Mødedato: 20.11.2008, kl. 18:00

Julearrangement for forældre på barselsorlov og for børnefamilier

Julearrangement for forældre på barselsorlov og for børnefamilier

Vesterbro Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 20. november 2008

 

 

5.      Julearrangement for forældre på barselsorlov og for børnefamilier

VES 207/2008

 

BESLUTNING

Forretningsudvalget indstiller til Vesterbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget beslutter at afholde julearrangement for henholdsvis forældre på barsel og børnefamilier.

2. at der afsættes 20.000 kr. af puljemidlerne i 2008 til arrangementerne.

 

Vesterbro Lokaludvalg besluttede på sit møde d. 20. nov. 2008, at godkende punktet.

 

PROBLEMSTILLING

Forretningsudvalget foreslår, at Lokaludvalget i samarbejde med Børnekulturstedet afholder to julearrangementer i Demokratihuset. Ét arrangement for forældre på barselsorlov, og ét arrangement for børnefamilier. De to arrangementer finder sted samme dag, eksempelvis tirsdag d. 16. dec. Om formiddagen inviteres forældre på barselsorlov og om eftermiddagen inviteres småbørnsfamilier. Børnekulturstedet vil deltage i arbejdet med idéudvikling og markedsføring. Desuden deltager de gerne i selve arrangementet.

 

Formiddagsarrangementet:

Jule-øko-brunch-arrangement med alkoholfri gløgg. Formålet er, at forkæle de nybagte forældre og give dem et café-rum hvor de kan slappe af – også selvom "den lille" skulle stikke i et hyl af den anden verden. Der lægges vægt på rammerne, for det er vigtigt, at salen gøres hyggelig. Der skal være tæpper på gulvet, de små kan ligge og lege på, stearinlysbelysning og et sted hvor forældrene kan skifte de små. Et lokaludvalgsmedlem fortæller (ca. 15. min) om lokaludvalget og skitserer hvordan de nye forældre kan bruge lokaludvalget aktivt. Der er dermed lagt op til debat… Arrangementet er oplagt for mødre/fædregrupper med babyer. Der indkøbes div. Baby-remedier, så der eksempelvis i forbindelse med bydelsplanprocessen kan afholdes flere barselscafeer. Disse remedier lånes i øvrigt gerne ud til Børnekulturstedet eller andre i bydelen, der laver arrangementer for babyer.

 

Eftermiddagsarrangement:

Gløgg (en børnevenlig og en voksenven lig udgave), æbleskiver samt familieunderholdning eksempelvis:

NullerNix: Nyt show med Frk. Legardh & Det grå guldorkester!

Alt kan ske, når Frk. Legardh og Det grå guldorkester blander nye såvel som gamle NullerNix-sange. Finurlige - og til tider halvfrække - anekdoter flyder frit fra den grå lever. Det handler om støv og andet småkravl - og om at se verden nedefra. Børnene inddrages til fagter, sang, dans osv. og stilen er atter jazz – i traditionel, swingende forstand – samt blues, bossa, pop og country med mere.

 

NullerNix er et familieorkester, som i virkeligheden henvender sig til alle – men i særdeleshed børn i alderen 2-10 år og deres forældre. Showet tilpasses publikum såvel som arrangementets art og NullerNix fungerer godt som alt fra trio til septet.

 

NullerNix kan også bookes med en særlig grå gæst i form af fx Tom McEwan, Elith 'Nulle' Nykjær eller Hugo Rasmussen. Alt efter hvor mange og hvem, der bookes, koster NullerNix mellem 7.000 og 15.000 kr.

 

LØSNING

Forretningsudvalget indstiller til Vesterbro Lokaludvalg at afsætte 20.000 kr. af puljemidlerne 2008 til at afholde julearrangement for henholdsvis forældre på barsel og børnefamilier.

 

ØKONOMI

Forslag til budgetramme:

  • Øko-brunch inkl. Drikkevarer til 40 kuverter:          6.000 kr.
  • Oppyntning samt div. Babyudstyr:                          3.000 kr.
  • Gløgg og æbleskiver (leveret udefra):                     2.000 kr.
  • NullerNix:                                                            9.000 kr.        

I alt                                                                           20.000 kr.

 

Bilag: Tilbud på brunch og gløgg



 

Til top