Mødedato: 18.11.2015, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5

Lukning af det digitale ansøgningssystem AMES

Lokaludvalget orienteres om udfasningen af lokaludvalgenes digitale ansøgningssystem AMES.   

Tidligere beslutninger

I forbindelse med revidering af lokaludvalgene i 2011, blev der taget en politisk beslutning om at indføre et digitalt ansøgningssystem til behandling af ansøgninger til lokaludvalgspuljerne i Københavns Kommune. I 2013 blev Center for Sikker By, Økonomiforvaltningen, klar med en digital løsning for puljeansøgningsskemaer, som skulle benyttes i alle lokaludvalg. Siden primo 2014 har Vesterbro Lokaludvalg bl.a. kørt med den digitale løsning AMES projektbank, som andre kommunale puljer også har benyttet.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

at tage orienteringen om nedlukningen af AMES til efterretning.

Problemstilling

Der er blevet foretaget en administrativ beslutning i Borgerrepræsentationssekretariatets ledelse om, at udfase AMES projektbank ultimo 2015. Det sker på baggrund af, at systemet udgør for stor en datasikkerhedsrisiko i forhold til fortrolige oplysninger i ansøgningerne.

Beslutningen om at udfase brugen af AMES projektbank omfatter adgang til alt eksisterende materiale i AMES projektbank.

Der udvikles en midlertidig løsning med en pdf-ansøgnings- samt evalueringsskema til overgangsfasen, indtil der er et nyt digitalt system. Hvilket digitalt system, der skal anvendes, er endnu ikke besluttet. 

Lokaludvalgssekretariatet er, sammen med de andre lokaludvalg der stadig bruger AMES projektbank, i færd med at udvikle en kommunikationsplan, ansøgnings- og evalueringsdokumenter og hvordan arbejdet organiseres omkring puljeadministrationen i den mellemliggende periode ind til vi igen har adgang til et digitalt ansøgningssystem.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Videre proces

Når der er nyt omkring det nye digitale ansøgningsskema, bliver lokaludvalget orienteret.

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Thomas Eghom afgav følgende protokolbemærkning: Jeg sætter pris på at systemet ikke har kostet skatteborgerne en milliard, og ser frem til at Økonomiforvaltningen får etableret et bedre system.

Et enigt lokaludvalg tilsluttede sig bemærkningen.
Til top