Mødedato: 17.11.2021, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovgade 4, 3. sal, mødelokale Dan, 1758 Kbh V.

Beslutning om bevilling af midler fra Vesterbropuljen 2022

Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om midler fra Vesterbropuljen.

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg besluttede fordeling og kriterier til fordeling af puljemidler på det ordinære møde i september 2021.

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg, på baggrund af puljeudvalgets drøftelser at beslutte nedenstående vedr. Vesterbropuljen 2022:

  1. At give afslag til projekt Keep Up Good Spirit. Lys i vintermørket over Istedgade / Vesterbro.
  2. At træffe endelig afgørelse om projekt Hele verden på Vesterbro på lokaludvalgsmødet d. 17. november.
  3. At give delvist tilsagn på 30.000 kr. til Klub Primi koncerter 2022
  4. At give fuld støtte på 45.000 kr. til Gavlmaleri ved Humleby
  5. At give delvis støtte på 15.000 kr. til projekt Talk Town 2022
  6. At give delvis støtte på 20.000 kr. til projekt Vesterbro Pigefestival
  7. At give delvis støtte på 20.000 kr. til projekt A COLOSSAL WEEKEND
  8. At give delvis støtte på 30.000 kr. til projekt Skøjtedisko i Enghaveparken 2022 (januar og februar 2022)

Problemstilling

På medlemmernes side ligger ansøgninger og supplerende oplysninger om ansøgningerne.

  1. Keep Up Good Spirit. Lys i vintermørket over Istedgade / Vesterbro (ansøger om 30.350 kr.) er et allerede eksisterende lyskunstværk, som ansøger søger midler til at gen-opsætte over Istedgade i perioden 3. - 31. januar 2022. lyskunstværket ”KEEP UP GOOD SPIRIT” er før blevet vist over Amagerbrogade og på Roskilde Festival. Installationen består af en varm hvid LED lyskæde monteret på en aluminiumsramme. Hvert bogstav er cirka 1 meter højt og 80 cm bredt. Værkets budskab er at skabe samhørighed, opmuntring og fælles trøst i en mørk vinterperiode. Værket vil være tilgængelig for alle forbipasserende i udstillingsperioden.

     

  2. Hele verden på Vesterbro (ansøger om 24.000 kr.) er en udstilling, hvor kunstneren Shazia Khan igennem foto-portrætter og interviews portrætterer en bred skare af Vesterbro´ere, der har en anden kultur med sig. Portrætter, tekster og lydklip vil blive tilgængeligt online. En del af portrætterne udstilles fysisk i Settlementets lokaler og måske i Pavillonen i Enghaveparken. Billederne og teksterne skal inspirere til fællesskab, dialog og sammenhold mellem mange forskellige mennesker på tværs af aldersgrupper og ophav. Der kræves ikke entre.

     

  3. Klub Primi koncerter 2022 (ansøger om 75.000 kr.) er 3 koncerter hver tirsdag på H15 Scene, i hele 2022 undtagen juli og august. Klub Primi er en jazz-klub med et mangfoldigt blik på det Københavns musikliv og bringer byens musikalske subkulturer sammen. Klubben vægter kønsbalance i sit koncertprogram, betaling af musikere efter DMF’s tarifplan og at give muligheder til unge musikere. I programmet for 2022 planlægges 42 koncertaftener, cirka 126 koncerter og cirka 450 optrædende. Der er en entré på 100 kr for tre koncerter, fri entré til studerende fra musikkonservatorier og MGK.

     

  4. Gavlmaleri ved Humleby (ansøger om 45.000 kr.) er en malerisk udsmykning af det første hus i Humleby, når man kommer fra syd ad Vesterfælledvej. Motivet er skræddersyet til netop denne placering, så det tematisk og æstetisk refererer til husenes kulturhistorie og som en slags velkomst til bydelen. Murudsmykningen udføres af kunstneren No Title, som er specialiseret i vægmaleri, gavlmaleri og street art. Kunstværket vil kunne ses på lang afstand af alle fodgængere, bilister og cyklister, som kommer fra syd ad Vesterfælledvej fra Ny Carlsbergvej på vej mod Vesterbrogade.

