Beslutning om bevilling af midler fra Vesterbropuljen 2025
Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om fordeling af midler fra Vesterbropuljen. Lokaludvalget har i denne runde modtaget 16 ansøgninger til Vesterbropuljen 2025.
Puljeansøgningerne behandles som udgangspunkt som B-sag. Puljeansøgninger behandles som A-sag, hvis puljegruppen ønsker en drøftelse af en puljeansøgning i lokaludvalget, eller hvis et af lokaludvalgets medlemmer ønsker en af ansøgningerne behandlet som A-sag. Det er den enkelte ansøgning, der behandles som A-sag.
Tidligere beslutninger
Vesterbro Lokaludvalg besluttede kriterier til fordeling af puljemidler på det ordinære møde i juni 2023.
Vesterbro Lokaludvalg besluttede fordeling og kriterier til fordeling af puljemidler på det ordinære møde i december2023.
Indstilling
Forpersonen indstiller at Vesterbro Lokaludvalg, på baggrund af puljeudvalgets indstilling, beslutter nedenstående vedr. Vesterbropuljen 2025.
- At give delvis støtte til projekt POLTER!
- At give delvis støtte til projekt Vesterbro Rock Fest 2025
- At give delvis støtte til projekt Koralrevet og danseworkshops i KORAL 2025 - dansefestival for børn
- At give delvis støtte til projekt Residency på ODP3, januar 2025
- At give fuld støtte til projekt BeTween – Staging the City, International Youth theater Festival, Copenhagen
- At give afslag til projekt Fisken & Brødet – Fællesskab mod madspild. Livsmestrings- og mad-events
- At give afslag til projekt URBANE KONSULTATIONER
- At give afslag til projekt Vestia Pige fodboldstrænings rejse i April 2025
- At give afslag til projekt HVEM ER DU NÅR VERDEN GÅR UNDER?
- At give delvis støtte til projekt Gå til byudvikling (for borgere)
- At give delvis støtte til projekt Stressfri i Gårdhaven på Vesterbro for 2025
- At give delvis støtte til projekt SoUNDPORTRAIT Jernbanebyen
- At give afslag projekt Øjeblikke af Lyd: Verdensvandring
- At give delvis støtte til projekt Appendix
- At give delvis støtte til projekt Kunst på Barsel 2025
- At give afslag til projekt Until Death Do Us Part
Problemstilling
I henhold til kommissorium for lokaludvalg har Vesterbro Lokaludvalg to puljer (Vesterbropuljen og Lillepuljen), hvorfra eksterne ansøgere kan søge om økonomisk støtte til lokale projekter, der virker dialogskabende og netværksdannende i bydelen. De nærmer kriterier for støtte er besluttet af lokaludvalget og kan ses på følgende hjemmeside: https://vesterbrolokaludvalg.kk.dk/puljemidler-0
Vesterbro Lokaludvalg har modtaget 16 ansøgninger til Vesterbropuljen 2025 med ansøgningsfrist 15. oktober 2024. Det samlede ansøgte beløb er 531.220kr.
Ansøgningerne ligger tilgængeligt på Medlemmernes side, frem til det ordinære møde, hvor ansøgningerne behandles, er afholdt. Derefter fjernes ansøgningen i henhold til persondataloven.
- POLTER! (ansøger om 27.000 kr.) er en performativ, tværkunstnerisk forestilling, der undersøger brylluppet som ritual og inviterer publikum til at overveje hvad det betyder for hvad vi identificerer os med. Forestillingen er en mørk bryllups-cabaret, hvor publikum føres rundt i bryllupslokalet, fra middagsbordet til brudesengen til toiletbesøget med 12 lag tyl og undervejs præsenteres publikum for de 4 paniske brude, de 3 gomme med kolde fødder, 2 stressede kokke og 1 lusket poltergeist og en toastmaster. forestillingen varer ca. 2 timer inkl. Pauseover. Projektet udvikles over tolv todages workshops, der munder ud i et residency på Basement 3.-7. februar med visninger 6. og 7. februar. Forestillingen er skabt og udviklet af den kunstneriske duo Johanne Vang Kristensen og Krista Marianne Milman. Det forventes at 100 personer vil kunne opleve forestillingen pr visning. Entre koster 120 kr.
