Mødedato: 18.05.2016, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5, 1758 København V

Københavns Kommunes budget 2017 og vesterbroønsker

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg forbereder sig på at kunne fremsende budgetønsker til hhv. Borgerrepræsentationens politiske partier og kommunens forvaltninger.

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg drøftede budgetønsker på lokaludvalgsmødet den 20. april 2016 og besluttede at udskyde endelig beslutning til mødet den 18. maj 2016.

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

1. at vedtage hvilke sager Vesterbro vil fremsende som budgetønsker til Københavns Kommunes budget 2017

2. at rette henvendelse om de lokale ønsker og behov til Københavns Kommunes forvaltninger, samt til de politiske partier i Borgerrepræsentationen,

Problemstilling

Københavns Kommunes budget for 2017 vedtages i løbet af efteråret 2016, men allerede i første halvår af 2016 er forvaltningerne og partierne i gang med at drøfte og forberede, hvilke besparelser og nye projekter, der skal tages med i budgetforhandlingerne.

Hvis Vesterbro Lokaludvalg definerer lokale ønsker og behov, og tidligt får dem sendt ind til forvaltninger og politikere, er der en større sandsynlighed for,at de kan blive taget med i betragtning end hvis de kommer i sidste øjeblik.

Løsning

Det foreslås, at Vesterbro Lokaludvalg træffer beslutning om hvilke budgetønsker, der skal fremsendes til Københavns Kommunes Borgerrepræsentation med udgangspunkt i det vedhæftede udkast til brev.

Lokaludvalget skal være opmærksom på Projekt 19 grader, som Lokaludvalget på mødet den 20. april 2016 under punkt 8 besluttede at tilføje på listen over budgetønsker. Men i samme møde drøftede Lokaludvalget projektet under et særligt dagsordenspunkt, punkt 13, og besluttede her at konkludere, at 'Lokaludvalget er enige om, at det er en god idé at skabe liv i byrummet ved Fisketorvet under cykelslangen, og følger de forskellige initiativer fremover.'

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg

Videre proces

Henvendelsen kan bruges som et signal til vesterbroerne om, hvad Lokaludvalget arbejder for og prioriterer, og kan dermed også danne grundlag for dialog med lokalpressen, samt de sociale medier.

 

Beslutning

Det blev besluttet at tage projektet med 19 grader ud af budgetbrevet, da det skal have fokus på Lokaludvalgets egne budgetønsker.

Tilføj tekst under overskriften: Midler til forsøg i forbindelse med Halmtorvet 17
En pulje på 100.000 kr., der kan anvendes til byrumsforsøg i Slagtehusgade i tilknytning til stofindtagelsesrummet i Halmtorvet 17. Puljen kunne forvaltes af Kontor for Partnerskaber i TMF og i de partnerskaber kunne Bioby.dk også inddrages.

Med de ændringer blev oversigten over budgetønsker vedtaget.

Til top