011: Vesterbro Lokaludvalg besluttede at overtage driften af Træstubben - Vesterbro Miljø- og Naturværksted, da udvalget overtog varetagelsen af den lokale miljøopgave, og Miljøpunkt Vesterbro-Sydhavn lukkede.

2013: Vesterbro Lokaludvalg besluttede, at driften skulle varetages i et samarbejde mellem Områdefornyelsen, Bæredygtig Udvikling/Københavns Naturskole (Børne- og Ungdomsforvaltningen) og Lokaludvalget selv. Foreløbigt for perioden 2013-2016.

2016: Blandt andet som følge af udløbet af projektansættelsen af den tilknyttede vejleder ved udgangen af 2016 gik driften tilbage til Vesterbro Lokaludvalg, der på mødet d. 18. januar 2017 besluttede, at Kultur, Fritids- og Børneudvalget skulle arbejde med forslag og ideer til midlertidig brug af træstubben i 2017.

2017: På mødet d. 15. november 2017 besluttedes det at få foretaget en ekstern foranalyse af, hvilke muligheder der er for at drive Træstubben videre.

2017: På mødet d. 13. december 2017 afsatte lokaludvalget 30.000 kr. til drift og vedligeholdelse i 2018.

2018: På mødet d. 17. januar 2018 besluttede lokaludvalget at nedsætte en styregruppe, og lokaludvalgets egne medlemmer blev udpeget på mødet d. 11. april 2018, hvor kommissoriet for styregruppen også blev vedtaget.

2022: På Lokaludvalgets møde d. 14. december 2022 blev det indstillet til Lokaludvalget, at afvikle Træstubben i eget regi og undersøge mulighederne for, at andre kunne overtage driften af stedet. Det blev ligeledes indstillet, at opsige brugsaftalen med Teknik- og Miljøforvaltningen, såfremt det ikke lykkedes af afsætte Træstubben til andre.

 

Detaljeret historie om Træstubben:

På det ordinære møde i juni 2018 blev lokaludvalget præsenteret for historien om Træstubben: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vesterbro%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-13062018/referat/punkt-3

2019: På mødet d. 19. juni 2019 besluttede lokaludvalget samarbejdsaftale med Vesterbro Maduddeling og kommissorium for rådgivende styregruppe for arbejdet med træstubben. I denne beslutning lå der en bestemmelse om, at træstubben skulle afvikles, såfremt aftalen ikke blev godkendt.

2020: På det ordinære møde i august 2020 besluttede lokaludvalget at arbejde videre med Træstubben i eget regi som eneansvarlig for driften som følge af Vesterbro Maduddelings opsigelse, på trods af en række svagheder som fx drift, økonomi ved denne model: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vesterbro%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-26082020/referat/punkt-7

2021: På det ordinære møde i januar 2021 godkendte lokaludvalget kommissorium for Træstubben med Træstubben i eget regi og lokaludvalget som eneansvarlig for driften.

2022: På det ordinære møde i april 2022 blev det nuværende lokaludvalg informeret om Træstubben:
https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vesterbro%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-27042022/referat/punkt-13

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. At Vesterbro Lokaludvalg opsiger brugsaftalen vedr. naturværksstedet Træstubben, som ligger i Saxoparken.

Problemstilling

Af Kommissorium for Lokaludvalg fremgår det, at Lokaludvalg har en særlig opgave i forhold til det lokale miljøarbejde. Lokaludvalgene skal støtte og udvikle det lokale miljøarbejde ved at inspirere og engagere københavnere, virksomheder og organisationer i bydelen til aktivt at deltage i miljøprojekter i de enkelte bydele. Lokaludvalgene skal ligeledes skabe lokal interesse og dialog om væsentlige miljøspørgsmål. 

Det sker enten ved, at lokaludvalget giver økonomisk støtte til og er i dialog med det lokale miljøpunkt, eller ved at lokaludvalgene selv varetager opgaven.

Kommissorium for Lokaludvalg findes ved at følge linket her: https://lokaludvalg.kk.dk/sites/default/files/2023-12/Kommissorium%20for%20lokaludvalg%20i%20K%C3%B8benhavns%20Kommune%20af%20den%2015.%20december%202022.pdf

Vesterbro Lokaludvalg har tidligere besluttet, at en stor del af arbejdet med den lokale miljøopgave ligger i Træstubben, lokaludvalgets naturværksted, som indgik i overdragelsen af ansvaret for det lokale miljøarbejde.

Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg (TMU) har tilbage i 2022 ønsket, at afvikle Træstubben for at bruge det halve årsværk, som er afsat til miljøarbejde på Vesterbro, på at fremme fagudvalgets bydelsplanprojekter og de politiske sager, der interesserer fagudvalget og Lokaludvalget. Det betyder, at Lokaludvalget i indeværende år, dels har etableret en miljøgruppe, og dels har afviklet lokalt klimatopmøde.

Efter ønske fra Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg og Lokaludvalget i sit hele, har sekretariatet siden december 2022 afsøgt muligheden for at overdrage Træstubben til Skolehaver og Børne- og Ungeforvaltningen. Vedlagt findes den seneste opsummering af Skolehavernes gennemførte naturformidling i Træstubben fra perioden november 2023 - oktober 2024.

Børne- og Ungeforvaltningen har ytret ønske om at overtage brugsaftalen. Som en del af overdragelsen, så skal Træstubben også overgå fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Københavns Ejendomme. Københavns Ejendomme har i den forbindelse vurderet ved en besigtigelse, at Træstubben skal renoveres for et større beløb. Beløbet fastlægges ved entreprise. 

Løsning

Da Lokaludvalget nu har afsøgt og fundet en relevant aktør, der ønsker, at overtage naturværkstedet Træstubben, og videreføre formålet med at afvikle naturformidling for børn og unge og forsætte samarbejdet med de lokale aktører, så foreslås det, at Lokaludvalget opsiger brugsaftalen, og lader det være op til forvaltningen, at finde en løsning på renovering samt udarbejdelse af ny brugsaftale med Børne- og Ungeforvaltningen.

Økonomi

-

Videre proces

Forpersonen udarbejder en skriftlig opsigelse, som adresseres til Teknik- og Miljøforvaltningen og Københavns Ejendomme.

Beslutning

Vesterbro Lokaludvalg godkendte indstillingen.
Til top