- Vesterbro Rock Fest 2025 (ansøger om 25.000 kr.) en to-dages festival arrangeret i et samarbejde mellem danske Vesterbro Rock Radio og engelske End Time. Festivalen præsenterer en række prominente rockbands fra det danske og engelske vækstlag og lidt over. Musikken er Rock n’ roll, alternative, punk, prog, noise m.m. Festivalen bidrager til at fremme og udvikle de optrædende artister. Festivalen afvikles i Basement og det forventes at 190 vil deltage som publikum. Entre koster 225,- kr. for begge dage, 115,- kr. for én dag.
- Koralrevet og danseworkshops i KORAL 2025 - dansefestival for børn (ansøger om 50.000 kr.) er en festival i Dansehallerne, hvor børn på 0-9 år og deres familier/voksne kan opleve interaktive forestillinger og aktiviteter med dans og koreografi. Det interaktive univers er udviklet af koreograf Ray Roa Alonso og faciliteret af tre dansere. Inden festivalen afholdes workshops for børn med professionelle dansere i samarbejde med Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, som er en mulighed for lokale børn kan udfolde sig fysisk og kreativt, og som skal gøer familierne opmærksomme på forestillingerne i selve afviklingsperioden. Projektet afvikles i vinterferien. Det forventes at 400 børn vil deltage i alt i løbet af projektets varighed og det er gratis at deltage.
- Residency på ODP3, januar 2025 (ansøger om 20.000 kr.) er en udstilling, der præsenterer nutidige kvindelige perspektiver gennem en række fotografiske metoder og konceptuelle tilgange. Udstillingen skabes af fire nyuddannede kunstnere fra det svenske kunstakademi HDK-Valand i tæt samarbejde med kurator Ida Düring og ODP3. Udstillingen vil synliggøre kvindelige stemmer i den nordiske kunstscene og skabe en platform for dialog om emner som arv, kultur, handicap og ungdom, og vil bidrage til en bedre forståelse af kulturel mangfoldighed og styrke forbindelserne mellem kunstnere og kulturaktører i den skandinaviske region. Udstillingen er kulminationen på et Residency i ODP3. Udover selve udstillingen planlægges workshops og open Studio visits
“ODP3 (tidligere ”Ovenpå ") er Vesterbros nye kunstnerly og udsstillingssted. Hver måned overtager en ny gruppe kunstnere eller kuratorer ODP3 og omdanner lokalerne i deres eget billede.”
- BeTween – Staging the City, International Youth theater Festival, Copenhagen (ansøger om 25.000 kr.) er en international performance- og scenekunstfestival for, af og med børn. Festivalens titel BeTween referer til at performerne befinder sig et sted mellem barndom og voksenliv, at opførelserne placerer sig i mellemrummet mellem professionel scenekunst og amatørteater med børn, og at forestillingerne spilles i byens mellemrum, på kulturinstitutioner og i det offentlige rum, på tværs af byen. Målet er at skabe ambitiøse og professionelle rammer omkring børnenes kreative udfoldelse og performative medborgerskab. Teaterbutikken på Vesterbro bidrager med forestillinger lavet af ca. 20 børn fra lokalområdet. Der afholdes ca. 2 workshops, en byvandring der vil blive spillet 4 gratis forestillinger for ca. 200 publikummer. Festivalen foregår på tværs af byen, fra Nørrebro til Amager, over indre By og Vesterbro.
