Mødedato: 16.11.2016, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 6, 1758 København V

Ansøgninger til Vesterbropuljen - 2016-puljemidler

Vesterbro Lokaludvalg skal behandle 8 ansøgninger til Vesterbropuljen. Der var ansøgningsfrist den 15. oktober 2016.

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg besluttede på det ordinære møde i december 2015 at afsætte 850.000 kr. af puljemidlerne til en Vesterbropulje, som borgere, foreninger mm. kan søge om støtte til deres projekter og arrangementer, jf. Vesterbro puljeguide og kriterierne for at søge puljen.

Indstilling

Forretningsudvalget forslår Vesterbro Lokaludvalg,

1. at give delvis støtte til Social Bike Network på 10.000 kr. Ansøger har søgt 20.000 kr.

2. at give fuld støtte til Digte & Lyd L.A.B på 8.200 kr.

3. at give afslag til Jul på vores alle sammens Vesterbro. Ansøger har søgt 42.584 kr.

4. at give delvis støtte til Loppemarkedsbod for og med socialt udsatte på 7.350 kr. Ansøger har søgt 21.350 kr.

5. at give afslag til Serendipity (finding something good without looking for it). Ansøger har søgt 33.500 kr.  

6. at give delvis støtte til Ungt Messias Projekt med hjerte på 10.000 kr. Ansøger har søgt om 44.000 kr.

7. at give delvis støtte til Vi reparerer sammen - lancering af Repair Café DK til Saxogades Julefest på 27.000 kr. Ansøger har søgt 67.000 kr.

8. at give fuld støtte til Westend Walls 2016 på 3.200 kr.

Problemstilling

Nedenfor ses en oversigt over samtlige ansøgninger, hvad de søger samt hvad forretningsudvalget indstiller til Lokaludvalget vedrørende den enkelte ansøgning.

Lokaludvalgsmedlemmerne kan læse ansøgningerne på Medlemmernes side på lokaludvalgets hjemmeside.

1. Social Bike Network (2016-0365321)
Alle kan være en del af cykelnetværket The Social Bicycle Network. Projektet fokuserer på en bæredygtig og social tilgang til cykelkulturen og vil bakke op om og skabe rammerne til et cykelværksted, hvor det er muligt at mødes og lære at reparere sin cykel sammen med andre i omgivelser, hvor der er hjælp, materialer og værktøj at hente.

Netværket startes op og der købes materiale ind i perioden 17.11.-01.12.2016. Ansøger søge rom 20.000 kr. til at starte netværket op.

Forretningsudvalget indstiller til delvis støtte på 10.000 kr. grundet begrænsede midler.

 2. Digte & Lyd L.A.B (2016-0365343)
VEGA ønsker at lave to Digte & lyd L·A·B, som skal foregå i Ideal Bar, VEGA. Arrangementerne er tænkt som "mini"-Digte & lyd arrangementer, hvor vi vil give tre forfattere og en musiker et frirum til at eksperimentere foran et publikum. Ønsket med arrangementerne er, at præsentere de nyeste skud indenfor spirende poeter og musikere, og præsentere musikken og poesien for et ungt publikum, hvilket vi håber at kunne opnå ved at udvælge unge forfattere og en ung DJ/musiker.

Arrangementet er et af to - det andet søges der til i 2017-midlerne. Arrangementet finder sted den 13. december 2016. Ansøger søger 8.200 kr.

Forretningsudvalget indstiller til fuld støtte på 8.200 kr.

3. Jul på vores alle sammens Vesterbro (2016-0370186)
Settlementet vil fejre julen i Saxogade, hvor de vil bygge bro mellem det nye og gamle Vesterbro ved at holde en julegadefest, der samler borgere på tværs af skel og social status. Settlementet vil hylde den særlige Vesterbro-identitet ved at arrangere en dag, hvor de socialøkonomiske butikker trækker ud på gaden og byder bydelens borgere samt københavnere, velkommen med julebag, julepynt, julestemning, julemand uddeler slikposer til de mindste, workshops, pyntning af juletræ, liveoptræden (band og teater) og fortællinger om jul på Vesterbro igennem tiden.

Arrangementet finder sted den 3. december i Saxogade/Sidegaden. Ansøger har søgt 42.584 kr.

Forretningsudvalget indstiller til afslag, da lokaludvalget selv afholder et julearrangement weekenden forinden.

4. Loppemarkedsbod for og med socialt udsatte (2016-0365386)
Syv til ti forskellige lokale loppemarkeder på Indre Vesterbro, primært på Onkel Dannys Plads i perioden vinter, forår og sommer 2016/2017. Beskæftigelsesprojektet vil gerne deltage i loppemarkeder på indre Vesterbro, og på den måde skabe lavtærskel beskæftigelse for udsatte mennesker på stofscenen  på indre Vesterbro og bidrage til at skabe positive møder mellem socialt udsatte og andre borgere på Vesterbro.  

