Mødedato: 18.05.2022, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal lokale Dan 1758 København V

Udpegning til hverv

Vesterbro Lokaludvalg skal udpege repræsentanter til diverse hverv.

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

  1. At udpege medlemmer, der skal repræsentere lokaludvalget i diverse bestyrelser etc.

 

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg har repræsentanter i diverse bestyrelser m.v., og lokaludvalget skal derfor udpege nye repræsentanter, nu hvor der er nyt lokaludvalg. Den/de udpegede sidder med instruktionsbeføjelse.

Instruktionsbeføjelse:

At sidde med instruktionsbeføjelse fra Vesterbro Lokaludvalg betyder, at man sidder i det pågældende forum for at varetage lokaludvalgets interesse, frem for at varetage det område/parti, som man er valgt ind i lokaludvalget på baggrund af.

Instruktionsbeføjelsen medfører bl.a., at medlemmet ikke er inhabil ved behandling af ansøgninger fra den pågældende bestyrelse m.v. Instruktionsbeføjelsen gælder kun det medlem, der er udpeget af lokaludvalget til at repræsentere lokaludvalget. Er der andre medlemmer af lokaludvalget, der sidder i bestyrelsen mv. på vegne af andre foreninger o.l., er de ikke omfattet af instruktionsbeføjelsen.

I det omfang som man vil skulle tage stilling til ting, der normalt ville skulle forelægges lokaludvalget, kan repræsentanten udelukkende udtale sig på lokaludvalgets vegne i sager, der har været drøftet i lokaludvalget, f.eks. i forbindelse med høringer og lignende.  

 

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg skal udpege repræsentanter til nedestående bestyrelser m.v. Nogle af bestyrelserne har allerede en repræsentant fra lokaludvalget. Denne skal tage stilling til, om der ønskers genvalg.

  • Træstubbens brugerforum

  • DGI-Byens brugerudvalg 

  • Frivilligcenterets bestyrelse 

  • Ejendomsfonden Mændenes Hjems bestyrelse 

  • Samarbejdsforum H17 

  • Stjerneradios Bestyrelse 

  • Lokaludvalgenes Forum / By & Havn 

  • Teknik- og Miljøforvaltningen følgegruppe for skybrud 

 

Repræsentant i Træstubbens brugerforum

Vesterbro Lokaludvalg skal vælge, hvem der er lokaludvalgets repræsentant i Træstubbens Brugerforum. Vesterbro Lokaludvalg overtog ansvaret for den lokale miljøopgave i 2011, og fik samtidig overdraget ansvaret for Naturværkstedet Træstubben. Bygning og udeareal tilhører Teknik- og Miljøforvaltningen, men lokaludvalget har overtaget brugsaftalen for stedet, der giver lov til at bruge det til naturværksted for børn fra Vesterbro.

Der er indgået aftale med TMF om, at lokaludvalget kan lave midlertidige brugsaftaler med foreninger i bydelen for et år ad gangen. Midlertidige brugere kan lave egne projekter i Træstubben og tilbydes at have en repræsentant i Træstubbens brugerforum.

Udover en repræsentant fra hver forening har forummet et lokaludvalgsmedlem samt miljømedarbejderen, der organiserer møderne og står for indkaldelse og dagsorden.

Lokaludvalgsrepræsentantens opgave vil blandt andet være at sikre et godt samspil og være bindeled mellem Træstubbens Brugerforum og Lokaludvalget. Pt. afholdes der to årlige møder og fire arbejdsdage om året.

Formål med aktiviteter i Træstubben

  • Træstubben skal være base for en del af Vesterbro Lokaludvalgs miljøarbejde særligt målrettet børn og unge.
  • Træstubben skal understøtte bæredygtige veje i hverdagen.
  • Træstubben skal danne ramme for netværk og projekter, der sætter fokus på lokalt miljøarbejde og på lokal bæredygtighed.

Minimum halvdelen af aktiviteterne i Træstubben skal være målrettet naturformidlingsaktiviteter for børn og institutioner i bydelen.

I øjeblikket bestrider Jimmy Sindahl, som er medlem af Vesterbro Lokaludvalg hvervet.

 

Repræsentant til DGI-Byens brugerudvalg

Formålet med brugerudvalget er – gennem brugerinddragelse – at sikre en optimal benyttelse af den offentlige del i DGI-byen – samt medvirke til udvikling af nye måder – og rammer for – idrætsudøvelse – herunder undervisning og aktiviteter, der forudsætter vand. Brugerudvalget får tilsendt oversigt over samtlige ansøgere med oplysning om ansøger, hvilke faciliteter der er søgt tid til, hvilke aktiviteter der søges tid til samt aldersfordeling. Herudover modtager Brugerudvalget skannet kopi af samtlige ansøgninger. Brugerudvalget drøfter herefter principper for, hvordan man ud fra DGI-byens formål, folkeoplysningslovens prioriteringer samt en helhedsbetragtning bedst kan benytte – og udvikle - DGI-byens muligheder. På baggrund af Brugerudvalgets drøftelse udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen forslag til fordeling.