- Fisken & Brødet – Fællesskab mod madspild. Livsmestrings- og mad-events (ansøger om 64.000 kr.) er en indsats for at bekæmpe madspild, social og økonomisk nød gennem maduddeling, fællesspisning og livsmestrings-events. I 2025 fokuseres på målgruppens praktiske færdigheder ved sund madlavning ved en række 6-10 livsmestrings-events, som suppleres med workshops om økonomisk rådgivning og personlig trivsel. Herunder f.eks. hvordan grøntsager opbevares og tilberedes. I ansøgningen søges konkret til udgifter knyttet til projektets livsmestrings- og madevents. Det forventes at mellem 30-90 personer vil deltage det planlagt tilbud.
- URBANE KONSULTATIONER (søger om 26.000 kr.) er et offentligt tilgængeligt tegnestuekontor, hvor der igennem arkitekturkonsultationer tages imod og hvor urbane ømheder og symptomer på byens mistrivsel kan diskuteres. En del af projektet er, at det opbygges på baggrund af de input, der kommer ind. Kontoret er åbent i perioden 9. januar – 16. februar for interesserede, der har lyst at indgå dialog med arkitekterne bag Atelier for byers rum om, hvad der er på færde i lokalmiljøet. Der forventes at ca. 200 vil deltage i projektet og det er gratis at deltage.
- Vestia Pige fodboldstrænings rejse i april 2025 (ansøger om 30.000 kr.) er støtte til en trænings rejse til Tyrkiet for pigerne i BK Vestias pigeafdeling i alderen 13-15 år. Turen understøtter pigerne engagement til træning og bidrager til fastholdelse til sporten, større sammenhold og fællesskab blandt pigerne. På træningsrejsen vil pigerne blive fulgt af trænere, der står for planlægning af træning og kampe og derud et antal forældre, der hjælper med det mere praktiske og sociale på rejsen. Trods støtten kræves der deltagerbetaling for at deltage i rejsen.
- HVEM ER DU NÅR VERDEN GÅR UNDER? (ansøger om 30.000 kr.) er en alternativ teateroplevelse, der skaber refleksion over identitet, ensomhed, teknologi og klima. Forestillingen blev første gang opført i Aarhus i 2023 som et hørespil i en totalinstallation. Nu søges der midler til videreudvikling og genopsætning under residency på Basement fra 26.-30. maj 2025. I denne opsætning vil publikum sidde i hjørner af en total installation og lytter via headsets til lydfiler tilsendt fra fremtiden, og som vidner om et menneskes ensomme eksistens i et hjørne, hvor tiden står stille, mens verden(er) udenfor går videre og under. Efter hver forestilling inviteres der til aftertalks. Der planlægges fire forestillinger i Basement, hvor det forventes at i alt 160 vil deltage som publikum. Entre koster 75. kr.
- Gå til byudvikling (for borgere) (ansøger om 33.000 kr.) er et kursus, der har til formål at demokratisere samtalen om byudvikling og styrke borgernes civile involvering og indflydelse. Kurset vil særligt fokusere på Vesterbro og den bydelsplan, som Vesterbro Lokaludvalg har fremlagt, men vil også tage fat i byudvikling på et mere generelt niveau. Ved at klæde borgerne bedre på til at deltage i den demokratiske proces, ønskes at skabe en stærkere og mere kvalificeret dialog om byens fremtid. Kurset er opdelt i tre moduler, som fører deltagerne fra en indledende, sanselig oplevelse af byens rum og bygninger, til en dybere forståelse af kommune-, helheds- og lokalplaner. Deltagerne vil opnå et fælles sprog og en forståelse for, hvordan vores fysiske omgivelser bliver skabt, og hvilke arkitektoniske virkemidler der er i spil. Kurset strækker sig over tre aftener og koster 250 kroner i alt. Der er plads til 30 deltagere
- Stressfri i Gårdhaven på Vesterbro for 2025 (ansøger om 45.600 kr.) er er til frirum for mennesker med stress og anden psykisk sårbarhed. Målgruppen inviteres til et rummeligt fællesskab med natur-aktiviteter, der er gode til at få sindet til at falde til ro. I projektet bruges naturen til at finde ro – i foråret spires planter, om sommeren passes højbede, i sensommeren og efteråret høstes, syltes og laves fællesmad og i vintermånederne laves naturkreative aktiviteter og bålmad. Stressfri er et rummeligt fællesskab med fordybende aktiviteter, fællesskab og guidede meditationer til stilhed og fordybelse. Der er altid et ”stillebord”, hvor man som deltager kan sætte sig uden at skulle være i dialog, men samtidig være en del af fællesskabet. 8-12 personer kan deltage pr gang og det er gratis at deltage.
