Mødedato: 20.02.2013, kl. 18:00
Mødested: Gethsemane Kirke

Input til Københavns Kommunes strukturarbejde

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg er blevet bedt om at komme med input til Københavns Kommunes strukturarbejde

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller

1. at Vesterbro Lokaludvalg inddrager lokale aktører på Vesterbro i en drøftelse af debatoplægget på lokaludvalgsmødet den 20. februar 2013
2. at Vesterbro Lokaludvalg beslutter at formandsskabet, i samarbejde med sekretariatet, laver et udkast til et svar til Københavns Kommune, som bliver behandlet endeligt på lokaludvalgsmødet den 20. marts 2013

Problemstilling

Københavns Borgerrepræsentation har nedsat et strukturudvalg med et tilhørende sekretariat som i efteråret 2012 udarbejdede en rapport. På baggrund af denne beslutttede Borgerrepræsentattionen i december 2012, at der skal arbejdes videre med fire spor indenfor kommunens nuværende overordnede organisering:
- styrket decentral forvaltningsorganisering med administrative forenklinger
- forslag til placering af kommunens tværgående enheder
- håndtering af snitfladeudfordringer på særligt velfærdsområderne
- årshjul for indholdet i BR-møder, temadebatter i BR samt forbedring af BR-medlemmernes arbejdsbetingelser
Økonomiforvaltningen skal udarbejde forslag til de to første spor i samarbejde med forvaltningerne og øvrige relevante aktører.

Til brug for det videre arbejde primært med det første spor, en styrket decentral forvaltningsorganisering, ønskes lokaludvalgenes input tidligt i processen. Der er brug for lokaludvalgenes erfaringer og konkrete løsningsforslag, samt input fra andre aktører i bydelene, til hvordan kommunens decentrale organisering kan blive bedre.
Der skal findes løsninger, der bidrager til en mere sammenhængende og gennemskuelig service til borgerne, en mere effektiv anvendelse af kommunens lokaler og ejendomme på tværs af forvaltningsområder, og et tættere samarbejde mellem kommunen, civilsamfundet og erhvervslivet.

Løsning

Der er tilrettelagt en proces hvor lokaludvalgene inddrages tidligt i forløbet og kommer med input til selve analysefasen. Mere konkret ønskes lokaludvalgenes input, erfaringer og forslag til muilge løsninger indenfor tre temaer knyttet til den decentrale forvaltningsorganisering:
1. Borgerinddragelse og lokal forankring
1. Gennemskuelig borgeradgang og større ensartethed
3. Større grad af samlokalisering på tværs af forvaltnings- og fagområder
Temaerne er nærmere beskrevet i bilaget 'Debatoplæg'

Forretningsudvalget har taget initiativ til at invitere en række aktører på Vesterbro, der kan bidrage med en lokal og borgernær vinkel på ovenstående temaer, til lokaludvalgsmødet den 20. februar 2013. Det er meningen at de inviterede gæster på en temadebat, ca i tidsrummet kl. 19-20 kan bidrage med deres input og på den baggrund oplyse og kvalificere input fra Vesterbro Lokaludvalg til strukturudvalget.

På baggrund af debatten på lokaludvalgsmødet den 20. februar 2013, foreslås det, at formandsskabet i samarbejde med sekretariatet udarbejder et udkast til Vesterbro Lokaludvalgs input - som behandles i Vesterbro Lokaludvalg på møde den 20. marts 2013.

Der er frist for indsendelse af input mandag den 25. marts 2013.

Beslutning

Til dette dagsordenspunkt var der gæster fra Familietilbudet i Garvergården, Café Klare - natherberg for kvinder, Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby, som kom med input til Lokaludvalgets svar til Københavns Kommune.

Frem til næste lokaludvalgsmøde den 20. marts 2013, udarbejder sekretariatet, i samarbejde med formandsskabet, et udkast til et svar fra Vesterbro Lokaludvalg.

Lokaludvalget var ikke beslutningsdygtige under behandlingen af dette dagsordenspunkt. Lokaludvalget besluttede at behandle dagsordenen med vejledende afstemninger, som efterfølgende sendes ud til godkendelse per mail i Vesterbro Lokaludvalg

Efter at beslutningsprotokollen har været udsendt til godkendelse per mail til Lokaludvalget, er der efter fristens udløb, fredag den 1. marts 2013, ikke indkommet kommentarer eller indvendinger i forhold til de vejledende beslutninger på Lokaludvalgsmødet. Derfor er beslutningerne nu endeligt godkendt.
Til top