Ansøger søger til anden del fra 2017-midlerne. Ansøger søger 21.350 kr. til den del, der foregår mellem 1.-20.12.2016.

Forretningsudvalget indstiller til delvis støtte på 7.350 kr. - midlerne går til alle poster på nær indkøb af ladcykel. Forretningsudvalget opfordrer ansøger til at låne en af lokaludvalgets ladcykler.  

5. Serendipity (finding something good without looking for it) (2016-0365305)
Vi har tendens til at overse den samfundsmæssige nytteværdi og potentialet i de pladser og kroge vi dagligt passerer forbi. Ethvert betrådt sted har et eftermægle. Kunstværkerne til dette projekt afspejler det skjulte. Med aftryk af utæmmet natur, vil jeg gengive mine opdagelser fra Jernbaneterrænet på Vesterbro.

Kunstprojektet og udstillingen finder sted mellem den 1.-31.12.2016 på udstillingsstedet C4 på Dybbølsgade. Ansøger har søgt 33.500 kr.

Forretningsudvalget indstiller til afslag, da projektets fokus er for smalt og grundet Vesterbropuljens begrænsede midler.

6. Ungt Messias Projekt med hjerte (2016-0365383)
Koret Paradox vil bruge musikken til at skabe fælleskab og social inklusion på tværs af sociale lag, fjerne det elitære der oftest er i forbindelse med klassisk musik, og fremføre Messias som den først var tiltænkt – som velgørenhed og det at bringe folk sammen. I samarbejde med studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM), enkelte sangere fra Haslev Kirkes Ungdomskor og solister vil Koret Paradox i julen 2016 gentage successen fra 2013, med velgørenhed og social inklusion i centrum – et ungt Messias projekt med hjerte.

Der søges til to koncerter - Haslev Kirke den 18.12.2016 og i Mariakirken, Vesterbro den 19-.12.2016. Ansøger søger 44.000 kr.

Forretningsudvalget indstiller til delvis støtte, da det er et godt projekt, men grundet Vesterbropuljens begrænsede midler indstilles der til at støtte med 10.000 kr.

7. Vi reparerer sammen - lancering af Repair Café DK til Saxogades Juelfest (2016-0365399)
Med udgangspunkt i Repair Café Vesterbro eventet d.3.12 vil vi promovere Repair Café Danmark som serviceorgan og dermed tage Repair Café konceptet et skridt videre ved bl.a. at indgå i nye og vedvarende samarbejder med bl.a. lokale skoler og institutioner på Vesterbro. Via Repair Café Danmark er det målet at udbrede den særlige Vesterbroånd, hvor vi reparerer sammen, til resten af Danmark.

Arrangementet den 03.12.2016 afholdes samtidig/ sammen med Saxogades julefest. Ansøger har søgt 67.000 kr. 

Forretningsudvalget indstiller til delvis støtte på 27.000 kr. og at støtten ikke må bruges til budgetposten der vedrører hjemmesiden.

8. Westend Walls (2016-0365333)
Christian Olsen og Jane Kildebro har oprettet foreningen Westend Walls. Foreningen arrangerer kunstudstillinger i det offentlige rum, og mere præcist  i passagen til gaden Westend på Vesterbro. Værkerne i Westend passagen, udskiftes 6-10 gange om året. Foreningen fremmer nye såvel som etablerede kunstnere, særligt inde for genren urban contemperary art (streetart). Vi arbejder på at samarbejde på tværs af bydele i samarbejde med de forskellige områdefornyelserne, lokaludvalg, gallerier, festivaler og andre kreative foreninger som deler vores værdigrundlag.

Ansøgningen er den første af to - anden del behandles under 2017-midler - første del afvikles mellem 17.11-31.12.2016. Projektet finder sted på to vægge, i passagen til gaden Westend, på Vesterbro. Ansøger søger 3.200 kr.

Forretningsudvalget indstiller til fuld støtte på 3.200 kr.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg beslutter, om det vil følge forretningsudvalgets indstillinger for de enkelte ansøgninger.

Økonomi

Vesterbropuljen kan søges fem gange om året, og der er i alt afsat 850.000 kr. til uddeling gennem denne pulje. Dette er den femte og sidste ansøgningsrunde til Vesterbropuljen 2016, og der søges for i alt 239.834 kr.
I de tidligere ansøgningsrunder er der i alt søgt for 1.831.414 kr., og der er disponeret over 753.001 kr. til støtte i 2016 og dermed 96.499 kr. tilbage i puljen inden denne ansøgningsrunde. Forretningsudvalget har førstebehandlet ansøgningerne den 8. november 2016 og kommet med forslag til, hvor meget de enkelte ansøgninger skal støttes med.