- SoUNDPORTRAIT Jernbanebyen (ansøger om 25.000 kr.) er lydportrætter af Jernbanebyen, der viser stedets fortid, nutid og fremtid. I Jernbanebyen findes 5-6 særligt klingende rum hvor besøgende publikummer inddrages i solo-, gruppe- og bydels-portrættering i lyd. Alle optages med henblik på field-recordings baggrunde og beats til lydportrætterne. Dermed sikres et lag af historisk nutids-lydbillede som baggrund i et samspil med de tætte personlige lydportrætter. Projektet afsluttes med 3 opførelser, hvor lokale elektroniske solister og gæste-musikere inviteres at medvirke i kompositionerne. Alle lydportrætter leveres personligt til den portrætterede og høres i de samlede opførelser. Det forventes at 30-40 personer vil deltage som portrætterede personer, 200 personer vil deltage som publikum ved hver opførelse, og dertil kommer dem der lytter med på internettet efterfølgende.
- Øjeblikke af Lyd: Verdensvandring (ansøger om 40.620 kr.) er 15-minutters lange ambiente lydcollager med percussion, sang og fortælling for én publikummer af gangen. Der skabes en auditiv vandring ud i naturen med fokus på den dynamik og nærhed, der findes, når man skruer ned for volumen og arbejder udelukkende i piano pianissimo (ppp). Projektet og koncerterne er særlig målrettet sårbare personer, men har også en bred appel. Projektet afvikles over to dage med 20 mini-koncerter for én publikummer ad gangen den første dag og 10 mini-koncerter og en større intimkoncert for ca. 40 publikummer på dag nummer to. Det er gratis at deltage.
- Appendix (ansøger om 40.000 kr.) er en udstillingsrække på 8 udstillinger i Jernbanebyen, der stækker sig over hele 2025. Udstillingerne kurrateres af kunstkollektivet Jennife-See, men kurrateres med så få restriktioner for kunstneren som muligt. restriktioner. Resultaterne kan munde ud i alt fra performance, et foredrag, publikationer med andre institutioner, eller et mål om at udforske andre lokationer end selve rummet der stilles til rådighed. Projektet ønsker at give en platform til kunstnere med fokus på eksperimenterende praksisser og derigennem udvide samtaler og dialoger om kunstens rolle i samfundet; herunder en samtale om Jernbanebyen, der via sit spænd mellem fortid og fremtid, lægger op til debat om, hvad der skal bevares og værdsættes i morgendagens by og levested. Det forventes at i alt 1600 personer vil se udstillingerne i løbet at hele 2025. Der kræves ikke entre.
- Kunst på Barsel 2025 (ansøger om 20.000 kr.) er en eventrække målrettet mødre og fædre på barsel. Et af målene bag arrangementerne er at forebygge forældres ensomhed og sociale isolation under barsel. Med eventrækken tilbydes et kulturelt alternativ til andre baby-aktiviteter, hvor indholdet skal inspirere de nybagte forældre med kunst, musik, litteratur og personlige beretninger fra andres forældreskab. Med ansøgningen præsenteres et program på fem arrangementer med oplæsninger og koncerter. Det forventes at 80 personer vil deltage pr. gang. Det koster 100 kr. at deltage pr gang.
