Projekt: Indre Vesterbro dialog- og gadefest 2018
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Vesterbro Lokaludvalg drøfter projekt Indre Vesterbro dialog- og gadefest, samt
- at Vesterbro Lokaludvalg afsætter 117.000,- kr. til projektet, og
- at Vesterbro Lokaludvalg nedsætter en arbejdsgruppe, der kan planlægge og afholde aktiviteter for lokaludvalget under arrangementet.
Problemstilling
På vegne af Socialudvalget stilles der forslag om at gentage de sidste to års succesfulde gadefest på Indre Vesterbro. Projektet forventes at blive afholdt søndag den 26. august 2018, fra kl.10-17.
Gadefesten er et åbent arrangement, for alle Vesterbroborgere og besøgende i bydelen. arrangementet afholdes på et stykke af Istedgade, der afspærres på dagen.
Programmet for gadefesten vil tage udgangspunkt i de to tidligere års gode erfaringer med fokus på børneaktiviteter og inddragelse af de lokale erhvervsdrivende, samt gadens udsatte borgere og brugere.
Formålet med arrangementet er, at skabe forståelse for hinanden på tværs af livssituation og perspektiv. Det bidrager til alles tryghed, ligesom det styrker kendskabet til bydelens mangfoldighed på tværs af Vesterbros borgere og sociale tilbud. For lokaludvalget er det en unik mulighed for at komme i dialog med borgere, der normalt kan være svære at få i tale i de øvrige demokratiske processer. Det giver mulighed for at berøre emner om socialt udsatte ud fra en dialog med dem det handler om.
Programmet vil blandt andet indeholde: Et marked, gadefodboldturnering, børneaktiviteter og levende musik.
På langt sigt bidrager arrangementet til at understøtte og fasttømre billedet af Vesterbro som en rummelig, inspirerende og solidarisk bydel, hvor alle er velkomne, og hvor alle kan have fælles oplevelser.
Lokaludvalget skal deltage aktivt i arrangementet med en form for bod eller aktivitet, der skal facilitere dialog med borgere og gadens brugere. Lokaludvalget får med borgerdialogen både skabt synlighed af lokaludvalget i bydelen, og de nye lokaludvalgsmedlemmer får styrket kendskabet til borgere og brugere i bydelen. Herigennem kan opnås inspiration til udvikling af projekter, samt viden om, hvilke områder der har behov for politisk fokus.
Arrangementet planlægges i samarbejde med Mændenes Hjem.
Løsning
- Vesterbro Lokaludvalg drøfter indholdet af projektet.
- Vesterbro Lokaludvalg beslutter at afsætte 117.000 kr. til projektet.
- Vesterbro Lokaludvalg nedsætter en arbejdsgruppe, der kan planlægge og afholde aktiviteter på dagen.
Økonomi
Lokaludvalget afsætter 117.000 kr., der tages fra lokaludvalget ikke disponerede puljemidler.
Videre proces
Arbejdsgruppen planlægger aktiviteter til dagen.
Sekretariatet sikrer alle tilladelser til at afholde et arrangement i gaderummet.
mændenes Hjem står for den overordnede koordinering af aktiviteter på dagen.
Beslutning
ad. 1: Vesterbro Lokaludvalg drøftede projektet. Man kunne have dialog om Ny Skole i Kødbyen, Otto Busses Vej,
ad. 2: Indstillingen blev godkendt
ad. 3: Arbejdsgruppen nedsættes efter valg til lokaludvalg