Høring: Udkast til Københavns Kommunes retningslinjer for lokale trafikplaner
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg drøfter høringen, og at TMU samler op på drøftelsen og udarbejder et høringssvar, som godkendes på Lokaludvalgsmødet i oktober.
Problemstilling
Med budget 2024 blev det besluttet, at der skal udarbejdes et bydækkende paradigme for lokale trafikplaner med henblik på at skabe nogle overordnede retningslinjer for udvikling af lokale trafikplaner i København. For at skabe bedre forståelse for indholdet er titlen nu ’Københavns Kommunes retningslinjer for lokale trafikplaner – bydækkende paradigme for lokale trafikplaner’.
Retningslinjerne for lokale trafikplaner sætter rammen for, hvordan lokale trafikplaner for Københavns bydele skal udarbejdes. Samtidig sikrer de, at udformningen af de lokale trafikplaner tager højde for mobiliteten og byudviklingen på tværs af bydelene, og at de understøtter Københavns Kommunes øvrige målsætninger og planer. Det sikrer retningslinjerne ved at beskrive de rammer og bindinger, der er gældende i forhold til den overordnede byudvikling og plan-grundlag, og hvilke redskaber i planlægningen Københavns Kommune arbejder med, som de lokale trafikplaner skal eller kan tage udgangspunkt i. Den første lokale trafikplan, som vil blive udarbejdet i henhold til retningslinjerne, er Trafik- og Byrumsplan for Amager, som er igangsat i 2024, og derefter vil de gælde for kommende trafikplaner, der igangsættes.
Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget blev orienteret om retningslinjerne og høringen på udvalgsmøder den 26. august og 27. august, og retningslinjerne sendes nu i høring i otte uger hos Lokaludvalgene i København samt Københavns Ældreråd, Handicaprådet og Ungeråd KBH. Sagsfremstillingen fra møderne kan tilgås via følgende links: ba358b41-3fe2-463a-89b0-34de40cbb125-bilag-2.pdf (kk.dk).
Høringssvar bedes indsendes senest den 25. oktober 2024
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg drøfter høringen. TMU samler op på drøftelsen og udarbejder et høringssvar, som godkendes på Lokaludvalgsmødet i oktober.
Økonomi
-
Videre proces
-