Efterårsprogram i Træstubben
Tidligere beslutninger
Vesterbro Lokaludvalg har besluttet, at en stor del af arbejdet med den lokale miljøopgave ligger i Træstubben, der er lokaludvalgets natur- og miljøværksted for børn, som indgik i overdragelsen af ansvaret for det lokale miljøarbejde.
På det ordinære møde i december 2021 godkendte lokaludvalget budgetoverslag og årsplan 2022 for Træstubben: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vesterbro%20Lokaludvalg/m%C3…
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg beslutter at bemyndige TMU til at planlægge et efterårsprogram for naturformidling for børn i Træstubben.
- at Vesterbro Lokaludvalg afsætter 52.000 kr. til projektet.
Problemstilling
Naturformidlingen for børn i Træstubben har til formål at give Vesterbros mindre børn en glæde for og nysgerrighed på naturen, erfaring med økosystemer og bæredygtighed og en basal naturforståelse, som nærheden til naturen danner grundlag for, og som kan være svær at finde midt på Vesterbro.
I de sidste par år har der været natur- miljøformidling for Vesterbros børnehave- og indskolingsbørn i Træstubben hver tirsdag fra 9-14. Her har forskellige naturformidlere stået for undervisningen, og børnene har lært om alt fra affaldssortering, sommerfugle, genbrugsjulepynt, skovmærker, forsøg med lermaling, mursejlere og deres kendetegn, reb af brændenældefibre, roelygter, julegaver med naturmotiver, spiludvikling med valnødder, biodiversitet og anlæg af en natsværmerhave.
Vesterbro Lokaludvalg godkendte på det ordinære møde i december 2021 et budget for naturformidling i Træstubben, hvor der er budgetteret med, at der i efteråret 2022 skal afholdes naturformidling med fire forskellige workshopforløb à hver 3-4 dage på tirsdage fra slut august til midt december.
Under corona, hvor der har været brug for udeundervisning, har der været fuldt booket de fleste dage, mens det i foråret 2022 har været svært at få holdene fyldt op. Det er den første længere periode, hvor der ikke har været restriktioner, og måske har det gjort, at skolerne har søgt andre steder hen.
Vi har forsøgt at komme skolerne i møde ved at ændre værkstederne, så der i stedet for 4 værksteder à 45 minutter for max 15 børn har været 2 værksteder à halvanden time med mulighed for at deltage en hel klasse. Men måske skal der flere ændringer til?
Der er i TMU nedsat en projektgruppe med interesse for grønne projekter. Derfor foreslås det, at projektgruppen bidrager til idégenerering og til den endelige planlægning af efterårsprogrammet for naturformidling i Træstubben, men at projektet besluttes nu, så børnene får sensommeren med i Træstubben.
Vesterbro Lokaludvalg orienteres om det endelige program for naturformidling i Træstubben i efteråret på lokaludvalgsmødet i august.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg beslutter,
- at bemyndige TMU til at planlægge et efterårsprogram for naturformidling for børn i Træstubben.
- at afsætte 52.000 kr. til projektet.
Økonomi
Budget, der tager udgangspunkt i en model, hvor der er naturformidling i Træstubben på ugentlig basis i dagtimerne:
Budget pr workshopforløb
Afholdelse af 3-4 workshopdage, forberedelse og materialer =13.000 kr. pr. forløb.
I alt for 4 forløb à 13.000 kr. = 52.000 kr.
Videre proces
TMU og Miljømedarbejderen arbejder videre med projektet, såfremt det besluttes.
Beslutning
Vesterbro Lokaludvalg besluttede at bemyndige Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg til at planlægge et efterårsprogram for naturformidling for børn i Træstubben og afsætte 52.000 kr. til projektet.