Meddelelser
Konference om byudvikling, bevaring og bæredygtighed
Bispebjerg og Østerbro lokaludvalg inviterer til fælles konference under overskriften byudvikling, bevaring og bæredygtighed. Anledningen er kommuneplanen som er i høring, og hvor lokaludvalgene arbejder for, at vi bevarer flere bygninger for eftertiden, som skaber identitet og rødder til fortiden, og samtidig er en langt mere bæredygtig vej.
Til konferencen byder vi på åbningstale ved borgmester Line Barfod, spændende oplæg fra bla. Thomas Waras, Realdania, Tina Saaby, direktør i Dansk Byplanlaboratorium, developer Jann Aune – og der rundes af med en politikerdebat. Tilmelding ikke nødvendig. Se invitation i vedlagte.
INVITATION til arrangement på tværs af lokaludvalg
Onsdag den 9. oktober kl. 17-20
Kom med, få inspiration og mød dine kolleger fra de andre lokaludvalg, når vi holder arrangement på tværs af lokaludvalg onsdag den 9. oktober kl. 17-20.
1. Rundvisning og fagligt indspark ved Københavns Museum, vi skal se fotoudstillingen ”Min Butik!”
2. Vi byder på lækker aftensmad,
3. Snak og hygge på tværs af lokaludvalg
Der er 60 pladser, og det er først til mølle. Send din tilmelding til Ellen Engsted på e-mail: bd1k@kk.dk senest 2. oktober
Hvor: Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V.
Budget25
Der er indgået aftale om Budget25 på Københavns Rådhus. Ud over de større bydækkende initiativer, der i år særligt dækker parkering og skoleområdet, har vi kigget aftalen efter for, hvilke budgetposter der konkret er målrettet Vesterbro. På Vesterbro kan vi med aftalen se frem til følgende:
Kødbyen
Der afsættes midler til en analyse af mulighederne for fremtidigt ejerskab af Kødbyen, som skal vurdere fordele og ulemper ved forskellige ejerskabsløsninger, herunder delvist kommunalt ejerskab, frasalg, fondsløsning og etablering af et andelsselskab med begrænset ansvar
Det er målet at analysen skal præsenteres inden forhandlingerne om Overførselssagen 2024-2025
Kommunal medfinansiering af udvidet stitunnel fra Jernbanebyen til Enghavevej
For at sikre den nødvendige tilgængelighed fra Vesterbro til Jernbanebyen og skabe en sikker skolevej til den kommende skole i Jernbanebyen, afsættes der midler til restfinansiering af udvidelsen af stitunnelen fra Jernbanebyen til Enghavevej.
Forbindelse til Jernbanebyen fra Ingerslevsgade
For at fremme mobiliteten i byen afsættes der midler til en foranalyse af en forbindelse mellem Jernbanebyen og Ingerslevgade på Vesterbro. Analysen forventes færdig i 2027.
Sikker By / social indsats på Vesterbro Bibliotek
De sidste to år har man på Vestebro bibliotek haft en forsøgsordning med en socialfaglig medarbejder tilknyttet biblioteket i Lyrskovgade. Forsøgsperioden har vist gode erfaringer med øget tryghed for besøgende af biblioteket og personale. Der afsættes midler til at ordningen kan fortsætte frem til 2028.
Midlertidigt byrumsforsøg i Vesterbro Passage
Der afsættes midler til midlertidige byrumsforsøg i Vesterbro Passage i perioden 2025-2026. midlerne kan bruges på midlertidige anlæg og til videre projektering.
Driftsbevilling til stofindtagelsesrum for kvinder på Reden
For at skærme de socialt marginaliserede kvindelige stofbrugere i København, afsættes der midler til driften af et stofindtagelsesrum for kvinder i Reden København. Bevillingen gælder for 2025 og 2026.
Fremskudt behandling til udsatte på Indre Vesterbro
Der afsættes midler til at videreføre indsatser målrettet udsatte borger på Indre Vesterbro. Indsatserne er bl.a. organiseret i den tværsektorielle udsatteenhed og Hjemløseenhedens gadeplansindsats og skal nedbringe caseload og møde de udsatte borgere i deres hverdag.
En ny ungeindsats
For at opnå øget trivsel og få flere unge i job og uddannelse afsættes midler til at udvide den koordinerede ungeindsats med en ny uddannelses- og beskæftigelsesindsats målrettet unge i Valby, Vesterbro og Kongens Enghave.
Nyt byrum og cykelparkering ifm. ny stiforbindelse med perronadgang ved Tietgensbro
Der afsættes midler til en foranalyse af mulige byrum og cykelparkering i forbindelse med en ny stiforbindelse med perronadgang ved Tietgensbro.
Bredere cykelsti på Vigerslev Allé
For at øge trygheden og fremkommeligheden for cyklister er parterne enige om at afsætte midler til at udvide cykelstien på en strækning af Vigerslev Allé mellem Carlsberg-viadukten og Bohrsgade.
Pulje til skadesreducerende tiltag for sexarbejdere (p.t. The Red Van) Parterne er enige om fortsat at bevilge midler til puljen til skadesreducerende tilbud til gadebaserede sexarbejdere. Der afsættes: - 0,5 mio. kr. årligt i 2025-2028 til puljen til skadesreducerende tiltag for sexarbejdere. Parterne noterer sig, at en videreførelse af bevillingen er over beløbsgrænsen for konkurrenceudsættelse, jf. udbudsloven. Bevillingen skal derfor i udbud blandt relevante tilbud.
Mændenes Hjem
Parterne er enige om at fastholde den nuværende driftsbevilling til Mændenes Hjem ved at finansiere de to udløb og opretholdelse af Socialtilsynets godkendelse af botilbudspladser i 2025. Det skal ses i lyset af den afsluttede driftsoptimeringsanalyse, der anviser en række forskellige tiltag, som Mændenes Hjem kan gennemføre for at opnå balance i budgettet.
Der afsættes: - 6,0 mio. kr. på service i 2025 til fortsat at holde døgnåbent i det permanente stofindtagelsesrum, H17 (SO47). - 5,4 mio. kr. på service i 2025 til drift af Kontaktstedet og dermed fastholde tilbuddet om natcafé til de allermest udsatte (SO60). - 1,5 mio. kr. på service i 2025 til at forbedre den faglige kvalitet på Mændenes Hjems botilbud og dermed opretholde Socialtilsynets godkendelse af botilbudspladserne (SO78).
Parterne er samtidig enige om, at bevillingen efter 2025 vil afhænge af de kommende forhandlinger om en ny driftsoverenskomst med Mændenes Hjem, som forventes at finde sted i efteråret og vinteren 2024/2025. Forhandlingerne forventes afsluttet inden Overførselssagen 2024-2025.
Planlægningsbevilling til midlertidige kategori 4 kapacitet til skolestart 2025 Gasværksvejens Skole)
Der er behov for yderligere 50 midlertidige pladser til specialundervisning til udviklingshæmmede til skolestart i 2025 og frem til sommeren 2030. Parterne er enige om at afsætte midler til planlægning af de midlertidige pladser i ledig almen kapacitet på Gasværksvejens Skole eller ved alternativ placering. Der afsættes: - 2,5 mio. kr. samlet på anlæg i 2025-2026 til planlægning af 50 midlertidige specialpladser.