Drøftelse af kommunalvalgsarrangementer og beslutning om videre proces
Tidligere beslutninger
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg drøfter og beslutter proces for kommunalvalgsarrangementer
- at Vesterbro Lokaludvalg drøfter og beslutter proces for borgerundersøgelse om, hvad der rør sig på Vesterbro
Problemstilling
På det ordinære møde i maj besluttede lokaludvalget at nedsætte en arbejdsgruppe med to repræsentanter fra hver af de faste fagudvalg til at stå for planlægningen af kommunalvalgsarrangementer og en borgerundersøgelse om, hvad der rør sig på Vesterbro, som kan bruges som temaer til debatterne og som borgerinput til lokaludvalgets kommende arbejde med bydelsplaner.
Forretningsudvalget indstillede på det ordinære møde i juni, at et kommunalvalgsarrangement holdes som del af lokaludvalgets arbejde med Otto Busses Vej og planlægges i regi af netværk og taskforce og at kommunikationsgruppen bliver ansvarlig for udarbejdelsen af en undersøgelse om, hvad der rør sig på Vesterbro. Besvarelserne kan bruges i forbindelse med det kommende arbejde med bydelsplan og vedr. aktuelle sager m.v., hvor det måtte være relevant.
Sagen blev udsat på sidste møde, så de udpegede (Ena, Erling, Frans og Grethe) fra fagudvalgene kunne drøfte sagen, inden lokaludvalget traf beslutningen i sagen.
Løsning
Ena og Frans mødtes inden sommerferien og Erling havde sendt input på skrift om sagen. Gruppen besluttede på baggrund af vurdering af lokaludvalgets opgaveportefølje, tidshorisont og ressourcer at indstille som foreslået af Forretningsudvalget, at kommunalvalgsarrangementer holdes i regi af Otto Busses Vej, og at kommunikationsgruppen bliver ansvarlig for borgerpanelsundersøgelsen om, hvad der rør sig på Vesterbro.
Økonomi
Såfremt indstillingen om at kommunalvalgsarrangementer skal være i regi at Otto Busses Vej, vil midler til afholdelse af kommunalvalgsarrangementer tages fra disponeringen til dialog om Otto Busses Vej, jf. lokaludvalgets beslutning på det ordinære møde i februar.
Ressourcer til undersøgelsen er som udgangspunkt tidsmæssige og ikke økonomiske.