Mødedato: 17.01.2024, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 2. sal lokale Liva 1758 København V

Beslutning om afsættelse af midler til eget projekt vedrørende videreførsel af Træstubben

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg besluttede på Lokaludvalgets møde, at afsætte 23.000 kr. ekskl. moms af Lokaludvalgets restpuljemidler til eget projekt omhandlende videreførsel af Træstubben: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vesterbro%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-15112023/till%C3%A6gsdagsorden/punkt--1 .

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg afsætter  49.959 kr. ekskl. moms af Lokaludvalgets restpuljemidler til projektet.

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg besluttede på Lokaludvalgets møde, at afsætte 23.000 kr. ekskl. moms af Lokaludvalgets restpuljemidler til eget projekt omhandlende videreførsel af Træstubben:

Projektet skete i samarbejde med foreningen Skolehaver, som inviterede lokale daginstitutioner til sanserigt naturformidlingsforløb i Træstubben. Formålet var på kort sigt at give børnene en fornemmelse for natursamhørighed og på lang sigt var formålet at reetablere en forbindelse til lokalområdets daginstitutioner med henblik på at videreføre Træstubben under Københavns Skolehaver.

Foreningen Skolehaver ville altså med projektet undersøge behovet og interessen blandt børnehaver og vuggestuer for at benytte tilbud om naturformidlingsforløb for børnene. Samtidig ville Skolehaver undersøge træstubbens egnethed i forhold til afvikling af naturformidlingsforløbene. Samtidig.

I samarbejde med Lokaludvalgets sekretariat, skulle der udarbejdes en fondsansøgning med henblik på at rejse midler til fortsættelsen af Træstubben under Skolehaver.

Københavns Skolehaver har i perioden erfaret, at der er stor interesse og behov blandt Vesterbros daginstitutioner til at benytte Skolehavers tilbud. De fandt fandt frem til 21 relevante institutioner på Vesterbro, som de kontaktede. Ud af de 21, kom de i dialog med 11. Nogle havde ikke mulighed for at lave aftaler i perioden, andre var ikke interesserede, da de var udflytterbørnehaver. Målet var at få aftaler med 6 børnehavegrupper og det lykkedes, hvoraf 2 grupper var fra den samme børnehave. 2 af formidlingerne blev aflyst pga. sygdom. Det kunne desværre ikke nås, at lave nye aftaler inden årsskiftet. Alt i alt blev der i november og december 2023 gennemført naturformidling i Træstubben for 72 børnehavebørn. De gennemførte mini-forløb var endags forløb.

De umiddelbare fordele ved at afholde formidling i Træstubben er følgende:

  • Lokationen: Træstubben ligger i gåafstand til mange børnehaver og vuggestuer på Vesterbro, naturformidling bliver derfor let tilgængeligt.
  • Den vilde permakulturhave: Havens design og den 'vilde' natur indbyder til leg på en anden måde end både legepladser og parker med f.eks. større græsarealer. Her er der mulighed for at børnene kan gå på opdagelse i havens rum, de kan klatre og kravle. Der er pinde, som kan blive til små huler osv. Deres fantasi stimuleres på en anden måde end på klassiske legepladser, hvor gynger bruges til at gynge, sandkasser graves i osv. Flere pædagoger var begejstrede for netop denne fordel.
  • Muligheden for at komme indendørs forlænger perioden Træstubben kan bruges til formidling. Små børn kommer til at fryse i de kolde måneder, og muligheden for at trække indenfor for at fortsætte med formidling og madpakkespisning, gør at børnene kan blive længere under forhold, hvor de stadig har overskud til at deltage i formidlingsaktiviteter. Når de fryser, kan de ikke koncentrere sig om andet end det, og så er tiden spildt.

Ulemper:

  • Åbent areal, hvor hundeluftere lufter deres hunde, og ikke altid samler op....
  • Helt åbent ud til stien i saxoparken, hvilket gør at pædagoger ikke kan indgå i så høj grad i aktiviteterne. Derudover er der ønske om at etablere nogle dyrkningsbede, som også gerne skal afskærmes for at sikre at afgrøder kan spises. Skolehaver er i dialog med TMF omkring etablering af et diffust hegn, og det vil afhjælpe disse ulemper.

Disse fordele og ulemper er baseret på formidling i vinterhalvåret og få formidlingsgange.

Skolehaver har vurderet, at det ikke er den rigtige vej i forhold til en varig løsning, at søge fondsmidler. I stedet vurderer Skolehaver, at der bør rejses midler til projektet ved Københavns Kommunes budgetforhandlinger. Skolehaver har erfaret, at disse processer kræver fuldt fokus, og at projektet praktisk og juridisk er klarlagt med hensyn til blandt andet hvor i forvaltningen, at projektet skal have ophæng m.v.

Det betyder, at der er et noget længere aftræk end hidtil antaget i forhold til at overdrage Lokaludvalgets brugsaftale til Skolehaver.

 

Løsning

For fortsat at styrke samarbejdet med institutionerne, og for at leve op til Lokaludvalgets forpligtelse i brugsaftalen til at lave naturformidling for børn, foreslår Lokaludvalgets forperson, at fortsætte samarbejdet med Skolehaver som følger:

I perioden fra den 1. februar til den 30. juni 2024, vil Skolehaver lave 'De små dyrker' med i alt 12 børnegrupper. Børnegrupperne får et mini naturforløb, der vil åbne deres sanser
overfor den bynære natur og inddrage dem i naturens forunderlighed. Børnene skal blive fortrolige med de fire elementer; vand, ild, luft og jord i praksis. Sideløbende arbejder Skolehaver sammen med Lokaludvalgets sekretariat videre  på at afklare forhold m.v., så der forhåbentlig kan afsættes kommunale budgetmidler til at overdrage brugsaftalen til Skolehaver.

Det foreslås derfor, at der afsættes  49.959 kr. ekskl. moms til:

  1. Udvikling af forløb og indkøb af materialer: 24 timer
  2. Kontakt til børnehaver og skemalægning: 5 timer
  3. Formidling (inkl. klargøring og oprydning) 12 børnehavegrupper, 4 mødegange a 3 timer: 144 timer.
  4. Materialer til formidling (inkl. 2 varmeblæsere), estimat 1000 kr.

Økonomi

De 49.959 kr. tages af Lokaludvalgets puljemidler. 

Det forslås, at midlerne tages ud af de ubudgetterede midler så langt disse rækker, og herefter af Vesterbropuljen.

 

Videre proces

Københavns Skolehaver går straks i gang med projektet.

Beslutning

Vesterbro Lokaludvalg godkendte indstillingen.
Til top