Mødedato: 17.04.2008, kl. 18:00

Ansøgning om tilskud til: Manden på Båndet

Ansøgning om tilskud til: Manden på Båndet

Vesterbro Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 17. april 2008

 

 

Åbne punkter

 

13.      Ansøgning om tilskud til: Manden på Båndet

VES  69/2008

BESLUTNING

Formanden indstiller til Vesterbro Lokaludvalg,

 

1. at Lokaludvalget træffer beslutning om at støtte projektet "Manden på Båndet" med 25.000 kr.

 

2. at der afsættes 25.000 kr. af puljemidlerne, hvis lokaludvalget vælger at støtte projektet.

 

Vesterbro Lokaludvalg besluttede på mødet den 17. april 2008, at støtte "Manden på Båndet" med 25.000 kr.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Anders Boss Holsting, journaliststuderende og Jesper Balsløv Fransen, Dramaturg, instruktørass. og konsulent søger Lokaludvalget om støtte til projektet 'Manden på båndet', en dramatisk lydvandring.

 

Projektet vil blive afviklet i Vesterbros gader og vil have premiere under Vildskudsteaterfestivalen d.21.-24. august 2008. I den efterfølgende 14 dages spilleperiode vil det være muligt for 48 publikummer om dagen, at opleve lydvandringen (i alt 672 ved 100 % belægning). Derefter vil det være muligt frit at downloade stykket fra projektets hjemmeside.

 

Genren, den dramatiske lydvandring, er en form, der endnu er ganske ny i dansk sammenhæng. Publikum udstyres ved stykkets start med en MP3-afspiller og sendes af sted på en fastlagt rute gennem Vesterbros gader, mens stykket udspiller sig i rummet mellem den virkelighed de bevæger sig i og den historie, de oplever i høretelefonerne.

 

Temaet for stykket er hvordan det moderne og hektiske hverdagsliv i stigende grad fører til, at mange unge mennesker "knækker nakken". Det er ikke længere forbeholdt "sindssyge" at være syge i sindet; det er ganske enkelt blevet et livsvilkår for mange unge. Det er denne samfundets nye præmis og de spørgsmål det rejser, der er udgangspunkt for projektet. Med lydvandringen ønsker arrangørerne at give publikum en oplevelse af, hvordan det er at være fanget i en sådan sindstilstand. På det bånd publikum hører fortæller en ung mand sin historie, mens han guider dem igennem sit kvarter.

 

Projektet har bl.a. til formål at afprøve en ny dramatisk genre, samt at nedbryde de rammer en konventionel spilleplads har. Ligeledes ønsker arrangørerne at åbne op for debat og bidrage med at formidle en historie og tematik, der omhandler et alment menneskeligt vilkår for det enkelte subjekt i en travl verden.

 

De samlede udgifter til projektet er 210.648 kr., hvilket også er det beløb Lokaludvalget ansøges om. Der ansøges dog også om støttebeløb fra en række andre fonde og puljer. 

 

LØSNING

Det foreslås, at Vesterbro Lokaludvalg træffer beslutning om, hvorvidt udvalget vil støtte projektet "Manden på Båndet" med 25.000 kr.

 

BILAG

Ansøgning om tilskud til projektet "Manden på Båndet".



 

Til top