     

  5. Talk Town 2022 (ansøger om 40.000 kr.) er en samtale-festival, der finder sted på Onkel Dannys Plads d. 25.- 27. Maj 2022. Talk Town er et forum for dialog om køn, ligestilling og feminisme, og har været afviklet siden 2016. Festivalen fungerer ved at danne ramme for organisationer, foreninger og engagerede enkeltpersoner, hvori de kan bidrage med netop deres mærkesager og indhold. Programmet vil byde på workshops, paneldebatter og oplæg, som suppleres med koncerter, kulturelle indslag og kunst. Festivalen er gratis og åben for alle. Det forventes, at ca. 3000 mennesker deltager i festivalen.

     

  6. Vesterbro Pigefestival (ansøger om 35.000 kr.) er en pigefestival baseret på et frivilligt samarbejde på tværs af Vesterbros fritidsklubber og foreninger. Formål er at synliggøre fritids- og idrætsfaciliteter for unge piger på Vesterbro, som kan være med til at styrke deres netværk på tværs af boligområder og etnicitet. Temaet er Seje piger og at være sej og stærk på flere måder, som er med til at styrke pigernes identitet. Der vil i løbet af arrangementet være underholdning med kvindelige kunstnere og artister. Festivalen er en blanding af forskellige boder, musikopvisninger, konkurrencer og lokale foreninger der fremviser hvad de kan tilbyde pigerne i lokalsamfundet. Arrangementet er en åben festival for alle piger på Vesterbro. Det forventes, at der i løbet af dagen deltager ca. 200 piger i alderen 6-18 år. Der kræves entré på 25 kr.

     

  7. A COLOSSAL WEEKEND (ansøger om 30.000 kr.) er er en musikfestival for eksperimenterende musik, der siden 2016 har været afholdt på spillestedet VEGA på Vesterbro. Fra 2022 udvides festivalen til at blive en bydelsdækkende begivenhed på Vesterbro, med inddragelse af yderligere minimum to scener. Festivalen fokuserer på musikgenrerne post-rock, post-metal, math-rock, doom, sludge og vil gerne være et Nordeuropæisk samlingspunkt for denne type musik. Udover koncerter planlægges ”artist talks”, plademarked, filmvisninger og udstillinger, nogle med gratis entré. Det forventes at 1100 køber billet til festivalen.

     

  8. Skøjtedisko i Enghaveparken 2022 (januar og februar 2022) (ansøger om 61.016 kr.) er afvikling af et event fredage i januar og februar samt nogle lørdage i januar og februar 2022 med musik og lys målrettet unge, der bruger skøjtebanen i Enghaveparken. Ansøger forpagter allerede skøjtebanen og har oplevet, at der er et behov for en begivenhed for de unge fredag aften, der i forvejen opholder sig omkring skøjtebanen i det tidsrum. Et styret event vil indbyde til aktivt samvær på tværs af kultur, alder, etnicitet og sociale skel. Skøjtedisko arrangeres i samarbejde med Vesterbro Ungdomsgård, der vil engagere lokale unge til at stå for musikken. Der vil være fri entre, og der forventes ca. 100 og 250 unge ad gangen. Målgruppen er unge mellem 13-21 år. Yderligere vil ansøger afprøve et mere familievenligt arrangement ’Lørdags-lounge’ om dagen, fx kl. 12.00 – 17.00. Ansøgningen hænger sammen med ansøgningen til Skøjtedisko i Enghaveparken 2021 (december 2021).

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg beslutter:

  1. At give afslag til projekt Keep Up Good Spirit. Lys i vintermørket over Istedgade / Vesterbro. Begrundelsen for afslaget er prioritering af midler.
  2. At træffe beslutning om projektet Hele verden på Vesterbro. Inden mødet er der indhentet oplysninger fra ansøger om, hvad sammenhængen med den tidligere støttede ansøgning med samme titel er. Ansøger oplyser, at den tidligere ansøgning (fik tildelt delvis støtte på 5.000 kr. i maj) trækkes tilbage, da projektet ikke kunne gennemføres med den delvise støtte.
  3. At give delvist tilsagn på 30.000 kr. til projekt Klub Primi koncerter 2022. Begrundelsen for den reducerede støtte er prioritering af midler med en opfordring til at søge anden vedvarende medfinansering.
  4. At give fuld støtte til projekt Gavlmaleri ved Humleby
  5. At give delvist tilsagn på 15.000 kr. til projekt Talk Town 2022. Begrundelsen for den reducerede støtte er prioritering af midler.
  6. At give delvist tilsagn på 20.000 kr. til projekt Vesterbro Pigefestival. Begrundelsen for den reducerede støtte er prioritering af midler.
  7. At give delvist tilsagn på 20.000 kr. til projekt A COLOSSAL WEEKEND. Begrundelsen for den reducerede støtte er prioritering af midler.
  8. At give delvist tilsagn på 30.000 kr. til projekt Skøjtedisko i Enghaveparken 2022 (januar og februar 2022). Begrundelsen for den reducerede støtte er prioritering af midler. Støtten forudsætter, at der er laves et bæredygtigt budget, hvor projektet kan gennemføres fremadrettet. Vi Opfordrer til at finde andre indtægtskilder og gøre projektet bæredygtigt på den lange bane. Ansøger er blevet bedt om af fremsende en hensigtserklæring om gentagelse af projektet. En evt. hensigtserklæring vil blive lagt på medlemmernes side.

