Mødedato: 19.06.2024, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 2. sal lokale Liva 1758 København V

Afsættelse af midler til eget projekt - borgerinddragelsesaktiviteter i regi af Miljøgruppen

Vesterbro Lokaludvalg skal godkende, at der afsættes 26.000 kr. af de puljemidler, som er budgetteret til brug for Teknik- og Miljøudvalgets arbejde med bydelsplanen. Midlerne skal bruges til aktiviteter i Miljøgruppen.

Tidligere beslutninger

Som vedtaget Bydelsplanen (Ambition 2) vil Vesterbro Lokaludvalg arbejde for et grønnere Vesterbro. For at understøtte dette arbejde etableredes Miljøgruppen i januar 2024 som en arbejdsgruppe under Teknik- og Miljøudvalget, der understøtter arbejdet med miløopgaven.

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. At Vesterbro Lokaludvalg drøfter projektforslaget fra den grønne gruppe og afsætter 26.000 kr. af de puljemidler, der er afsat til TMUs bydelsplanarbejde, til projektet.

Problemstilling

Miljøgruppen blev etableret i januar 2024 uden at have et budget afsat til gruppens arbejde. I takt med at Miljøgruppens planer for aktiviteter udformer sig, ønskes midler til at løfte opgaverne.

De kommende aktiviteter er:

  • Grøn gårdvandring for at inspirere boligforeninger til mere biodiversitet. På turen serveres snacks og saft til deltagerne. Gårdvandringen forventes afholdt i august 2024.
  • Opgradering af Saxoparken:

    Parken trænger meget til en kærlig hånd med henblik på at blive brugt mere og at skabe mere biodiversitet. Dialog med byrumsforvalteren har vist, at parken muligvis kommer til at indgå i kommunens egne genopretningsplaner inden for en ikke så fjern fremtid. Miljøgruppen har en række idéer til forbedring af Saxoparken, herunder bl.a. flere blomster, beskæring af træer og ændring af indretning. Arbejdet vil omfatte indledende undersøgelser af behov og ønsker gennem bl.a. inddragelse af naboer og borgere samt brugere af Saxoparken (herunder Træstubbens brugere). Det kan også blive relevant at samarbejde med lokaludvalgets Kultur, Fritid, Børne- og Ungeudvalget om parken.

  • Arbejde med at gøre Litauens Plads grønnere:

    Miljøgruppen har flere idéer til, hvordan Litauens Plads kan gøres grønnere, f.eks. ved etablering af højbede eller plantekasser. Første skridt er dialog med kommunen, naboer og brugere af pladsen med henblik på at kortlægge ønsker og idéer.

  • Arbejde med Bevtoftgade:

På stykket mellem Bevtoftgade, Stenderupgade og Enghavevej er der et mindre indhegnet, grønt område. Miljøgruppen har idéer til, hvordan dette kan gøres mere biodiverst og hvordan der evt. kan arbejdes for at åbne området og måske skabe et monument af en kvinde.

 

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg drøfter indstillingen og godkender at der afsættes 26.000 kr. af de puljemidler, der er afsat til TMUs bydelsplanarbejde, til projektet.

 

Økonomi

Budgetoverslag

Grøn gårdvandring: 1.000 kr.
Arbejde med Saxoparken, herunder borgerinddragelse: 10.000 kr.
Arbejde med Litauens Plads, herunder borgerinddragelse: 10.000 kr.
Arbejde med Bevtoftgade: 5.000 kr.

I alt: 26.000 kr. inkl. moms.

Beløbet tages fra Teknik- og Miljøudvalgets budgetterede midler.

 

Videre proces

Sekretariatet understøtter den videre proces med planlægning og indkøb af remedier og ydelser til afvikling af aktiviteterne. 

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top