Vesterbro Lokaludvalg har én plads i brugerudvalget som i øjeblikket er vakant.

 

Repræsentant til Frivilligcenterets bestyrelse

Frivilligcentret er en uafhængig medlemsbaseret forening, hvis overordnede vision er, at alle skal kunne engagere sig og tage del i lokale frivillige fællesskaber. Organisationen arbejder for at styrke en mangfoldig deltagelse i civilsamfundets fællesskaber gennem rådgivning, projektledelse, metodeudvikling og samskabelse mellem aktører på tværs af foreningslivet samt det offentlige og private.

Frivilligcentret har egen bestyrelse og vedtægter og er medlem af FriSe, som er paraplyorganisation for 80 frivillig- og selvhjælpscentre i Danmark. Vi arbejder for at støtte, synliggøre og udvikle det frivillige arbejde i vores bydele. I øjeblikket bestride Malene Mørbak Bruun posten som Lokaludvalgets repræsentant i Frivilligcenterets bestyrelse.

Læs mere om Frivilligcenteret ved at tilgå linket: https://www.frivilligcentervsv.dk/

 

Repræsentant til Ejendomsfonden Mændenes Hjems bestyrelse

Mændenes Hjem har fra oprettelsen i 1910 stået for et socialt engageret arbejde med et stort hjerte. I dag kan Mændenes Hjem bedst betegnes som et bredt funderet socialt og sundhedsfagligt tilbud til hjemløse og stofbrugere. Det er Mændenes Hjems mission at bidrage til, at hjemløse og udsatte mennesker får mulighed for at erkende og anvende egne ressourcer til at realisere et godt liv og bidrage til et mangfoldigt samfund. Mændenes Hjem tilbyder flere forskellige former for bolig og overnatning. Alt fra en seng for natten til en mere længerevarende bolig. Blandt aktiviteter kan nævnes:

  •  Stofindtagelsesrummet Skyen på Istedgade på indre Vesterbro og stofindtagelsesrummet H17 på Halmtorvet. De to tilbud lægger tilsammen hus til 500-1000 stofindtag i døgnet, som enten ryges eller injiceres i venerne.
  • Reden er en del af KFUKs Sociale Arbejde og fungerer som et frirum for kvinder i misbrug og prostitution på Vesterbro. 
  • Kontaktstedet rummer det hele. Døgnet rundt. Her kan man hvile sig, finde ly og læ, hente rene kanyler og nåle, få mad og drikke og få hjælp af personalet til de problemstillinger man oplever. Det kan være rent tøj, lån af telefon, kontakt til politi, læge, behandlingscenter eller pårørende.
  •  Cafe Klare er en natcaféen for kvinder med 20 sovepladser. Café Klare tilbyder ro og hvile i nattetimerne og rådgivning og vejledning i dagtimerne. Cafe Klare ligger på Lyrskovgade på ydre Vesterbro lidt væk fra Mændenes Hjems øvrige tilbud, som alle er placeret på indre Vesterbro. 
  • Café Dugnad er et lavtærskeltilbud til mennesker som bruger stoffer, hjemløse, mennesker med psykiske problemer og andre marginaliserede grupper som opholder sig på Vesterbros åbne stofscene.

I øjeblikket bestrider Thomas Warburg (tidligere medlem, nu suppleant i Lokaludvalget) hvervet som repræsentant for Vesterbro Lokaludvalg.

 

Repræsentant til Samarbejdsforum H17

Samarbejdsforummet skal sikre dialog mellem tilbuddene (Fx Gadejuristen, Brugernes Akademi, Reden, Den Runde Firkant, Mændenes Hjem, H17, m.fl.) for udsatte stofbrugere og hjemløse på indre Vesterbro samt lokalområdets beboere, erhvervsdrivende og Københavns Kommune (Socialforvaltningen & Teknik og Miljøforvaltningen), og Københavns Politi´. Samarbejdsforummets formål er at arbejde for det bedst mulige udbytte for brugerne af tilbuddene for socialt udsatte på indre Vesterbro og bidrage til trygheden på indre Vesterbro. Samarbejdsforummets opgave er ligeledes at udvikle samarbejdet omkring tilbuddene i den bedst mulige retning og at arbejde for at mindske de gener, der kan være forbundet med aktiviteterne på den åbne stofscene til glæde for brugere, naboer og erhvervsdrivende.


Større beslutninger, som Mændenes Hjem eller de øvrige private aktører planlægger at træffe vedrørende udviklingen og driften af social- og sundhedsindsatsen på Indre Vesterbro fremlægges samarbejdsforummet til orientering og drøftelse.


Samarbejdsforummet er et forum for drøftelse af gevinster, udfordringer og erfaringer forbundet med indsatsen for socialt udsatte og for koordination af indsatserne mellem de repræsenterede parter. 
Samarbejdsforummet kan således også fungere som vidensbank i forhold til eksterne samarbejdsparter og eksterne interessenter. Samarbejdsforummets deltagere kan følge op på dagordenspunkter og anbefalinger indenfor eget regi og ansvarsområde og således styrke samarbejdet på tværs af interessenter på Vesterbro og medvirke til et lokalt ejerskab.