 

Beslutning

Heidi forlod mødet kl. 20.45-21.05. Og var ikke med til at behandle 1.- 6. at-punkter

Vesterbro Lokaludvalg besluttede:

1. at støtte til Social Bike Network med 10.000 kr.

2. at støtte til Digte & Lyd L.A.B med 8.200 kr.

3. at støtte Jul på vores allesammens Vesterbro med 25.000 kr.

Beslutningen blev truffet ved afstemning om et ændringsforslag om at støtte med 25.000 kr. For forslaget stemte 9 (Erik Hegelund Frederiksen, Per Skovgaard Andersen, Ole Rindtoft, Mia Rosenkilde Nielsen, Knud Holt Nielsen, Alexander Stürup Korup, Frans Luja Madsen, Malene mørkbak Bruun, Kristian Malling Granov), mod stemte 2 (Ena Juhl, Thomas Egholm), der var 1 der undlod at stemme (Mikael Stenstrup).

Der blev derefter stemt om indstillingen med støtte på de 25.000 kr, som blev vedtaget. For stemte 9 (Erik Hegelund Frederiksen, Per Skovgaard Andersen, Ole Rindtoft, Mia Rosenkilde Nielsen, Knud Holt Nielsen, Alexander Stürup Korup, Frans Luja Madsen, Malene Mørkbak Bruun, Kristian Malling Granov), ingen stemte mod, og der var 3, der undlod at stemme (Thomas Egholm, Mikael Stenstrup, Ena Juhl)

Thomas Warburg og Carsten Clausen var inhabile ved behandlingen af dette at-punkt

4. at støtte Loppemarkedsbod for og med socialt udsatte med 7.350 kr.

5. at give afslag til Serendipity (finding something good without looking for it).

6. at støtte Ungt Messias Projekt med hjerte med 10.000 kr. Beslutningen blev truffet ved afstemning. For at støtte med 10.000 kr. stemte 8 (Knud Holt Nielsen, Carsten Clausen, Per Skovgaard Andersen, Kristian Malling Granov, Ole Rindtoft, Ena Juhl, Alexander Stürup Korup, Thomas Warburg), mod stemte 4 (Frans Luja Madsen, Malene Mørkbak Bruun, Erik Hegelund Frederiksen, Mia Rosenkilde Nielsen), der var 2 der undlod at stemme (Mikael Stenstrup, Thomas Egholm).

7. at give afslag til Vi reparerer sammen - lancering af Repair Café DK til Saxogades Julefest

Beslutningen blev truffet ved afstemning. Først blevd er stemt om et ændringsforslag om at støtte med 10.000 kr. målrettet indkøb af materialer mm. Ændringsforslaget faldt efter afstemning med 6 stemmer for (Knud Holt Nielsen, Frans Luja Madsen, Malene Mørkbak Bruun, Heidi Bjerg Gregersen, Ole Rindtoft, Mia Rosenkilde Nielsen), og 6 stemmer mod (Thomas Warburg, Thomas Egholm, Kristian Malling Granov, Erik Hegelund Frederiksen, Ena Juhl, Alexander Stürup Korup), og 2 der undlod at stemme (Mikael Stenstrup, Per Skovgaard Andersen).

Derefter blev der stemt om indstillingen om at støtte med 27.000 kr. Forslaget faldt efter afstemning med 6 stemmer for (Knud Holt Nielsen, Thomas Egholm, Kristian Malling Granov, Erik Hegelund Frederiksen, Alexander Stürup Korup, Thomas Warburg), og 6 stemmer mod (Frans Luja Madsen, Mikael Stenstrup, Malene Mørkbak Bruun, Per Skovgaard Andersen, Ole Rindtoft, Ena Juhl), og 2 der undlod at stemme (Heidi Bjerg Gregersen, Mia Rosenkilde Nielsen).

Carsten Clausen var inhabil ved behandlingen af dette at-punkt.

Alexander Stürup Korup afgav følgende protokolbemærkning: Jeg er ærgerlig over afstemningsmetoden og ville gerne have stemt for ændringsforslaget om støtte for 10.000 kr., hvis jeg havde vidst, at forslaget om at støtte med 27.000 kr.efterfølgende ville falde.
Malene Mørkbak Bruun samt Erik Hegelund Frederiksen tilsluttede sig protokolbemærkningen

8. at støtte Westend Walls 2016 med 3.200 kr.

Til top