Udvalgshøring forud for offentlig høring om Klimastrategi 2035
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- At Vesterbro Lokaludvalg drøfter sagen og uddelegerer det til TMU, at samle op på drøftelsen og på baggrund heraf, sende et svar til forvaltningen.
Problemstilling
Vesterbro Lokaludvalg har modtaget udkast til Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 i udvalgshøring, som udover Lokaludvalg omfatter fagudvalg, Ungeråd, Ældreråd, Handicapråd og Udsatteråd. Udvalgshøringen sker på baggrund af Økonomiudvalgets beslutning den 19. november 2024 om at sende materialet i udvalgshøring.
Høringsprocessen tager afsæt i Teknik- og Miljøforvaltningens og Økonomiforvaltningens udkast til revideret tidsplan for politisk behandling af Klimastrategi 2035.
Baggrund
Borgerrepræsentationen vedtog i september 2021 tre pejlemærker for Københavns Kommunes klimaindsats, der skal afløse den nuværende KBH2025 Klimaplan. Den nye Klimastrategi 2035 skal arbejde for klimapositivitet, en halvering af Københavns globale klimaaftryk og en halvering af udledningerne fra kommunens eget indkøb. Københavns Energistrategi, som er politisk vedtaget, er udviklet i samarbejde med energi- og forsyningsaktørerne i København.
Udkast til Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 sendes nu i udvalgshøring forud for en offentlig høring. Klimastrategi 2035 fastsætter den overordnede retning og tilgang til Københavns klimaindsats de næste ti år. Klimahandleplanen indeholder initiativer, der bidrager til realiseringen af klimastrategiens målsætninger. Initiativerne er udviklet på tværs af alle syv forvaltninger. Klimahandleplan 2026-2028 er den første af tre handleplaner under den kommende Klimastrategi 2035.
Læsevejledning
Klimahandleplan 2026-2028 består aktuelt af 70 initiativer fordelt på ni indsatsområder (kapitel 1-9). Det nye i forhold til den nuværende klimaplan er særligt indsatserne overfor CO2-udledningerne fra det private forbrug, som især er kapitlerne 4. Mobilitet, 5. Fødevarer, 6. Forbrugsprodukter, 7. Rejser og oplevelser samt 8. Tværgående og understøttende greb.
For lokaludvalgene henledes opmærksomheden på afsnit 8.8 Bydelsbaseret klimaarbejde i samarbejde med lokaludvalg og miljøpunkter.
Det lokale miljøarbejde
Da lokaludvalgene har den lokale miljøopgave, er der især fokus på, hvordan målsætninger og indsatser i høringsudkastet helt overordnet kan spille sammen med det lokale miljøarbejde, der foregår i lokaludvalg og miljøpunkter. Senere på foråret vil der være mulighed for at gennemføre lokale aktiviteter i forbindelse med den offentlige høring om Klimastrategi 2035, som følger efter denne interne høring.
Lokaludvalgene er meget velkomne til at tage fat i hhv. Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, med eventuelle spørgsmål
Høringsmaterialet er stort og ligger ikke på Bliv Hørt portalen, så det ligger i tre forskellige bilag på Medlemmernes side.
Høringsfrist er d. 9. april. 2025
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg drøfter sagen og uddelegerer det til TMU, at samle op på drøftelsen og på baggrund heraf, sende et svar til forvaltningen.
Økonomi
-
Videre proces
-