Mødedato: 20.04.2016, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5, 1758 København V

Vesterbro bydelsplan 2017

Lokaludvalget samler op på bydelsplanseminaret den 2. april 2016 og drøfter den videre planlægning af bydelsplanarbejdet

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

1. at drøfte det kommende arbejde med at udarbejde en bydelsplan for Vesterbro

Problemstilling

Lokaludvalget afholdt seminar d. 2. april som optakt til den kommende bydelsplanproces. Lidt under halvdelen af medlemmerne deltog.

Formanden for Indre By lokaludvalg Bent Lohmann indledte seminaret med at fortælle, hvordan Indre By Lokaludvalg brugte bydelsplanerne og hvordan de tilrettelagde deres borgerinddragelsesproces. Bent Lohmann inspirerede Vesterbro Lokaludvalg med gode ideer til både indhold, form og brug af bydelsplanen.

Næstformand for Vesterbro Lokaludvalg Thomas Egholm gennemgik de to seneste bydelsplaner for Vesterbro. Medlemmerne diskuterede, hvad der var lykkedes og hvad der ikke var lykkedes at realisere i de to planer. Den overordnede konklusion var, at projekter havde størst chance for at blive realiseret, når de var konkrete og nød solid opbakning blandt borgere og lokaludvalgsmedlemmer. Thomas Egholm redegjorde også for processen fra idé over budgetnotat og lokalplanforslag til udførelse af projekt. Det er vigtigt, at lokaludvalget kommer ind tidligt i processen, inddrager borgerne i konkrete planer og siden også medvirker aktivt i udarbejdelse af byggeprogram mm.

Formanden for Vesterbro Lokaludvalg Thomas Warburg startede dialogen om, hvordan lokaludvalget skulle gribe den kommende bydelsplanproces an. Det er vigtigt, at borgerne bliver inviteret til dialog så tidligt i processen som muligt og med nogenlunde fri dagsorden. På den måde sikrer vi, at borgernes ideer indgår i arbejdet og at lokaludvalget ikke bliver for dominerende i ideudviklingen.

Løsning

Lokaludvalget skal drøfte seminaret og diskutere de næste skridt i bydelsplanprocessen:

  • Tidsplan for bydelsplanprocessen
  • Skitse til opbygning og projekter i bydelsplanen
  • Hvordan og hvornår inddrager vi borgerne i processen?
  • Hvem gør hvad undervejs?

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg

Videre proces

Det foreslås, at Vesterbro Lokaludvalg igen diskuterer og planlægger arbejdet med bydelsplanen på det næste lokaludvalgsmøde den 20. maj 2016, herunder en diskussion af ressourcer til arbejdet.

Opstartsworkshop

Der afholdes en opstartsworkshop for de nye Bydelsplanerne mandag d. 30. maj fra kl. 17.00 til kl. 20.00 i Mødecentret hos Teknik- og Miljøforvaltningen i Njalsgade 13.
Fagforvaltningerne vil være repræsenteret, og der vil være oplæg om kommunens aktuelle planer og politikker, som det er relevant også at arbejde med på lokalt niveau i bydele. Desuden vil der være mulighed for drøftelse af ideer og erfaringer over en sandwich til slut i arrangementet. 
Planchef Ingvar Sejr Hansen og kontaktpersonerne fra Center for Byudvikling vil ligeledes være tilstede.
Tilmelding er nødvendig og skal ske senest fredag d. 29. april til fl2q@okf.kk.dk af hensyn til planlægningen. Programmet udsendes efter tilmeldingsfristen.

Beslutning

Lokaludvalget drøftede arbejdet med bydelsplanen og besluttede at nedsætte en arbejdsgruppe, der kan arbejde videre med bydelsplanen. Følgende personer meldte sig til arbejdsgruppen:
Jimmy Sindahl
Malene Mørkbak Bruun
Thomas Egholm
Thomas Warburg
Bruno Schwede
Frans Luja Madsen

Konkret blev det drøftet at bydelsplanen kan indeholde nogle overordnede principper og væsentlige karakteristikker for udviklingen på Vesterbro. Kodeord, som skal med videre er fx:

- kampen om pladsen, der flytter flere borgere til byen, hvor skal de være og hvem er det vi får plads til i byen (der har råd til at bo her?).

- nye boligformer der passer til fremtidige familie- og boligformer

Til top