Mødedato: 16.09.2015, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5

Høring: Tillæg til lokalplan vedrørende Kalvebod Brygge

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal afgive høringssvar vedrørende forslag til lokalplantillæg 1 for Kalvebod Brygge Vest.

Indstilling og beslutning

Formanden for Vesterbro Lokaludvalg foreslår:

1. at lokaludvalget drøfter forslag til lokalplantillæg 1 for Kalvebod Brygge Vest og vedtager et høringssvar.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har efter anmodning fra Bygherren, BaneDanmark,  udarbejdet en lokalplan med henblik på opførelse af et kontordomicil ved Kalvebod Brygge sydvest for Dybbølsbro mellem Kalvebod Brygge og en planlagt forlængelse af Carsten Niebuhrs Gade. Arealet er ubebygget og rummer i dag jernbanearealer. Bebyggelsen er tænkt som et statsligt administrativt knudepunkt og skal rumme arbejdspladser for Banedanmark, Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet og Energistyrelsen. Byggeriet er samlet på ca. 41.000 m² etageareal. Byggeriet forventes at kunne rumme ca. 1.950 arbejdspladser.

Området er omfattet af Lokalplan nr. 485 Kalvebod Brygge Vest fra 2012. For den aktuelle del er okalplanen i dag kun en rammelokalplan, og et byggeri kræver derfor et lokalplantillæg.

Området har tidligere været brugt til jernbaneformål og ligger i dag uudnyttet hen. Kommuneplanrammen er S3* (serviceerhverv) og området indgår i byomdannelsesområdet Dybbølsbro Station. Af kommuneplanbestemmelsen fremgår blandt andet, at friarealer skal indgå i et sammenhængende, offentligt tilgængeligt grønt strøg gennem områderne og kan beregnes for områderne under ét.  

Formålet med rammelokalplanen er at give et planmæssigt grundlag for at omdanne banearealet til et attraktivt byområde beliggende mellem Vesterbro og de nye kvarterer ved havnefronten. Det styrende strukturelement er et offentligt tilgængeligt landskabeligt strøg med et stiforløb i hele områdets længde. Landskabsstrøget vil være en vigtig del af en sammenhængende forbindelse, der går hele vejen fra Bernstorffsgade til området øst for Otto Busses Vej. Nord for Dybbølsbro får strøget generelt et mere urbant præg, mens det syd for Dybbølsbro har været centralt for forvaltningen at holde fast i en god stiforbindelse i et mere grønt landskabsstrøg. Hensigten er at sikre et godt alternativ for de mange bløde trafikanter, der fremover vil bevæge sig mellem havneområderne og Vesterbro/City.

Den planlagte bebyggelse består af to store bygninger placeret mod henholdsvis Carsten Niebuhrs Gade og Kalvebod Brygge omkring og delvist på et hævet gennemgående offentligt tilgængeligt, landskabeligt strøg. De to bygninger foreslås bygget sammen over terræn med fire tværgående forbindelsesbroer, der skal udgøre et centralt knudepunkt i byggeriet. Bygningshøjden på knapt 42 m overholder kommuneplanen. Friarealkravet er 20 % for erhvervsbyggeri, hvoraf størstedelen udgøres af landskabsstrøget og herudover er en del af friarealet placeret på tagterrasser.

Forslaget udnytter den stationsnære beliggenhed og understøtter behovet i kommunen om at give gode muligheder for erhvervsbyggeri. Der gives mulighed for op mod 2000 arbejdspladser.

Parkeringsnormen er uændret i størrelsesordenen og ikke større end 1:150. Parkering er placeret under det hævede landskabsstrøg som angivet i rammelokalplanen, bortset fra ganske få pladser foran bebyggelsen på Carsten Niebuhrs Gade. Normen for cykelparkering er ligeledes uændret 1,5 cykelparkeringsplads pr. 100 m2 erhvervsareal. Mindst halvdelen af de ca. 610 pladser etableres i konstruktion og den resterende del indpasses i landskabet.

Tillægget bryder med bestemmelserne i rammelokalplanen, idet der gives mulighed for flere gangbroer over landskabsstrøget, end rammelokalplanen åbner mulighed for. Det er afgørende for bygherre, at der etableres de foreslåede gangforbindelser af hensyn til bygningernes funktionalitet. Tillægget giver mulighed for at etablere en gangforbindelse for hver etage over 12 meter, men kun i max. 3 meters bredde. Det er en ændring i forhold til rammelokalplanen, der åbner mulighed for en gangforbindelse for hver anden etage, men i op til 5 meters bredde. Tillægget bryder endvidere med rammelokalplanens bestemmelse om, at det landskabelige strøg skal have en bredde på min. 25 meter, der dog kan indskrænkes ned til 10 meter på kortere strækninger. Byggefelternes placering og udformning betyder, at landskabsstrøget på en strækning på godt 60 meter kan have en mindre bredde ned til 16 meter. Forvaltningen vurderer, at kravet om smallere gangbroerne vil bidrage til at mindske oplevelsen af at gå under en port. Sammen med planlægningen for landskabet skal det sikre, at landskabsstrøget fortsat opleves inviterende. Der er i tillægget fastholdt krav til beplantning samt til en offentlig stiforbindelse på min. 3 meters bredde.

Tillægget udarbejdes i overensstemmelse med forslag til kommuneplan 2015. Såfremt rammerne i kommuneplan 2015 bliver ændret ved den endelige vedtagelse i Borgerrepræsentationen, vil rammerne for lokalplanen ligeledes blive ændret ved den endelige vedtagelse af lokalplanen.

Sagen er sendt i høring af Borgerrepræsentationen den 17. juni 2015 med frist til den 28. september 2015.

En indstilling fra lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg vil blive eftersendt eller omdelt under mødet.

Høringsmaterialet kan findes på Bliv Hørt portalen via følgende link:
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/kalvebod-brygge-vest-till-g-1-lokalplanforslag

Løsning

Lokaludvalget drøfter høringen og vedtager et høringssvar.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at indsende omdelte høringssvar.
Til top