Mødedato: 18.11.2015, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5

Orientering, drøftelse og beslutning om Træstubben

Naturvejleder Felix Becker deltager på mødet for at orientere om året, der snart er gået, og overvejelserne om 2016.

Tidligere beslutninger

Som en del af Lokaludvalgets forpligtelse til at lave lokalt miljøarbejde på Vesterbro, har Lokaludvalget siden juli 2011 været medansvarlig for driften af Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben. 

Lokaludvalget traf i oktober 2013 beslutning om fortsat at ville tage del i driften af Træstubben, men at der skulle arbejdes for en løsning, hvor det overordnede ansvar få Træstuben lå hos Børne- og Ungeforvaltningen. Fra 2014 har arbejdet med Træstubben været forankret i Børne- og Ungeforvaltningen.

Indstilling og beslutning

Formanden forslår at;
  1. Lokaludvalget tager orientering om arbejdet i Træstubben i 2015 og planerne for 2016 til efterretning.
  2. Lokaludvalget udtrykker sin opbakning til, at der indsendes en fornyet ansøgning til Friluftrådet, og at der i øvrigt arbejdes for en fortsat finansiering af Træstubben, som kan sikre at det lokale arbejde og forankring fastholdes.

Problemstilling

Baggrund
Som en del af Lokaludvalgets forpligtelse til at lave lokalt miljøarbejde på Vesterbro, har Lokaludvalget siden juli 2011 været medansvarlig for driften af Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben. 

Lokaludvalget traf i oktober 2013 beslutning om fortsat at ville tage del i driften og naturformidlingen i Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben, for at sikre at tilbuddet med bynær lokal miljø- og naturformidling i børnehøjde bevares på Vesterbro, men at der skulle arbejdes for en løsning, hvor det overordnede ansvar få Træstuben lå hos Børne- og Ungeforvaltningen. Lokaludvalget tilkendegav at være indforstået med, at der i en periode på tre år fra 2014-2016 årligt blev afsat 100.000 kr. af de 'miljøpenge', der er placeret som lønmidler i lokaludvalgssekretariat, til udviklingsprojektet. Fra 2014 har arbejdet med Miljø- & Naturværkstedet Træstubben Partnerskabet forankret i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling (ABU) i Københavns Børne- & Ungdomsforvaltningen (BUF). BUF har i perioden 2014-2016 afsat en pulje på 250.000 kr. af forvaltningens interne udviklingsmidler til dette årligt.

Lokaludvalgssekretariatet ansøgte, på vegne af Vesterbro Lokaludvalg, i starten af 2013 Friluftsrådet om et løntilskud til en naturvejleder, og fik positivt tilsagn om dette. Tilskuddet er på 110.000 pr. år i tre år, perioden 2014-2016.

Derudover traf Områdefornyelsen Indre Vesterbro i 2013, på opfordring fra lokaludvalget, beslutning om at indgå i et partnerskab omkring Træstubben, og biddrage økonomisk til partnerskabet med 100.000 kr. årligt i perioden 2014-2016.

Den samlede finansiering har gjort det muligt at opnormere stillingen til 37 timer i perioden 2014-2016.

Arbejdet i 2015
BUF har i 2014 været igennem en stor organisationsomlægning bl.a. på grund af skolereformen. Det har ført til, at ABU er blevet en bydækkende afdeling i ”Fagligt Center”. Forandringerne på strukturelt plan har betydet, at integrationen af Træstubben på team- og aktivitetsplan først er faldet på plads i år. Træstubben er med starten af 2015 placeret i team Børnehaver Natur og Miljø (BNM) i ABUs teamstruktur, hvor målgruppen er daginstitutioner i hele Københavns Kommune.
Samarbejde på tværs af  teams er godt i gang, især med team BAR (Børn, Affald & Ressourcer): på formidlingsplan, samt undervisningsmateriale i samarbejde med COOP. Den direkte formidling til daginstitutioner med fokus på læreplanstemaet Natur & Naturfænomener er den centrale aktivitet og omdrejningspunkt i Træstubben.

På lokalt plan kan der i 2015 i særligt fremhæves: 
Samarbejdet med foreningen Flydende By omkring miljø- & naturformidlingen, Blomstrende By, Vesterbro Juletræsfest og sonderinger omkring en maritim formidlingsplatform ved Vesterbro Skibbroen og på det sidste i forbindelse med ”Guldminen” i Vasbygade.

I forbindelse med Sharing CPH har Træstubben samarbejdet med foreningen Byhøst omkring en ”Spis din By - spiseligt ukrudt på Vesterbro”- publikation, og to guidede "Vild Vesterbro" ture med efterfølgende fællesspisning i Træstubben.
Træstubben har gennemført ”Åben have” arrangementer og har dannet rammen om forelæsninger og en teateruge med stor frivilligt engagement af skuespillere såsom arrangøren Michael Svennevig, som også har udgivet en bog med readings og forestillinger ”Teater i Træstubben”. 

Træstubben har været og er repræsenteret på følgende lokale arrangementer: Lokalstival, Nabodag på Litauens Plads og naboinddragelsesprojektet ”Hvad kan vi dele?” på Sønder Boulevard.

Træstubben har i 2015 desuden dannet rammen for inspirationsbesøg af nationale og internationale grupper indenfor uddannelse, miljø, byudvikling, og arkitektur. Saxoparken omkring Træstubben, med balancestien, bambusbakken, dammen, og bede med spiselige planter, bliver året rundt besøgt af borgere, familier og er i formiddagstimerne besøgsmål for lokale dagplejere, vuggestuer og børnehaver. Dermed er Træstubben et led i den indirekte lokale miljø- og naturformidling.

Arbejdet i 2016
Arbejdet i 2016 forventes i høj grad at ligge indenfor de samme områder som overfor beskrevet. Felix supplerer mundtligt på mødet. 

Derudover kommer der i det kommende år et større arbejde omkring at sikre en fremtidig drift og finansiering af Træstubben.
Det årlige tilskud fra Områdefornyelsen bortfalder med udgangen af 2016, og da Områdefornyelsen stopper kan der ikke forventes en finansiering derfra fremover. En ansøgning om nyt tilskud fra Friluftsrådet skal indsendes i det tidligere forår 2016.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen om arbejdet med Træstubben i 2015, og planerne for 2016, til efterretning.

Lokaludvalget udtrykker sin opbakning til at der indsendes en fornyet ansøgning til Friluftrådet, og at der i øvrigt arbejdes for en fortsat finansiering af Træstubben, som kan sikre at det lokale arbejde og forankring fastholdes.

Økonomi

Lokaludvalget tilkendegav i 2013 at være indforstået med, at der i en periode på tre år fra 2014-2016 årligt blev afsat 100.000 kr. af de 'miljøpenge', der er placeret som lønmidler i lokaludvalgssekretariat, til arbejdet omkring Træstubben.

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.



Videre proces

Lokaludvalget vil i 2016 skulle drøfte den fremtidige drift af Træstubben, herunder et evt. fortsat ønske om at der for en kommende tre-års periode fra 2017-2020 afsættes en økonomisk årligt ramme fra af de 'miljøpenge', der er placeret som lønmidler i lokaludvalgssekretariat til arbejdet i Træstubben.

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt. Lokaludvalget udtrykte sin opbakning til, at der indsendes en fornyet ansøgning til Friluftrådet, og at der i øvrigt arbejdes for en fortsat finansiering af Træstubben, som kan sikre at det lokale arbejde og forankring fastholdes.

Til top