Mødedato: 15.09.2021, kl. 18:00
Mødested: Haraldsalen, Lyrskovgade 4, 3. sal, 1758 Kbh V.

Beslutning om kriterier for fordeling og budget for puljemidler 2022

Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om kriterier for fordeling og budget for puljemidler 2022. Vesterbro Lokaludvalg skal dertil beslutte puljefrister for budgetår 2022.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. At Vesterbro Lokaludvalg godkender puljefrister for budget 2022
  2. At Vesterbro Lokaludvalg beslutter at fortsætte med Vesterbropuljen/Lillepuljen
  3. At Vesterbro Lokaludvalg godkender kriterier for fordeling af puljemidler som, beskrevet under løsning.
  4. At Vesterbro Lokaludvalg beslutter at fordele puljemidler for 2022, på baggrund af formodet budget for 2022, med hhv. 850.000 kr. til Vesterbro/lillepuljen og 690.000 kr. til disposition til egne projekter

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg får formentlig udlagt ca. 1.540.000 kr. til selvstændig varetagelse i 2022. Beløbet er ikke endeligt udmeldt og skal p/l reguleres, men det forventes at være i den størrelsesorden.

Pengene er udlagt til selvstændig varetagelse jf., Regulativ for Lokaludvalgene §1:

I henhold til § 65d, stk. 2, nr. 10, i lov om kommunernes styrelse henlægger Københavns Borgerrepræsentation følgende opgave til lokaludvalgets selvstændige varetagelse: Udmøntning af årlige puljemidler til tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og/eller netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i lokalområdet. Borgerrepræsentationen fastsætter puljens størrelse. Lokaludvalget fastlægger selv de nærmere kriterier for tildeling af puljemidler.

Vesterbropuljen består af to puljer – Vesterbropuljen (over 15.000 kr.) og Lillepuljen (til og med 15.000 kr.)

Løsning

1. Vesterbro Lokaludvalg beslutter at have følgende frister for ansøgninger til budgetår 2022

Ansøgningsfrist

Måned hvor Lokaludvalget behandler ansøgninger til Vesterbropuljen. *

15. oktober 2021

Ordinære møde i november 2021 (17/11)

15. januar 2022

Ordinære møde i februar

15. marts 2022

Ordinære møde i april

15. maj 2022

Ordinære møde i juni

15. august 2022

Ordinære møde i september

15. oktober 2022

Ordinære møde i november

* Ansøgninger til Lillepuljen får svar umiddelbart efter at puljegruppen har behandlet.
 
2. Vesterbro Lokaludvalg beslutter at fortsætte med Vesterbropuljen/Lillepuljen
 
3. Vesterbro Lokaludvalg beslutter, på baggrund af puljegruppens drøftelser, at kriterier for fordeling af puljemidler forbliver som hidtil:

 Vesterbro Lokaludvalg beslutter at bevare nuværende kriterier:

 "Vesterbro Lokaludvalg lægger vægt på initiativer og aktiviteter, der bl.a. 

  • tager udgangspunkt i Vesterbro som lokalområde
  • skaber dialog og debat om og i bydelen
  • styrker nye netværk og udvikling af en fælles Vesterbro-identitet
  • gennemføres i samarbejde mellem flere grupper eller foreninger
  • støtter integrationen mellem kultur, alder, etnicitet og andre skel
  • Der ydes kun støtte til arrangementer med offentlig adgang. Der ydes i udgangspunktet kun støtte i form af medfinansiering.
  • Al støtte tildeles som underskudsgaranti til arrangementer.
  • Arrangementer eller aktiviteter der opnår støtte, skal nævne Vesterbro Lokaludvalg ved opreklamering eller omtale – sidstnævnte skal gøres bredt i bydelen – da støtten ellers kan bortfalde.

 Der ydes i udgangspunktet ikke støtte til:

  • Studierejser og studieophold
  • Varige driftsudgifter
  • Anlægsarbejde
  • Lønudgifter i kommunale institutioner
  • Arrangementer, der allerede har fundet sted

Puljegruppen foreslår ligeledes, at hvis lokaludvalget vælger at arbejde med ét konkret tema (fx Otto Busses Vej), kan der gøres en indsats, således at dette også vægtes i kriterierne for puljemidler.

 4. Vesterbro Lokaludvalg beslutter at fordele puljemidler for 2022, på baggrund af formodet budget for 2022, med hhv. 850.000 kr. til Vesterbro/lillepuljen og 690.000 kr. til disposition til egne projekter.

Økonomi

Med dette punkt forudsættes det, at Vesterbro Lokaludvalg får udlagt ca. 1.540.000 kr. til selvstændig varetagelse i 2022.

Videre proces 

Sekretariatet offentliggør puljefrister og ansøgningsskema for 2022.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top