Økonomi

Der søges samlet om 340.366,00 kr. Følges puljegruppens indstilling, bevilges 160.000,00 kr. inden der er truffet afgørelse om ansøgningen til projekt Hele verden på Vesterbro.

Der er 850.000,00 kr. til disposition i Vesterbropuljen inden denne måneds bevilliger fra Lillepuljen og Vesterbropuljen. Beslutningen forudsætter at Vesterbro Lokaludvalg får udlagt ca. 1.540.000 kr. til selvstændig varetagelse i 2022.

Videre proces

Sekretariatet giver ansøgerne besked om lokaludvalgets beslutninger og betingelserne for støtten. Ansøgninger slettes for medlemmernes side i henhold til Persondataloven.

Beslutning

Ad 1) Lokaludvalget godkendte indstillingen om at meddele afslag på projektet Keep Up Good Spirit uden afstemning.

Jørgen henviste til, at puljeudvalget bl.a. lagde vægt på, at der var tale om et projekt, der var brugt på Roskilde festival for 10 år siden og på Amager for 6 år siden. Derudover er begrundelsen prioritering af puljemidler.

 

Ad 2) Hele verden på Vesterbro

Jørgen orienterede om ansøgningen.

Katrine oplyste, at ansøger har trukket sin tidligere ansøgning, men først efter at have indsendt nærværende ansøgning. Tidligere havde hun søgt 15.000 kr. og fået 5.000 - Nu har hun søgt 24.000

Thomas Egholm indstillede at ansøgningen fik delvist tilsagn med 12.000 kr. 

Lokaludvalget stemte om at give enten det fulde beløb eller 12.000 kr. 

For at bevilge det fulde beløb på 24.000 kr. stemte: Erling, Mikael, Carsten, Lise, Madeleine og Grethe

 

For at bevilge 12.000 kr. stemte: Thomas E, Laust,  Per, Jørgen, Jimmy, Lars og Malene

Lokaludvalgte stemte herefter om at bevilge 12.000 kr. eller meddele afslag

 

For at bevilge 12.000 kr. stemte: Thomas E, Laust, Lars, Malene Jørgen Per, Mikael og Erling

Imod stemte: Frans, Madeliene, Lise og Grethe

Forslaget om at støtte med 12.000 kr. blev vedtaget.

 

 

ad 3) Lokaludvalget godkendte Indstillingen om at meddele Klub Primi delvist tilsagn på 30.000 kr. uden afstemning.

 

ad 4) Indstilling om fuldt tilsagn på 45.000 til Gavlmaleri ved Humleby

Mikael begærede afstemning, da han ikke mente, at projektet var fællesskabs- og dialogskabende på tværs af bydelen.

Lokaludvalget stemte om indstillingen.

Mikal stemte imod alle andre stemte for - Lokaludvalget vedtog at bevilge det fulde beløb.

 

 

ad 5) Lokaludvalget godkendte indstillingen om delvis støtte på 15.000 kr. til Talk Town 2022 uden afstemning.

 

 

ad 6) Lokaludvalget godkendte indstillingen om delvis støtte på 20.000 kr. til Vesterbro Pigefestival uden afstemning.

 

 

 

ad 7) Lokaludvalget godkendte indstillingen om delvis støtte på 30.000 kr. til Colossal weekenduden afstemning.

 

 

 

ad 8) Mikael erklærede sig inhabil og forlod lokalet under sagens behandling

Lokaludvalget godkendte indstillingen om delvis støtte på 30.000 kr. til Skøjtedisko uden afstemning.

Til top