- Until Death Do Us Part (ansøger om 30.000 kr.) er fire visninger af forestillingen ’Until Death Do Us Part’ i Dansehallerne. Gennem scenekunst, dans og koreografi inviterer forestillingen bl.a. til at udforske og bearbejde tab og forandring. Resultatet er en nyskabende forestilling, der inspirerer og inviterer til selvrefleksion, og skaber håb om at noget nyt og smukt kan spire. Forestillingen inviterer publikum til at frigive deres egen “uønskede bagage” for at kunne finde nye veje i livet. Det forventes at 100 personer vil se hver forestilling. Prisen for entre er 165 / 95 kr.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg drøfter projekterne og puljegruppens indstillinger og træffer herefter beslutning om bevilling af midler fra Vesterbropuljen.
Ved ansøgningsfristen d. 15. oktober 2024 har Vesterbro lokaludvalg modtaget 16 ansøgning til Vesterbropuljen 2025, hvortil lokaludvalgets puljeudvalg har indstillet følgende beslutning:
Det er indstillet at uddele støtte på samlet 151.000 kr. Her er 2 ansøgninger indstillet til fuld støtte, 8 ansøgninger er indstillet til delvis støtte og 6 ansøgninger er indstillet til et afslag på støtte.
|
Ansøgning |
Ansøgt beløb |
Indstillet beløb |
Puljegruppens bemærkninger |
1 |
POLTER!
|
27.000 kr.
|
10.000 kr. |
Vi bemærker en spændende ansøgning til et tværkulturelt arrangement af høj kvalitet. Men pga. prioritering af midler andet steds gives delvis støtte til ansøgningen.
|
2 |
Vesterbro Rock Fest 2025
|
25.000 kr.
|
10.000 kr. |
Vi er glade for igen at kunne bakke op om en god tradition på Vesterbro og et rigt musikliv med plads til mange musikgenre. Pga. prioritering af midler andet steds gives delvis støtte til ansøgningen.
|
3 |
Koralrevet og danseworkshops i KORAL 2025 - dansefestival for børn
|
50.000 kr.
|
25.000 kr.
|
Vi er positive over for ansøgningen, der skriver sig ind i flere af vores målsætninger i vores bydelsplan, nemlig flere kulturelle aktiviteter i Vesterbros nyere byområder og at børn får mulighed for at møde kunst i deres hverdag. Pga. prioritering af midler andet steds gives delvis støtte til ansøgningen.
|
4 |
Residency på ODP3, januar 2025
|
20.000 kr.
|
10.000 kr. |
Vi vil gerne støtte jeres opstart i nye lokaler og jeres indsats for det kreative vækstmiljø på Vesterbro. Pga. prioritering af midler andet steds gives delvis støtte til ansøgningen.
|
5 |
BeTween – Staging the City, International Youth theater Festival, Copenhagen
|
25.000 kr.
|
25.000 kr.
|
Vi ser positivt på ansøgningen, der bl.a. skriver sig ind i vores bydelsplan ved at børn får mulighed for at møde kunst i deres hverdag. Dertil ser vi positivt på, at børn fra flere bydele i København spiller for hinanden og derved mødes og inspirerer hinanden på tværs af byen. Pga. prioritering af midler andet steds gives delvis støtte til ansøgningen.
|
6 |
Fisken & Brødet – Fællesskab mod madspild. Livsmestrings- og mad-events
|
64.000 kr.
|
0
|
Vi vil gerne bakke op om det gode initiativ for en udsat gruppe på Vesterbro. Vi kan dog ikke se, at vi kan løfte opgaven alene, og giver derfor afslag på den nuværende ansøgning. Vi opfordrer jer til at sende en ny ansøgning ved næste ansøgningsfrist med flere samarbejdspartner og bidragsydere.
|
7 |
URBANE KONSULTATIONER
|
26.000 kr.
|
0
|
Vi takker for ansøgningen, men mangler konkret uddybning af, hvad der skal ske i jeres open office. Derfor gives afslag på støtte.
