Oplæg vedr. Kommuneplanstrategi og Kommuneplan 2024
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning
Problemstilling
Kommuneplanen er de bestemmelser, som regulerer udviklingen i København de næste 12 år. Iflg. planloven skal alle kommuner udarbejde en kommuneplan hver fjerde år.
Kommuneplanstrategien er Borgerrepræsentationens politiske strategi for den fysiske udvikling af kommunen. Borgerrepræsentationen skal indenfor den første halvdel af perioden vedtage kommuneplanstrategien. Det vil sige inden udgangen af 2023.
Kommuneplansstrategien er de politiske hensigtserklæringer, som danner rammen for at udarbejde kommuneplanen. Kommuneplansstrategien er kun politisk bindende, mens Kommuneplanen er lovmæssigt bindende.
Normalt udarbejdes en række analyser som indgår i det videre arbejde med Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024.
Kommuneplanen er opbygget med udgangspunkt planlovens lovbestemte minimumskrav, der bl.a. omfatter overordnede mål for arealanvendelsen i kommunen samt retningslinjer og rammer for lokalplanernes indhold. Af konkrete emner som kommuneplanen kan forholde sig til kan nævnes rækkefølgen for byudviklingen, lokalisering af erhverv og udpegning af kulturmiljøer samt rammer for boligstørrelser og parkering. Det er ikke et krav, at kommuneplanen revideres efter hver kommuneplanstrategi og Borgerrepræsentationen kan beslutte sig for at genvedtage eller vedtage mindre ændringer af den gældende kommuneplan.
Udarbejdelse af en ny kommuneplanstrategi og revision af kommuneplanen indebærer en række procestrin, der involverer fagudvalg, Borgerrepræsentation, Lokaludvalg, borgerne og eksterne aktører og forvaltningen ønsker med den fremlagte tidsplan at skabe rammer for en åben og dialogbaseret proces.
Læs evt. mere i indstillingen til Økonomiudvalget her:
https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/%C3%98konomiudvalget/m%C3%B8de-29032022/referat/punkt-3
Løsning
Sophus August Jakobsen Bojesen og Nina Kirstine Lorentzen fra Team Plan i Økonomiforvaltningen besøger Vesterbro Lokaludvalg med et oplæg om processen i forbindelse Kommuneplanstrategien.