I øjeblikket bestrider Thomas Warburg (tidligere medlem, nu suppleant i Lokaludvalget) hvervet som repræsentant for Vesterbro Lokaludvalg.

10 medlemmer udpeget af Vesterbro Lokaludvalg (lokale medlemmer, herunder repræsentanter for de omkringliggende institutioner, erhverv og lejer/ejer/andelsforeninger). Vesterbro Lokaludvalg er ansvarlig for udpegningen af nye medlemmer til samarbejdsforummet i de tilfælde, hvor medlemmer, der er udpeget af Vesterbro Lokaludvalg, udtræder af samarbejdsforummet

Samarbejdsforummet mødes - så vidt det er muligt - hver anden måned. Møderne er i udgangspunktet af 1½ times varighed

 

Repræsentant til Stjerneradios Bestyrelse

Stjerne Radio er et museum / besættelseshistorisk udstillingslokale om den danske modstandskamp under 2. verdenskrig. Projekt Stjerne Radio ønsker at ære både de faldne i frihedskampen, de sidste veteraner og for fremtiden at styrke den historiske bevidsthed hos yngre generationer.

Stjerneradios hjemmeside findes via linket: https://www.stjerneradio.dk/

I øjeblikket bestrider Thomas Warburg (tidligere medlem, nu suppleant i Lokaludvalget) hvervet som repræsentant for Vesterbro Lokaludvalg.

 

Repræsentant til Lokaludvalgenes Forum / By & Havn

Vesterbro Lokaludvalg skal vælge, hvem der er lokaludvalgets repræsentant i Lokaludvalgenes Forum / By & Havn. By & Havn har siden 2019 arbejdet med en bruger- og interessentdialog for den rekreative havn. Det omhandler Parternskabet for sikker havn samt Det Blå Råd, der består af Havneseminariet, Følgegruppen og Lokaludvalgenes forum.

Lokaludvalgenes forum er et rum, hvor lokaludvalgene omkring havnen kan give By & Havn og hinanden indsigt i de udfordringer og muligheder borgere og erhvervsdrivende oplever med havnen. Derudover giver forummet anledning til et samarbejde på tværs af lokaludvalg, hvor fokus er på fællesnævnerne, og på hvordan vi kan præge udviklingen af havnen i fællesskab.

Havneseminariet afholdes to gange årligt, hvor havnens brugere og interessenter inviteres til workshops og debat om havnens udvikling. Følgegruppen er et strategisk samarbejde mellem By & Havn og større organisationer, hvor arbejdet med havnestrategien diskuteres på et strategisk niveau.

Lokaludvalgenes Forum holder møder ca. to gange om året. By & Havn er tovholder på møderne. Det er i øjeblikket Frans Luja Madsen, som er medlem af Vesterbro Lokaludvalg, der bestrider posten som Vesterbro Lokaludvalgs repræsentant.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen følgegruppe for skybrud 

Teknik- og Miljøforvaltningen har nedsat en ekstern følgegruppe for Skybrudsprojekt Skt. Jørgens Sø og Skybrudstunnel Åboulevarden. Formålet er at orientere repræsentanter fra lokaludvalgene, Søfrontsgruppen og relevante interesseorganisationer om fremdriften i projekterne og sikre et forum, hvor diverse spørgsmål kan afklares og kommentarer/lokale forhold kan indarbejdes i det løbende arbejde.

Det er i øjeblikket Frans Luja Madsen, som er medlem af Vesterbro Lokaludvalg, der bestrider posten som Vesterbro Lokaludvalgs repræsentant.

Økonomi

-

Videre proces

Udpegelserne gælder straks efter Lokaludvalgets udpegning. Sekretariatet sørger for at give besked til de forskellige fora.

Beslutning

Vesterbro Lokaludvalg besluttede, at udpege:

  • Maria Pagels til Træstubbens brugerforum

  • Thomas Nørskov til DGI-Byens brugerudvalg

  • Lise Rasmussen til Frivilligcenterets bestyrelse

  • VAKANT til Ejendomsfonden Mændenes Hjems bestyrelse. Besluttes på Lokaludvalgets møde i juni.

  • Thomas Warburg til Samarbejdsforum H17.

  • VAKANT til Stjerne Radios bestyrelse. Besluttes på Lokaludvalgets møde i juni.

  • Lokaludvalgenes Forum / By & Havn: Frans Luja Madsen og Benny Schytte.

  • Teknik- og Miljøforvaltningen følgegruppe for skybrud: Frans Luja Madsen

Sekretariatet undersøger, om det skal være et  Lokaludvalgsmedlem, der sidder på posten Ejendomsfonden Mændenes Hjems bestyrelse og posten Stjerneradios bestyrelse, hvorefter der træffes beslutning vedr. disse hverv til Lokaludvalgets møde i juni. Sekretariatet følger op på hvorvidt det er muligt at have to repræsentanter i Lokaludvalgenes Forum / By & Havn.

 






















Til top