Beslutning om henvendelse vedr. lys på Enghave Plads
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg retter henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. behovet for tryghedsbelysning på Enghave Plads
Problemstilling
I forbindelse med Teknik- og Miljøborgmesterens besøg den 9. august 2018 rejste lokaludvalget bekymring for tryghedsfølelsen grundet manglende belysning på strækningen mellem den kommende hovedtrappe for metrostationen og Enghavevej.
Forvaltningen er kommet med en tilbagemelding om, at Metroselskabet etablerer ny belysning på selve stationspladsen, så der er lys på pladsen omkring hovedtrappen. Dermed er det sikkert og trygt at færdes fra hovedtrappen og ud til vejene omkring stationspladsen. Den originale belysning vil blive reetableret på vejene omkring stationspladsen. Belysningen på vejene op til busstoppestedet er belyst efter vejreglernes anbefalinger.
Forvaltningen vurderer ikke, at det er nødvendigt at opsætte supplerende belysning på strækningen fra stationspladsen og op til busstoppestedet. Hvis det mod forventning skulle vise sig efter åbningen af Cityringen, at der er et ønske om mere belysning, vil det kræve en politisk prioritering af midler hertil.
Lokaludvalgets høringssvar vedr. busnet 2019 ligger online: https://www.vesterbrolokaludvalg.kk.dk/wp-content/uploads/2018/03/Høringssvar-til-Forslag-til-nyt-lokalt-busnet.pdf
Forvaltningens svar ligger som bilag.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg beslutter at rette henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om behovet for tryghedsskabende belysning. Forslag til henvendelsen ligger som bilag.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets henvendelse.