Udpegning af lokaludvalgsmedlemmer til følgegruppe for udviklingen af Vesterbro Passage
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg drøfter det principielle i at medlemmer af lokaludvalget deltager i følgegrupper m.v. nedsat af forvaltningerne, hvor dele af arbejdet er fortroligt.
- at Vesterbro Lokaludvalg udpeger op til tre medlemmer til en følgegruppe for udviklingen af Vesterbro Passage.
Problemstilling
I Københavns Kommunes Budget 22 blev det besluttet at arbejde videre med muligheden for at planlægge en bypark i Vesterbro Passage. Første skridt i dette arbejde er en trafikanalyse, der skal finde løsninger på, hvordan trafikken og herunder busserne kan omlægges væk fra Vesterbro Passage. Desuden skal trafikanalysen finde en samlet, trafikal løsning for nærområdet omkring Vesterbro Passage.
Trafikanalysen er nu i gang, og Team Planlægning i Økonomiforvaltningen ønsker at igangsætte en følgegruppe med Indre By Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg. Følgegruppen skal kunne følge med i arbejdet undervejs, og herved får følgegruppemedlemmerne viden om, hvorfor projektet udvikler sig som det gør, men får også mulighed for at bidrage til udviklingen, mens arbejdet pågår. Det er tanken, at følgegruppen skal fortsætte i det videre forløb if. til trafikken og udvikling af selve parken, hvis det besluttes at gå videre med projektet efter trafikanalysen.
Følgegruppen vil fungere på den måde, at deltagerne forventes at få forelagt foreløbigt og ikke-offentliggjort materiale på møderne. Fordelen herved er, at medlemmerne får mulighed for at bidrage til sagen, mens den udvikler sig. Ulempen er, at materialet er fortroligt, og materiale og drøftelser fra møderne er dermed også fortrolige: Herved er det sværere for deltagerne at viderebringe drøftelser m.v. til deres udvalg samt at iværksætte borgerinddragelse.
Team Planlægning beder de to lokaludvalg om at melde maksimalt 3 personer ind fra hvert lokaludvalg (+ evt. sekretariatsmedarbejdere) til deltagelse i følgegruppen. Når de er meldt ind, inviterer Team Planlægning til et første følgegruppemøde.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg drøfter det principielle i at lokaludvalget deltager i følgegrupper, hvor dele af arbejdet er fortroligt. Desuden skal Vesterbro Lokaludvalg udpege op til 3 medlemmer til en følgegruppe for udviklingen af Vesterbro Passage.
Økonomi
-
Videre proces
-
Beslutning
Vesterbro Lokaludvalg drøftede det principielle i at medlemmer af lokaludvalget deltager i følgegrupper m.v. hvor der forekommer fortrolighed. På baggrund af drøftelsen besluttede Lokaludvalget at gøre forvaltningen opmærksom på at det er vanskeligt for Lokaludvalget at indgå i projektsamarbejder, hvor dele af indholdet er fortroligt idet Borgerrepræsentationen har besluttet, at Lokaludvalg skal være talerør for københavnerne, og at Lokaludvalgenes hovedfokus derfor er københavnerdialog.
Vesterbro Lokaludvalg ønsker derfor løbende en åben præcisering af de dele af projektet som vil være fortrolige og de dele, som Lokaludvalget kan drøfte med københavnerne.
Vesterbro Lokaludvalg udpegede Madeleine Schlawitz, Frans Luja Madsen og Badar Shah til følgegruppen for udviklingen af Vesterbro Passage.