Mødedato: 18.06.2014, kl. 18:00
Mødested: Wikiteket, Lyrskovsgade 4, 1. sal

Forslag om udvidelse af Vesterbropuljen

Vesterbro Lokaludvalg har besluttet at afsætte 700.000 kr. af puljemidlerne til en Vesterbropulje, som borgere, foreninger mm. kan søge om støtte til deres projekter og arrangementer. Efter de to første ansøgningsrunder er der 220.200 kr til rest i puljen inden 3. og 4. ansøgningsrunde. Dette dagsordenspunkt handler derfor om at afsætte flere midler til Vesterbropuljen.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

1. at afsætte yderligere 150.000 kr til Vesterbropuljen

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg har besluttet at afsætte 700.000 kr. af puljemidlerne til en Vesterbropulje, som borgere, foreninger mm. kan søge om støtte til deres projekter og arrangementer. Lokaludvalget har besluttet at der er ansøgningsfrist til puljen fire gange til arrangementer, som finder sted i 2014: 15. december 2013, 15. februar 2014, 15. maj 2014 og 15. august 2014.

Inden Lokaludvalgsmødet den 18. juni 2014 har Vesterbro Lokaludvalg behandlet 48 ansøgninger om støtte fra Vesterbropuljen. Der er blevet bevilget støtte til 24 af de 48 ansøgninger med i alt 479.800 kr. Inden Lokaludvalgsmødet den 18. juni 2014 er der 220.200 kr. til rest ud af de 700.000 kr.

Til den 3. ansøgningsrunde om støtte til arrangementer i 2014 er der kommet 28 ansøgninger og der søges om i alt 985.124,75  kr. Forretningsudvalget har førstebehandlet puljeansøgninger og er kommet med forslag til Lokaludvalget om hvor meget de forskellige ansøgninger skal støttes med. Såfremt forretningsudvalgets indstillinger følges, vil der blive uddelt 194.320 kr til 3. ansøgningsrunde. Der vil derefter kun være 25.880 kr tilbage i Vesterbropuljen inden den 4. ansøgningrunde, der har ansøgningsfrist den 15. august 2014.

Løsning

Formanden for Vesterbro Lokaludvalg foreslår, at der afsættes yderligere 150.000 kr til Vesterbropuljen forud for den 4. og sidste ansøgningsrunde i til projekter i 2014.

Økonomi

Vesterbro Lokaludvalg har i 2014 fået 1.566.000 kr i puljemidler til selvstændig varetagelse. Puljemidlerne skal bruges til 'tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i lokalområdet.'

Hidtil er der afsat 700.000 kr til Vesterbropuljen og 395.600 kr til egne projekter, og dermed er der endnu 470.400 kr, der ikke er disponeret inden Lokaludvalgsmødet den 18. juni 2014.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt
Til top