Mødedato: 16.01.2013, kl. 18:00
Mødested: Wikiteket, Lyrskovsgade 4, 1. sal

Årsplan 2013

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal udarbejde en årsplan for arbejdet i 2013

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller

1. at Vesterbro Lokaludvalg drøfter en årsplan for 2013
2. at Vesterbro Lokaludvalg beslutter at fagudvalgene gennemgår deres projekter i årsplanen, sorterer og prioriterer. Fagudvalgene vurderer om der er nogle, der mangler og/eller skal udgå af årsplanen, samt om det er en realistisk plan for det pågældende udvalg
3. at Vesterbro Lokaludvalg endeligt beslutter en årsplan på lokaludvalgsmødet den 20. februar 2013
4. at Vesterbro Lokaludvalg godkender principper for egne projekter

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg skal udarbejde en årsplan for 2013. Således at både fagudvalgene og sekretariatet kan styre efter den, og de løbende prioriteringer bliver i overensstemmelse med, hvad Lokaludvalget overordnet set ønsker.

Overskriften på årsplan 2013
Fra forretningsudvalget og sekretariatets side er det et ønske for årsplanen 2013, at det bliver prioriteret at skabe synlighed omkring det arbejde vi allerede laver. Som fx når Lokaludvalget bruger en del tid og penge på at behandle puljeansøgninger og dele penge ud. Det er ikke særlig synligt for andre end de pågældende ansøgere. Vi vil gerne gøre lidt mere ud af det på hjemmesiden, og også måske overfor puljeansøgerne imellem - det er en af tankerne bag det nye forslag i årsplanen 'Netværksarrangement'. Det gælder også med andre aktiviteter; det er så ærgerligt, hvis vi bruger tid på at arrangere en forfatteraften, men så i virkeligheden ikke har tid nok til at opreklamere og følge op på arrangementet; Eller når vi arrangerer Lokalstival, men glemmer at tænke over, hvilke budskaber Lokaludvalget gerne vil have ud til de mange mange borgere, der møder op til arrangementet. Så mere tid og fokus på synlighed så andre Vesterbroere opdager alle de fantastiske ting, der foregår i Lokaludvalgsregi. Det betyder måske også, at Lokaludvalget så må acceptere, at have fokus på færre ting og afholde færre arrangementer.

Årsplanen indeholder både politiske prioriteringer og konkrete projekter. Og den indeholder ligeledes både projekter, der primært er drevet og styret af lokaludvalgsmedlemmer, og projekter, der primært ligger i sekretariatet. Det er hensigtsmæssigt, at det tydeliggøres i årsplanen, hvad der er hvad. 
I sin nuværende form, indeholder årsplanen både prioriteringer og projekter fra den gamle Årsplan 2012, og et par nye projekter. Det foreslås, at Vesterbro Lokaludvalg frem til næste lokaludvalgsmøde sender årsplanen ud til behandling i fagudvalgene, således at de kan gennemgå den og sikre, at den svarer til, hvad de enkelte udvalg også fremadrettet ønsker at arbejde med.
I tillæg til årsplanen har sekretariatet udarbejdet et bilag til planen, hvori det er søgt tydeliggjort, hvor mange (sekretariats)timer de enkelte projekter tager. Dette er for at give et indblik i, dels hvad sekretariatet laver på projektsiden, og dels hvor lang tid forskellige ting tager



Lokaludvalgets egne projekter
På baggrund af erfaringerne fra de tidligere års arbejde med egne projekter foreslås det, at der udarbejdes et lille skema, som skal udfyldes og behandles i Vesterbro Lokaludvalg inden egne projekter besluttes og der afsættes midler til disse. Dette dels for at sikre, at Lokaludvalget er fuldt oplyste i forhold til, hvad det er, der afsættes midler til, og dels for at sikre misforståelser senere i projektet i forhold til omfang, målgruppe, økonomi mv. For at få tildelt midler gennem Vesterbropuljen beder vi ansøgere om at udfylde et ansøgningsskema, hvor disse ting er gennemtænkt, og det foreslås at Lokaludvalget stiller nogle af de samme krav til os selv. Skemaet kan bygges op omkring spørgsmålene: hvem (målgruppe), hvad (arrangementets art), hvordan (procesbeskrivelse, herunder pr og arbejdsfordeling), og hvor meget (budget).

Beslutning

Ændringsforslag om at afholde Sluk Lyset - 23. marts 2013:
Der afholdes stearinlyskoncert igen, der afsættes 30.000 kr. til arrangementet, som omfatter 8 koncerter af en times varighed på 8 cafeer og spillesteder på Vesterbro, hver a 2.500 kr., derudover er der udgifter til KODA, samt til annoncering.
Sekretariatet kontakter organisationen med henblik på at opklare deres perspektiver for Sluk Lyset projektet fremover. Sekretariatet bistår desuden lokaludvalgsmedlem Thomas Egholm m pr og økonomi.

Ændringsforslag vedrørende Lokalstival igen i 2013: Lokaludvalget besluttede efter afstemning, at bemyndige Thomas Egholm til at kontakte de politiske partier med henblik på at invitere dem til at deltage på Lokalstivalen, og at de ekstra udgifter hertil vil blive dækket i fællesskab af de pågældende politiske partier.
For forslaget stemte 10 (Thomas Egholm, Thomas Warburg, Jørgen Krause, Mikael Stenstrup, Bruno Anders Schwede, Bayram Korkmaz, Jørgen Lihn, Frans Luja Madsen, Erik Hegelund-Frederiksen, Ole Rindtoft), mod stemte 2 (Carsten Clausen, Bettina Porsild), 3 undlod at stemme (Maja Højris Ingvartsen, Niels Bjerrum, Lasse Glavind). Per Schrader var ikke tilstede under afstemningen.

Sekertariatet orienterede om, at arbejdet med Naturværkstedet, og den fremtidige finansiering, når Friluftsrådets tilskud ophører med udgangen af 2013, også indgår i årsplanarbejdet.
Til top