Mødedato: 20.04.2016, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5, 1758 København V

Overførselssagen 2016 og konsekvenser for Vesterbro

Vesterbro Lokaludvalg drøfter resultatet af overførselssagen, samt hvilke konsekvenser det kan have for Lokaludvalgets arbejde

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

1. at drøfte overførselssagen samt de konsekvenser den kan have for Vesterbro og Vesterbro Lokaludvalg

Problemstilling

Torsdag den 31. marts 2016 blev der på Københavns Rådhus indgået aftale om fordelingen af overførselsmidler fra 2015. Aftaletekst, samt pressemeddelelser og faktaark kan ses her: http://www.kk.dk/budget

På Vesterbro er det særligt nedenstående sag, som vil få betydning fremover:

Gasværksvejens Skole - planlægning af ny skole ved Kødbyen

Med Budget 2016 blev der afsat 172,5 mio. kr. til udvidelse af Gasværksvejen Skole med et spor og til etablering af Fremtidens Fritidstilbud. Parterne er enige om, at de med Budget 2016 afsatte midler kan indgå som delfinansiering af en eventuel ny skole i Kødbyen. Det skal undersøges, hvorvidt der i forbindelse med skolen er mulighed for at oprette en idrætshal, madskole og kulturfacilitet i Kødbyen.

Indtægter fra salg af Gasværksvejens Skole og eventuelt salg af bibliotek og kulturhus i Lyrskovgade kan ligeledes indgå i finansiering af ny skole med idrætshal, madskole og kulturfacilitet i Kødbyen.

Parterne er enige om, at de lokale borgere og brugere af skolen og kulturfaciliteterne skal inddrages gennem en lokalforankret høringsproces, samt at resultaterne af de indledende undersøgelser af en eventuel ny skole med idrætshal, madskole og kulturfacilitet i Kødbyen skal foreligge til forhandlingerne om Budget 2017, hvormed der kan tages endelig politisk beslutning om at afsætte midler til planlægning af byggeprojektet i Budget 2017 og en kommende anlægsbevilling i Budget 2018.

Der afsættes:

- 2,2 mio. kr. i samlet anlæg i 2016 til indledende undersøgelse af en ny skole i Kødbyen, herunder en eventuel samlokalisering af kulturfaciliteter

 

Løsning

Lokaludvalgets forretningsudvalg har bedt sekretariatet om at undersøge, hvem der skal forestå den lokaltforankrede høringsproces, hvordan den skal gennemføres og hvornår, med henblik på at Lokaludvalget kan bidrage til arbejdet.

Det foreslås, at Lokaludvalget drøfter denne sag, samt eventuelt andre sager fra Overførselssagen 2016.

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg

Videre proces

Såfremt Vesterbro Lokaludvalg bliver inddraget i tilrettelæggelsen og afviklingen af den lokalt forankrede borgerdialog, vil et projektforslag komme på lokaludvalgsdagsordenen til lokaludvalgsmødet den 18. maj 2016.

Beslutning


Vesterbro Lokaludvalg besluttede at forankre det videre arbejde i Kultur- Fritids- og Børneudvalget, som har møde den 2. maj 2016.
Til top