|
8 |
Vestia Pige fodboldstrænings rejse i April 2025
|
30.000 kr.
|
0 |
Med vores støtte sidste år ville vi gerne bakke op om opstarten af denne tradition jeres pigeafdeling samt jeres bredere indsats for pigefodbold på Vesterbro. Vi vurderer denne gang, at vi ikke vedblivende kan yde et så stort beløb til denne type ture. Derfor gives afslag på støtte.
|
9 |
HVEM ER DU NÅR VERDEN GÅR UNDER?
|
30.000 kr.
|
0 |
Ansøgningen gives afslag pga. prioritering af midler andet steds. |
10 |
Gå til byudvikling (for borgere)
|
33.000 kr.
|
10.000 kr. |
Vi bemærker, at I med projektet udfylder en vigtig opgave i den demokratiske dialog, der med indføring i byudviklingens principper kan foregå på et mere oplyst grundlag. Pga. prioritering af midler andet steds, har vi desværre kun mulighed for at yde delvis støtte til projektet. Vi håber og tror på, at I kan finde yderligere finansiering andet steds.
|
11 |
Stressfri i Gårdhaven på Vesterbro for 2025
|
45.600 kr.
|
6.000 kr.
|
Vi bemærker I har fat i både en vigtig tematik og en vigtig målgruppe, som vi som udgangspunkt gerne vil bakke op om. Vi støttede jeres ansøgning til sammen projekt i 2024 for at give projektet en god opstart, men desværre har vi ikke midler til at kunne finansiere projektet videre i hele 2025. Derfor gives delvis støtte. Støtten svarer til at kunne dække jeres udgifter til projektets materialer. Vi håber på at I kan finde en finansieringsmodel for det resterende beløb.
Vi gør opmærksom på, at ansøger selv er ansvarlig for at afklare rammer for brug af Træstubben med den part, det på et givent tidspunkt står for driften af stedet.
|
12 |
SoUNDPORTRAIT Jernbanebyen
|
25.000 kr.
|
15.000 kr. |
Vi værdsætter projektets store kunstneriske kvalitet, og at projektet tager udgangspunkt I Jernbanebyen, som netop står over for store omvæltninger. Pga. prioritering af midler andet steds gives delvis støtte til ansøgningen.
|
13 |
Øjeblikke af Lyd: Verdensvandring
|
40.620 kr.
|
0
|
Vi er som udgangs positive over for projektets ide. Desværre har vi ikke mulighed for at støtte et enkelt projekt med et så stort beløb, når vi er ene bidragsyder til projektet. Derfor gives afslag på støtte. Vi opfordrer jer til at søge igen, når I har flere bidragsydere til økonomien.
|
14 |
Appendix
|
40.000 kr.
|
20.000 kr.
|
Vi er positive over ansøgningens indhold med afvikling i en af Vesterbros bydele, hvor vi ikke modtager så mange ansøgninger, hvilket netop er et af vores fokusområder i vores Bydelsplan for Vesterbro. Pga. prioritering af midler andet steds gives delvis støtte til projektet.
|
15 |
Kunst på Barsel 2025
|
20.000 kr.
|
20.000 kr.
|
Vi bemærker projektet flotte program med kunstnerisk indhold af høj kvalitet i en bydel vi gerne vil skabe flere aktiviteter i. Derfor gives fuld støtte til ansøgningen.
|
16 |
Until Death Do Us Part
|
30.000 kr.
|
0 |
Ansøgningen gives afslag pga. prioritering af midler andet steds.
|
Økonomi
Der søges samlet om 531.220 kr. Følges puljegruppens indstilling, bevilges 151.000 kr.
Midlerne fratrækkes dispositionen i Vesterbropuljen 2024.
Videre proces
Sekretariatet giver ansøger besked om lokaludvalgets beslutninger og betingelserne for støtten. Ansøgninger slettes for medlemmernes side i henhold til GDPR.